Forbrugerrådet Tænk: Skift teleselskab 6. juni Gå til hovedindhold

Få adgang til alt indhold på tænk.dk, medlemsmagasinet og meget mere.

Bliv medlem

Forbrugerrådet Tænk: Skift teleselskab 6. juni

Foto: Getty Images · 24. maj 2017
kvinde ændrer sit teleselskab

EU har med virkning fra i år afskaffet teleselskabernes roamingafgift. Det er en afgift, der blev pålagt forbrugerne, og som gjorde, at man kunne ende med astronomiske regninger, hvis man brugte sin telefon og i EU-landene.

Det politiske indgreb fra EU har fået størstedelen af de danske teleselskaber til at hæve prisen på deres abonnementer med henvisning til, at de har udgifter, når forbrugerne bruger deres telefon i udlandet, og at selskaberne skal have pengene ind enten det ene eller andet sted.

Forbrugere betaler for mere, end de bruger

Forbrugerrådet Tænk mener imidlertid ikke, at man som forbrugere uden videre skal acceptere, at selskaberne hæver prisen. Organisationen peger blandt andet på, at rigtig mange forbrugere allerede i dag betaler for taletid og data, de ikke anvender. Faktisk er forbrugernes gennemsnitlige dataforbrug cirka seks gange lavere end det gennemsnitlige indhold af data i abonnementerne på det danske marked.

”Rigtig mange forbrugere betaler i dag for langt mere data og taletid, end de bruger. Derfor ser det mærkeligt ud, at teleselskaberne nu bare vælter deres øgede udgifter over på forbrugerne. Vi anerkender, at selskaberne får en regning, men det er ærgerligt, at så mange selskaber per automatik hæver deres priser i stedet for at tilgodese kunderne. Det synes vi ikke, at man som forbruger bare stiltiende skal acceptere,” siger Forbrugerrådet Tænks formand, Anja Philip.

Skiftedag 6. juni

Den kommende tid kan forbrugerne skifte fra teleselskaber, der har hævet prisen, uden at være omfattet af en eventuel bindingsperiode på abonnementet. Forbrugerrådet Tænk vil derfor gøre den 6. juni til store skiftedag.

Her vil organisationen på hjemmesiden taenk.dk guide forbrugerne hen til gode abonnementer og selskaber og give gode råd til, hvordan man helt konkret skifter teleselskab.

”Det er en god ide, at man med jævne mellemrum tjekker, om man har det rette abonnement. Oven på selskabernes automatreaktion vil vi derfor opfordre til, at danske forbrugere giver deres telefonabonnement et eftersyn op til 6. juni for at undersøge, om man med fordel kan skifte selskab. Først og fremmest fordi der kan være penge at spare. Men også fordi forbrugere, der belønner de selskaber, som kæmper om kundernes gunst, er en forudsætning for et velfungerende marked,” siger Anja Philip.

Ifølge beregninger fra EU-kommissionen er selskabernes udgifter til roaming ikke store nok til at begrunde de varslede prisstigninger hos danske selskaber.