Dukker kan indeholde ftalater
Er det ftalater i dit barns dukke? Ny test ser efter en række ftalater og parfumeret duft i dukker til børn. Se, hvad du skal være opmærksom på her.
Dukker og babydukker er populære gaver til børn. Dit barn krammer sikkert sin dukke, kysser den og bider måske også lidt i den.
Børn er med andre ord i tæt hudkontakt med kemien i dukker og lignende legetøj. Derfor er det vigtigt, at der ikke er indhold af problematiske kemikalier, der for eksempel kan være hormonforstyrrende eller give allergi.
I testen får hovedparten af dukkerne den bedste kemibedømmelse (A-kolben). Der er derfor mange gode valg, hvis du for eksempel vil give dit barn en sød dukke til fødselsdag eller jul.
Testen viser enkelte fund af hormonforstyrrende stoffer
Testen viser, at 3 dukker indeholder såkaldte ftalater. Indholdet af de uønskede kemikalier er i mængder, der ikke er tilladt.
Ftalater er stoffer, som bliver brugt til at blødgøre plastik. Flere af disse stoffer er hormonforstyrrende og forbudte i legetøj. Dukkerne med ftalater blev blandt andet købt i små butikker i Danmark.
Hormonforstyrrende ftalater kan dit barn blive udsat for, når det er i direkte hudkontakt med dukken. Men stofferne kan også afdampe fra dukken til indeklimaet på børneværelset.
Undersøgelser har vist, at børneværelser kan have højt indhold af ftalater, som for eksempel sætter sig i støvet.
Smid dukker med problematiske ftalater ud
Dukker med ftalater vil sandsynligvis ikke i sig selv udgøre en direkte sundhedsrisiko for dit barn. Men de bidrager til den såkaldte cocktaileffekt af uønsket kemi, som barnet kan blive udsat for i sin hverdag.
Forbrugerrådet Tænk Kemi anbefaler, at du smider dukken ud, hvis du har købt én med hormonforstyrrende ftalater. Følg din kommunes anbefaling for PVC-affald, hvis du skal smide en dukke med ftalater ud.
Gamle dukker i blød plast fra før 2007 vil sandsynligvis også indeholde hormonforstyrrende ftalater og bør også smides ud.
Parfume: Undgå parfumeindhold i dukker
I testen var 3 dukker tydeligt parfumerede. De kan ikke anbefales.
Parfume kan give parfumeallergi, som varer resten af livet, hvis dit barn først har fået det.
Parfumeret legetøj kan bidrage til risikoen for at udvikle parfumeallergi. Derfor anbefaler Miljøstyrelsen, at du vælger legetøj uden parfume.
Forbrugerrådet Tænk vil have ingredienslister på legetøj
Det er ikke nemt at gennemskue, hvilke kemikalier legetøj indeholder, når du står i butikken eller shopper på nettet.
Flere sager har vist, at forhandlerne heller ikke altid ved det. De seneste år har flere test vist ulovligt kemikalieindhold i legetøj som for eksempel squishies, slim, balloner og fidget spinners.
Forbrugerrådet Tænk arbejder for, at der skal ingrediensliste på legetøj på samme måde, som det kendes fra for eksempel kosmetik og personlig pleje.
Hvis legetøj har en indholdsdeklaration, er det langt enklere for forhandlere og forbrugere at undgå for eksempel ftalater og parfume.
Miljøministeren: Arbejder for varedeklaration på legetøj i EU
”Som forælder skal man sikkert kunne købe legetøj til sine børn. Derfor arbejder jeg på at få en varedeklaration for legetøj i EU, så forældrene kan se, hvilke kemikalier der er i det legetøj, de køber til deres børn, og så importører kan stille krav til legetøjsproducenter,” udtalte ministeren blandt andet i august 2019".
Miljøminister Lea Wermelin
Dette trælegetøj er bedst i test
Trælegetøj til små børn er populært, men er det også uden uønsket kemi? Vi har testet 11 forskellige stykker legetøj til børn under tre år. Se, hvilket legetøj, der klarer sig godt, og hvilket, der dumper.
Disse sæbebobler indeholder uønsket kemi
Sæbeboblevand kan indeholde parfume og allergifremkaldende konserveringsmidler. Det viser vores tjek af 31 sæbebobler.
Er hjemmelavede sæbebobler en god ide?
Er det bedre at lave hjemmelavet sæbeboblevand i stedet for at købe? Få hjælp til at undgå uønsket kemi i sæbebobler her.