Kontaktallergi: Hold øje med disse symptomer
Du kan risikere at få kontaktallergi fra parfume, konserveringsmidler eller nikkel. Tilstanden viser sig som eksem, som du selv kan holde øje med. Bliv klogere her.
Allergi fra kontakt med produkter kan vise sig på mange måder på din hud.
Se eksempler på symptomerne, og hvad du kan gøre, hvis du har en mistanke om kontaktallergi.
Rødme og hævelse af huden er tegn på allergi
Eksem fra kontaktallergi kan vise sig som rødme og hævelse af huden.
Knopper og småblærer kan fx blive til sår på din hud.
Revner i huden kan komme fra eksem
Eksem kan udvikle sig til revner i huden, hvis du ikke behandler det.
Huden bliver stiv, og i værste fald kan eksemen blive kronisk.
Eksem opstår på kontaktfladen
Du vil først se eksem på det område af din hud, som har været i kontakt med det allergifremkaldende stof.
Eksempelvis vil eksem fra parfumestoffer i ansigtscremer først vise sig i ansigtet, hvis du udvikler allergi over for dem.
Eksem kan sprede sig
Hvis du ikke bliver behandlet, kan eksem kan sprede sig til resten af din krop.
Eksem kan fx begynde på den ene hånd og derefter sprede sig til den anden hånd og fødderne.
Ubehandlet eksem kan blive kronisk
Eksem kan blive kronisk, hvis du ikke får det behandlet.
Det betyder, at eksemen bliver ved med at være til stede, selvom du ikke længere er i kontakt med de allergifremkaldende stoffer.
Symptomer varierer fra person til person
De allergiske symptomer afhænger af, hvad du er allergisk overfor, og i hvor høj grad du kan undgå stoffet.
Hvis du har en medfødt tendens til allergi, spiller det også ind. Det samme gør det, hvis du fx har mange allergier.
Rask hud virker som en barriere mod kemiske stoffer
Rask hud fungerer som en barriere over for kemiske stoffer. Men eksem gør din hud mere sårbar.
Derfor skal du være ekstra opmærksom på at undgå kontakt med uønskede kemikalier, hvis du har eksem med rød, irriteret eller sprækket hud.
Færre danskere udvikler allergi for det problematiske stof MI
EU har gennem årene indført strengere krav til det stærkt allergifremkaldende stof i kosmetik og pleje, og det har medført et markant fald i tilfælde af MI-allergi.
Parfume: Sådan minimerer du din risiko for parfumeallergi
Parfumestoffer kan være allergifremkaldende. Har du først fået parfumeallergi, varer den hele livet. Få hjælp til at mindske risikoen.
Her kan du anmelde uønskede effekter fra produkter
Udslæt, vejrtrækningsproblemer og andet kan du risikere at opleve, når du bruger almindelige hverdagsprodukter. Se, hvordan du indberetter uønskede effekter.