Disse imprægneringssprays er uden PFAS
Vi har testet imprægneringsmidler til både sko og tekstiler for PFAS. Se, hvordan de forskellige sprays klarer sig i vores test.
Imprægneringsspray kan du bruge til at gøre skaljakker, møbler eller støvler mere vandtætte.
Men imprægneringsmidler kan indeholde PFAS, der er problematiske for både miljøet og din sundhed.
I Forbrugerrådet Tænk Kemi har vi lavet to forskellige test af imprægneringsmidler. En test af imprægneringsmidler til tekstiler i 2023 og en test af imprægneringsmidler til sko i 2024. Herunder kan du se, hvilke imprægneringsmidler i de to test, som er uden PFAS.
Sådan har vi testet for PFAS
I testen af imprægneringsmidler til sko har vi testet for indhold af de miljø- og sundhedsskadelige PFAS-stoffer. Vi har sendt 21 imprægneringssprays til laboratorietest og testet for total organisk fluor. Det betyder, at vi har undersøgt for alle slags PFAS-stoffer, som et laboratorie kan teste for. Vi ved derfor ikke, hvilke konkrete PFAS-stoffer, der er tale om. Blot om de indeholder PFAS eller ej.
I vores test af imprægneringsmidler til tekstiler fra 2023 sendte vi 16 imprægneringssprays til laboratorietest. Produkterne blev testet for organiske fluorforbindelser (PFAS) og for cykliske siloxaner, som er på EU's liste over særligt problematiske stoffer.
Vi fandt ikke betydelige mængder af siloxaner i testen. En enkelt imprægneringsspray indeholdt mindre mængder siloxaner.
Disse imprægneringsmidler til sko er uden PFAS
Stort set alle imprægneringsmidler til sko er uden PFAS, Hele 17 ud af 21 produkter er uden de miljø- og sundhedsskadelige stoffer. Sammenlignet med testen af imprægneringsmidler til tekstiler året før, ser det ud til, at der produceres flere imprægneringsmidler uden PFAS.
Vil du minimere udsættelsen for uønsket kemi, anbefaler vi at gå efter pumpesprays, skocreme- eller voks fremfor spraydåser. Bruger du spraydåser, kan du nemlig risikere i højere grad at indånde kemikalierne. I testen er otte imprægneringsmidler uden PFAS, men de er spraydåser.
-
2GO Waterbased Protector (A-kolben)
-
Collonil Protect & care (A-kolben)
-
Grangers Footwear repel plus (A-kolben)
-
Hanwang Nikwax (A-kolben)
-
Fabric & leather proof Shoe wax (A-kolben)
-
OrganoTex Shoecare waterproofing (A-kolben)
-
Sketchers Water proofer (A-kolben)
-
Springyard Eco proofer (A-kolben)
-
Touch Waterbased Protector (A-kolben)
-
Blundstone Waterproof spray (A-kolben)
-
Brynje Imprægnering (B-kolben, fordi det er en spraydåse)
-
Derby Shoe protector (B-kolben, fordi det er en spraydåse)
-
Ecco Repel (B-kolben, fordi det er en spraydåse)
-
Shoe finish Shoe protection (B-kolben, fordi det er en spraydåse)
-
Silver Waterproofer (B-kolben, fordi det er en spraydåse)
-
Sterling Imprægnering (B-kolben, fordi det er en spraydåse)
-
The sneaker store Protector spray (B-kolben, fordi det er en spraydåse)
Disse imprægneringsmidler til tekstiler er uden PFAS
Ni imprægneringsmidler til tekstiler er uden PFAS i testen fra 2023. Fem imprægneringsmidler får den bedste kemibedømmelse, A-kolben. Fire imprægneringsmidler får en middel bedømmelse, B-kolben.
-
Fjällraven Waterproofing Impregnation (A-kolben)
-
Grangers Performance Repel Plus (A-kolben)
-
Nikwax TX.Direct Spray On (A-kolben)
-
OrganoTex Spray-On textile waterproofing (A-kolben)
-
Zebla Imprægneringsspray (A-kolben)
-
Fibertec Textile Guard Eco (B-kolben, fordi den indeholder mindre mængder siloxaner)
-
Denwax Tekstil Imprægnering (B-kolben, fordi den indeholder miljøbelastende stoffer)
-
Woly Water proof (B-kolben, fordi det er en spraydåse og indeholder miljøbelastende stoffer)
-
Royal Protector (B-kolben, fordi det er en spraydåse)
Pumpespray eller spraydåse?
Imprægneringsmidler kan du få som pumpespray eller spraydåse, også kaldet aerosolspray. Men der er forskel på, i hvor høj grad du indånder indholdsstofferne fra de to forskellige typer sprays.
En kortlægning af Miljøstyrelsen fra august 2023 viser, at 12 ud af 14 gør-det-selv imprægneringsmidler potentielt kan være skadelige for lungerne, når du indånder det. Særligt aerosolsprays med organiske opløsningsmidler er problematiske for lungerne. Med i testen var en enkel pumpespray, og den skadede ikke lungerne.
Forskning fra det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø viser også, at ca. dobbelt så stor en mængde fra en spraydåse bliver hængende i luften sammenlignet med pumpesprays. Partiklerne bliver også hængende i længere tid.
Vi anbefaler derfor at vælge en pumpespray frem for spraydåse, så du kan begrænse unødig udsættelse for stoffer, når du imprægnerer dit tøj, sko og møbler.
Derudover viser testen, at spraydåser oftest er faremærket, mens pumpesprays generelt ikke er.
Er imprægnering overhovedet nødvendigt?
Generelt er der en risiko for, at du indånder stofferne fra din imprægneringsspray under brug. Uanset om det er en pumpespray eller spraydåse.
Når du sprayer med imprægneringsmidler, dannes der små dråber i luften, også kaldet aerosoler, som du uundgåeligt kommer til at indånde. Ifølge Miljøstyrelsen er der eksempler på, at imprægneringssprays kan påvirke lungerne voldsomt - både akut og give længerevarende effekter. Derfor er det vigtigt ikke at indånde det.
Du kan også komme i hudkontakt med stofferne efterfølgende – fx når du sidder i din sofa.
Vi anbefaler derfor, at du kun imprægnerer dine produkter, hvis det er nødvendigt.
En anden vigtigt huskeregel er altid at imprægnere udenfor. Hvis det ikke er muligt, kan du åbne vinduerne og imprægnere under kraftig udluftning med gennemtræk.
Undgå PFAS i imprægneringsmidler
Imprægneringssprays kan indeholde PFAS, også kaldet fluorstoffer, der er problematiske for miljø og sundhed. Se, hvilke sprays du skal undgå her.
Disse cykelolier er uden PFAS
Vi har testet 27 olier til cykelkæden for de uønskede kemikalier PFAS. Vi har fundet 13 kædeolier uden PFAS. Se dem her.
Disse mælkeskummere er uden PFAS i belægningen
Tre ud af fire mælkeskummere i testen er uden de miljø- og sundhedsskadelige stoffer PFAS i belægningen. Se dem her.