Er salicylsyre en god idé mod uren hud?
Vil du behandle bumser, hudorme og uren hud kan du ofte støde på cremer med salicylsyre. Men forskere vurderer, at stoffet kan være hormonforstyrrende.
Akne og bumser kan behandles med en lang række produkter, som lover en forbedring af din huds tilstand.
I plejeprodukter til uren hud indgår ofte et stof ved navn salicylsyre.
Hvad er salicylsyre?
Stoffet salicylsyre kan virke rensende og som peeling (eksfolierende). Produkterne kan derfor virke mod mildere former for uren hud.
Salicylsyre kan også bruges til at hæmme bakterievækst og blødgøre huden eller håret. Derfor er det også en almindelig ingrediens i en del andre kosmetik- og plejeprodukter.
Danske forskere: Salicylsyre er hormonforstyrrende
Forskere fra DTU Fødevareinstituttet (DTU) og Syddansk Universitet (SDU) vurderede i en rapport fra oktober 2018, at 13 stoffer enten er hormonforstyrrende eller er mistænkt for at være det.
Forskerne har i rapporten gennemgået viden om hormonforstyrrende effekter for en række stoffer.
Salicylsyre er blandt de stoffer, som ifølge rapporten er hormonforstyrrende. Derfor er det en god ide at være opmærksom på, hvordan du kan begrænse din udsættelse for stoffet.
Siden DTU's vurdering er stoffet også opført på Miljøstyrelsens liste over mistænkt hormonforstyrrende stoffer.
Salicylsyre kan skade det ufødte barn
Sundhedseffekterne af salicylsyre er ikke kun i kritisk søgelys blandt danske forskere.
EU klassificerede i oktober 2018 salicylsyre som mistænkt for at kunne skade det ufødte barn.
Stoffet er dog tilladt i kosmetik og plejeprodukter op til en vis koncentration.
Cocktaileffekten er et problem, ikke det enkelte produkt
Hormonforstyrrende stoffer er kemikalier, som blandt andet er mistænkt for at påvirke evnen til at få børn. Men det er ikke det enkelte produkt med disse stoffer, som i sig selv er problematisk.
Det er derimod cocktaileffekten af din samlede udsættelse for problematiske kemikalier, der samlet set kan være usund – eksempelvis i forhold til at forstyrre hormonerne i kroppen.
Salicylsyre kan du bruge mod uren hud
Har du ikke problemer med uren hud, kan du med fordel fravælge produkter med salicylsyre.
Hvis du har problemer med akne, bumser eller lignende, kan hudplejeprodukter med salicylsyre måske være den bedste løsning for dig.
Derfor kan det være et af de steder, hvor du ikke vil fravælge den uønskede kemi.
Salicylsyre er udbredt i plejeprodukter
I appen Kemiluppen indeholder 703 produkter salicylsyre (tal fra november 2022). Lige under halvdelen af produkterne er til ansigtet.
Det er typisk i make-up fjerner, dagcreme, læbepomade, BB-creme, masker, micellar water, natcreme, renseservietter, scrub/peeling, serum, skin tonic og spot stick.
Derudover kan du ofte finde salicylsyre i shampoo, hårfarve, hårolie og hårserum.
Salicylsyre_embed
(Kilde: Kemiluppen, 2022)
Produkter med salicylsyre får C-kolben
EU's videnskabelige komité har vurderet, at salicylsyre er sikkert at bruge i plejeprodukter op til en vis koncentration. I denne vurdering er der ikke taget højde for den samlede udsættelse af uønsket kemi fra alle dine produkter – den såkaldte cocktaileffekt.
I Kemiluppen får et stof den laveste kemivurdering (C-kolbe), hvis det er mistænkt hormonforstyrrende eller hvis det af EU er klassificeret som skadende for forplantningsevnen.
Vil du undgå salicylsyre i dine plejeprodukter?
- Tjek dem med appen Kemiluppen. Produktet får den laveste vurdering, C-kolben, hvis stoffet er i.
- Eller kig efter salicylsyre på ingredienslisten. Her står stoffet oplistet under navnet ”salicylic acid”.
Disse ansigtscremer indeholder uønsket kemi
Hver femte ansigtscreme i vores test indeholder problematiske kemikalier i form af parabener, siloxaner og i enkelte tilfælde PFAS.
Test: Vær opmærksom på kemien i din håndcreme
Håndcreme kan være din vigtige følgesvend i kampen mod tørre hænder. Testen af håndcremer viser, at der er mange gode valg uden uønsket kemi.
Fedtcremer: Test giver mange gode kemivalg
Test af 12 forskellige fedtcremer viser, at du kan finde mange gode valg til at pleje tør hud uden uønsket kemi såsom mistænkt hormonforstyrrende stoffer.