Sådan smagstester vi | Forbrugerrådet Tænk
Gå til hovedindhold

Få adgang til alt indhold på tænk.dk, medlemsmagasinet og meget mere.

Bliv medlem

 Sådan smagstester Forbrugerrådet Tænk

Smagstest fra Forbrugerrådet Tænk laves af eksperter, trænede smagsdommere eller forbrugere. Men hvordan og hvorfor laver Forbrugerrådet Tænk smagstest?

· 4. april 2019

Hvorfor laver Forbrugerrådet Tænk smagstest?

Forbrugerrådet Tænk laver smagstest af vidt forskellige madvarer. Alt fra bacon til mousserende vine har vi smagt på og bedømt til gavn for dig.

Smagstest laver vi først og fremmest, fordi det sensoriske (smagsmæssige) er yderst relevant i forhold til din oplevelse af mad- eller drikkevarer.

Hvordan smager produktet, hvorfor smager det godt eller dårligt, og hvad er god smag i det hele taget? Det er nogle af de spørgsmål, vi med smagstest forsøger at svare på. 

Sammenligningen af flere produkter i en smagstest giver også et overblik over, hvad der gør et produkt godt eller dårligt, og om visse produkter er for dyre i forhold til deres vurderede smagsmæssige kvaliteter.

Hvilke typer smagstest laver Forbrugerrådet Tænk?

Forbrugerrådet Tænk laver 3 typer af smagstest:

  • Smagstest med eksperter
  • Test med trænede dommere
  • Smagstest med almindelige forbrugere

Smagstest med eksperter

Eksperter bruger vi ofte til de smagstest, hvor det er vigtigt at få små nuanceforskelle frem, eller hvor det er vigtigt at bedømme madvaren ud fra et fagligt perspektiv. Til disse test bruger vi grupper på 4 til 5 smagseksperter. Vi bruger ofte kokke, fagpersoner, sensorikere eller andre med viden eller ekspertise i netop den fødevare, vi tester.

Smagstest med eksperter giver et kvalificeret bud på, hvad fagfolk kan lide eller ikke lide ved de enkelte produkter. Testene giver også en detaljeret beskrivelse af de enkelte produkters smag, dufte, konsistens med mere.

Eksempler på produkter, hvor vi har brugt eksperter, er mousserende vine, mandler, bearnaise sauce, smør og rejer.

Ekspertpanelets deltagere fremgår altid tydeligt i artiklen ”Sådan har vi testet…”, der findes i forbindelse med testen.

Test med trænede dommere

Smagstest med trænede dommere foregår med hold på cirka 10 personer, der er særligt udvalgt på baggrund af deres evner til at smage og dufte. I testen skal de vurdere en bestemt madvare ud fra nogle objektive kriterier.

Testen resulterer i en grundig beskrivelse af det enkelte produkts karakteristika.

Dommerne skal ikke vurdere, om de kan lide produktet eller ej. Test med trænede dommere har vi blandt andet brugt til at vurdere røget laks, olivenolier, smoothies og kaffe.

Smagstest med almindelige forbrugere

Smagstest med forbrugere laves typisk med 70 til 150 smagstestere, der smager forskellige produkter indenfor en enkelt produktkategori – typisk hverdagsprodukter.

Forbrugerne vurderer, hvor godt de kan lide produkterne. Deres vurdering er naturligvis subjektiv og ikke fagligt funderet.
Testen giver en idé om, hvilke produkter flest kan lide eller ikke lide. Men testen giver nødvendigvis ikke en idé om, hvorfor forbrugerne netop kan lide eller ikke lide et produkt.

Smagstest med forbrugere bruger vi ofte til produkter, de fleste kender. Det kan for eksempel være ketchup, mayonnaise, kammerjunkere, koldskål eller vaniljeis.

Sådan tester forbrugerrådet Tænk-Film

Fælles for alle smagstest

Forbrugerrådet Tænks smagstest foregår altid som blindsmagninger, så smagstesterne ikke har en forudindtaget holdning til de enkelte produkter baseret på indpakning eller kendskab til mærket.

Nogle gange vælger vi at kombinere flere forskellige typer af smagstest. Det gør vi eksempelvis ved at kombinere en smagstest med eksperter og almindelige forbrugere. På den måde får vi et billede af, hvad forbrugerne bedst kan lide holdt op mod en faglig vurdering af produktet.

Smagstestene kan også være suppleret med gennemgang eller analyse af indholdsstoffer. Det kan for eksempel være indhold af fedt, sukker, fibre eller om produktet lever op til deklarationen.

Hvis det er relevant for produktet undersøger vi eventuelt også indhold af uønsket kemi. Det kan for eksempel være rester af sprøjtemidler, bakterier, svampegifte, tungmetaller og lignende.

Du kan altid se, hvilke analyser der indgår i testen, og hvordan de vægter i vores bedømmelse i artiklen ”Sådan har vi testet…”, der findes i forbindelse med alle vores test.