Sølvpapir kan være problematisk til "sure" fødevarer Gå til hovedindhold

Få adgang til alt indhold på tænk.dk, medlemsmagasinet og meget mere.

Bliv medlem

Sølvpapir kan være problematisk til "sure" fødevarer

Stanniol belaster miljøet og kan afgive aluminium til maden, hvis du pakker sure fødevarer som citroner ind i det. Begræns derfor gerne brugen.

Niels Søndergaard · Foto: Getty Images · 21. oktober 2020
Laks og citron i sølvpapir

Citroner og andre ’sure’ fødevarer er bedst at undlade at pakke ind i sølvpapir.

Aluminiumsfolie kan ved kontakt med de sure fødevarer frigive aluminium til maden.

Sure fødevarer kan være:

  • Citroner
  • Syltede rødbeder
  • Agurkesalat
  • Syltede rødkål

Salte fødevarer kan også opløse aluminium

Meget salte fødevarer - for eksempel saltede sild - kan ligesom sure fødevarer også opløse aluminium.

Aluminium kan risikere at vandre over i din mad, hvis det bliver opløst af syre eller salt.

Du kan optage aluminium gennem din mad

Aluminium fra stanniol kan være et problem for din sundhed, hvis det ophober sig i kroppen over længere tid. Det kan blandt andet påvirke:

  • Hjernen
  • Nervesystemet
  • Frugtbarheden

Læs også rapporten 'Safety of aluminium from dietary intake' fra Det Europæiske Fødevaresikkerhedsagentur.

Alternativer til aluminium på grillen

Sølvpapir eller alubakker kan du for eksempel bruge til at grille. Men der er risiko for, at det kan frigive aluminium til maden. Særligt, hvis maden er meget salt eller surt.

Vælg gerne alternativer som bakker af rustfri stål. Bruger du sølvpapir, så vent for eksempel med at smage til med citron, indtil fisken er pakket ud.

Sølvpapir er miljøbelastende

Aluminium til sølvpapir udvindes af jorden, og metoderne kræver meget energi.

  • Du kan skåne miljøet ved at begrænse indkøb og brug af stanniol.
  • Du kan aflevere sølvpapir uden madrester til genanvendelse - for eksempel sammen med leverpostejbakker og konservesdåser. Spørg dit lokale affaldsselskab, hvordan du afleverer det. 

En madpakke pakket ind i sølvpapir udleder 30 gange så meget CO2 som en madpakke pakket ind i madpapir. Det udregnede Informationscenter for Miljø og Sundhed i 2009.  

Tre gode råd

  • Husholdningsfilm kan være en god erstatning for sølvpapir. Det er ofte lavet af stoffet polyethylen, som er uproblematisk. Undgå dog husholdningsfilm lavet af PVC, og brug det heller ikke, hvis du opvarmer din mad i mikrobølgeovn. Her kan du dække med en tallerken eller bruge mikrobølgefilm i stedet.
     
  • Brug ikke sølvpapir til madpakker. I stedet er svanemærket madpapir et godt valg.
     
  • Svanemærket bagepapir kan du blandt andet bruge til at overdække mad, der skal ovnbages. Skyl først bagepapiret under vand og krøl det. Så kan du for eksempel lægge det over et ildfast fad og stoppe det ned langs kanterne. Det er en god løsning, hvis du vil ovnbage fisk med citron. Så kan du nemlig undgå aluminium fra sølvpapiret.