Disse klapvogne indeholder PFAS
Næsten halvdelen af klapvogne i vores test indeholder de problematiske stoffer PFAS. Se dem her.

Dit barn kommer i berøring med stof, seler, kaleche, bøjler og meget mere, når du kører rundt med det i klapvognen.
Alle disse dele kan indeholde problematiske stoffer. Fire ud af ni klapvogne i vores kemitest indeholder de vandafvisende stoffer PFAS i betrækket på klapvognssædet og/eller kalechen.
PFAS er svært nedbrydelige stoffer og kan medvirke til en øget risiko for en række sygdomme. Svækket immunforsvar, højt kolesteroltal, hormonforstyrrelser, leverskader og øget abortrisiko er blot en række af de effekter, som PFAS er sat i forbindelse med.
Stofferne udgør ikke en sundhedsrisiko i sig selv i klapvogne. Det er under produktionen, brugen og bortskaffelsen af produkterne, at PFAS ender i miljøet og derfra i vores vand og mad.
Find en klapvogn uden PFAS
En klapvogn skal være sikker for børn, og den bedste måde at undgå, at børnene bliver udsat for problematiske stoffer, er, at de ikke findes i produkterne.
I testen får fem klapvogne den bedste bedømmelse, A-kolben. De er uden en række uønskede kemikalier. Det er:
- Bugaboo Butterfly
- Hartan i maxx
- Joie Litetrax pro
- Joolz Aer+
- Maxi-Cosi Soho
PFAS i din klapvogn? Det skal du gøre
Du behøver ikke at smide din klapvogn ud, hvis den indeholder PFAS. Den enkelte klapvogn udgør ikke i sig selv en risiko for dit barn.
Er du på udkig efter en ny klapvogn, anbefaler vi at købe en uden PFAS. Du kan spørge virksomheden om betræk og andet tekstil er lavet uden brug af PFAS.
Disse klapvogne er med PFAS
Fire klapvogne klarer sig dårligt i kemitesten, fordi de indeholder PFAS i betrækket og/eller kalechen. Se dem her.
ABC Design Avus
Klapvognen fra ABC Design indeholdt PFAS i betrækket, og får derfor den dårligste kemibedømmelse.
Se her
Baby Jogger City Tour 2
Klapvognen fra Baby Jogger indeholdt PFAS i betrækket og kalechen, og får derfor den dårligste kemibedømmelse.
Se her
Hauck Travel N Care
Klapvognen fra Hauck indeholdt PFAS i betrækket, og får derfor den dårligste kemibedømmelse.
Se her
Kinderkraft Nubi 3
Klapvognen fra Kinderkraft indeholdt PFAS i betrækket, og får derfor den dårligste kemibedømmelse.
Se her
Test af klapvogne siden 2017
Gennem årene er i alt 39 klapvogne og 3 løbevogne testet for indhold af uønsket kemi.
Du kan se vores tidligere test i et skema inde i testen af klapvogne. Nogle klapvogne fra tidligere test kan stadig være på markedet. Andre kan du købe brugt.
Forbrugerrådet Tænk Kemi mener: Stop brug af PFAS
Vi tester rigtig mange produkter hvert år for PFAS. Alt fra cykelolier, tæpper, kosmetik, børneudstyr og stegepander. Vi finder altid alternativer, som er uden PFAS og som virker lige så godt eller endda bedre end de produkter, der indeholder PFAS. Alt taler for, at brugen af PFAS skal stoppe, og det gælder i særdeleshed i helt almindelige produkter, hvor der slet ikke er brug for dem.
Testansvarlig Stine Müller.

Her er den bedste barnevogn
Barnevogne giver små børn bedst plads til at ligge ned og tage en lur i haven eller på turen. Forbrugerrådet Tænk har testet barnevogne for uønsket kemi og anbefaler en model, der er fri for problematiske kemikalier.

Billig eller dyr barnevogn: Hvad skal du vælge?
Barnevogne kommer i mange prisklasser, men hvilken er den rigtige for dig? Find ud af, hvad du får for pengene, når du køber en dyr eller billig barnevogn.

En kombivogn er ikke altid et godt valg
Kombivognen er en barnevogn og klapvogn samlet i én. Det lyder smart. Men vores test afslører en vigtig detalje, der kan gøre kombivognen til et dyrt fejlkøb.