Klapvogne: Undgå mistænkt hormonforstyrrende stoffer
Klapvogne kan indeholde en række uønskede kemikalier. Derfor har Forbrugerrådet Tænk testet klapvogne for uønsket kemi både i 2017, 2018 og 2021.

Klapvogne kan indeholde en række uønskede kemikalier. Derfor har Forbrugerrådet Tænk testet klapvogne for uønsket kemi både i 2017, 2018 og 2021.
Gennem årene er i alt 30 klapvogne og 3 løbevogne testet for indhold af uønsket kemi i håndtaget og de dele af sæderne, som dit barn vil være i kontakt med.
Heldigvis er der flere gode kemivalg fra de forskellige test, der er helt fri for eller kun indeholder små spor af problematiske kemikalier.
Uønsket kemi: 8 klapvogne får dårlig bedømmelse
8 klapvogne får den laveste kemibedømmelse, C-kolben.
To vogne - en klapvogn og en løbevogn - indeholder ftalaten DEHP, der er hormonforstyrrende.
Dette stof er forbudt i legetøj og babyprodukter såsom klapvogne.
Vær opmærksom på flammehæmmere og klorparaffiner
Andre klapvogne fra tidligere test har indhold af klorparaffiner i håndtaget. Det er en stofgruppe, der er mistænkt for at være hormonforstyrrende og kræftfremkaldende.
En enkelt klapvogn i testen fra 2021 indeholder en flammehæmmer, der hedder TCPP. Den er forbudt i legetøj til børn under 3 år, fordi den kan være kræftfremkaldende.
Cocktaileffekten: Den samlede udsættelse er problematisk
Indholdet af uønsket kemi i den enkelte klapvogn er højst sandsynligt ikke problematisk i sig selv.
Stofferne er dog problematiske i produkter til børn, da de er mistænkt for at være hormonforstyrrende eller kræftfremkaldende.
Den uønskede kemi kan bidrage til en cocktail af problematiske stoffer, som børn udsættes for fra mange kilder i hverdagen. Derfor er det en god ide at undgå disse stoffer, hvor du kan.
Se testdato på produktsiden
Testen opdateres løbende med nye klapvogne. Der er også enkelte løbevogne med i testen.
Du kan se, hvornår klapvognene er testet. Det gør du ved at kigge på datoen, når du klikker på det enkelte produkt.
Indeholder din klapvogn uønsket kemi?
Du behøver ikke at smide din klapvogn ud, hvis den indeholder nogle af de uønskede stoffer, som vi har testet for. Den enkelte klapvogn udgør højst sandsynligt ikke en risiko i sig selv.
Forskere er generelt ikke bekymrede over mistænkt hormonforstyrrende eller kræftfremkaldende stoffer i det enkelte produkt.
Men du og dine børn udsættes for problematiske kemikalier fra mange kilder i hverdagen. Det kan være fra personlige plejeprodukter, indeklimaet i dit hjem, elektronik, møbler og i dette tilfælde klapvogne. Denne samlede udsættelse fra mange kilder kaldes cocktaileffekten - og den kan samlet set være problematisk.
Derfor anbefaler forskere, at du minimerer din udsættelse for de problematiske kemikalier, hvor du kan.
Det kan du gøre
Du kan for eksempel vaske tekstilet på klapvognen grundigt, så restkemikalierne vil blive vasket ud.
Det er altid en god ide at gøre, før du tager tøj og tekstil i brug.
Spørg forhandleren om uønsket kemi i børneudstyr
Der er mange forskellige klapvogne på markedet. Men disse vogne har ingen offentlig information om kemikalier.
Du må derfor selv spørge i butikken, om klapvognen indeholder for eksempel problematiske flammehæmmere eller fluorstoffer.
På den måde sender du også et godt signal til producent og forhandler om, at du går op i, hvilke kemikalier der findes i dine produkter.

Billig eller dyr barnevogn: Hvad skal du vælge?
Barnevogne kommer i mange prisklasser, men hvilken er den rigtige for dig? Find ud af, hvad du får for pengene, når du køber en dyr eller billig barnevogn.

Her er den bedste barnevogn
Barnevogne giver små børn bedst plads til at ligge ned og tage en lur i haven eller på turen. Forbrugerrådet Tænk har testet barnevogne for uønsket kemi og anbefaler en model, der er fri for problematiske kemikalier.

Mange barnevogne indeholder uønsket kemi
Vores test viser, at barnevogne indeholder problematiske kemikalier. Fem ud af seks testede indeholder bisphenoler, og en enkelt har PFAS.