Kun i Danmark er McDonald's emballage uden PFAS
Køber du pomfritter hos McDonald’s i Danmark, er posen lavet uden PFAS, eller fluorstoffer. Men i andre europæiske lande indeholder den samme pose store mængder af de uønskede stoffer.
PFAS, eller fluorstoffer, er ikke længere tilladt i mademballage i Danmark, fordi de er problematiske for miljøet og kan påvirke din sundhed.
En ny europæisk undersøgelse af fluorstoffer i emballage til fastfood og engangsservice viser også, at en pommes frites pose købt hos McDonald's i Danmark er lavet uden brug af fluorstoffer.
Men forbuddet gælder ikke i en række andre europæiske lande.
Køber du den samme pose til pomfritter i Tjekkiet eller England, er den stadig tilsat fluorstoffer for at gøre papiret mere fedt- og fugtafvisende.
Hvad er fluorstoffer?
Fluorstofferne har mange navne såsom PFC, PFAS, perfluorerede stoffer, fluorcarbon osv. Fælles for dem er, at de dækker over en stor gruppe af kemiske stoffer, der bl.a. har vand-, snavs- og fedtafvisende egenskaber.
Fluorstoffer bliver derfor brugt i en lang række hverdagsprodukter som fx mademballage.
Men stofferne kan have negative effekter på din sundhed og miljøet, fordi de er svære at nedbryde og kan ophobe sig i både mennesker og naturen.
Andre negative effekter
- Øget risiko for kræft
- Dårligere immunforsvar
- Øget abortrisiko
- Lavere fødselsvægt
- Hormonforstyrrelser
Forskerne går ud fra, at stort set alle mennesker i dag, har fluorstoffer i kroppen. Det gælder også helt nyfødte, da fluorstoffer vandrer fra moderen til barnet under graviditeten.
McDonald's vil udfase fluorstoffer i 2025
I 2017 undersøgte Forbrugerrådet Tænk Kemi fastfoodemballage for indhold af fluorstoffer og fandt bl.a. stofferne i en papirpose til pomfritter fra McDonald's.
På det tidspunkt var der ikke indført et forbud mod fluorstoffer i pap og papiremballage i Danmark. Men de danske myndigheder anbefalede virksomhederne at undgå de uønskede stoffer.
Efter testen oplyste McDonald's Danmark, at de gerne ville undgå fluorstoffer i deres emballager. Og nu ser det ud til, at de har fundet et alternativ.
Men fastfoodkæden lover først udfasning af fluorstoffer i alle lande i 2025.
Forbrugerrådet Tænk Kemi: Fjern fluorstoffer fra emballage nu
”Det er selvfølgelig godt at se, at McDonald's har holdt, hvad de lovede tilbage i 2017 og udfaser fluorstofferne i deres emballager på det danske marked. Samtidig er det kedeligt at erfare, at McDonald's endnu ikke har indført det samme krav til emballage i alle andre lande. De problematiske stoffer kender ikke landegrænser, når de først er i miljøet. Derfor skal både virksomheder og politikere sørge for, at brugen af fluorstoffer stopper. Ikke bare i Danmark, men i hele EU. Og det kan kun gå for langsomt.”
Stine Müller, projektleder i Forbrugerrådet Tænk Kemi
Om undersøgelsen
-
Undersøgelsen er et samarbejde mellem 8 miljø- og sundhedsorganisationer fra 6 forskellige lande i Europa.
I alt er der købt 99 prøver af engangsemballage til mad og service i de 6 forskellige lande i maj og december 2020. Produkterne er lavet af papir, karton og støbte plantefibre.
Der er købt og indsamlet emballage fra fastfoodkæder og takeaway-restauranter, supermarkeder og fra netbutikker.
8 af de 99 prøver er købt i Danmark. Det drejer sig om 7 produkter af formstøbte sukkerrørsfibre (bagasse) fra:
- Abena
- Plant2Plast
- Naturesse
- Duni
- Søstrene Grene
Derudover er der også undersøgt en papirpose til pomfritter fra McDonald's i Danmark.
De 99 prøver er først undersøgt for, om de effektivt skyr fedt ved hjælp af en såkaldt olie-dråbe-test. Denne analyse kan give en indikation af, hvorvidt produktet kan være behandlet med fluorstoffer.
Ud fra den første screening er 28 produkter, der tydeligt skyede oliedråben, samt 14 prøver, der ikke skyede olien i samme grad, udvalgt til videre kemisk analyse. De 14 ikke-olieskyende prøver blev udvalgt for at give bedre kendskab til baggrundsniveauet af fluorstoffer blandt andet i genanvendt papir og papmateriale.
De 42 udvalgte prøver er analyseret for:
- Indhold af total organisk fluor (TOF), der kan sammenlignes med den danske indikatorværdi for tilsigtet brug af fluorstoffer.
- Indhold af en række specifikke fluorstoffer.
Til sidst er udvalgte emballager undersøgt i et laboratorieforsøg for, i hvor høj grad de påvirker aktiviteten af celler fra skjoldbruskkirtlen.
-
Undersøgelsen viser, at brug af fluorstoffer i engangsemballage og bordservice er en udbredt praksis i alle de undersøgte lande.
32 af de undersøgte emballager har niveauer af fluorstoffer over de danske myndigheders indikatorværdi for tilsigtet brug af fluorstoffer. I nogle tilfælde er TOF-niveauerne op til 60 gange højere end indikatorværdien.
De højeste koncentrationer er fundet i de støbte fiberprodukter. Typisk lavet af sukkerrør (bagasse). De danske prøver af formstøbte fibre er indkøbt umiddelbart inden, at det danske forbud trådte i kraft i sommeren 2020.
Udbredt anvendelse af fluorstoffer i emballage af bagasse stemmer overens med Forbrugerrådet Tænks Kemis test af engangsservice.
Undersøgelsen viser også, at mindre end 1% af det totale indhold af fluorstoffer kan genfindes som specifikke fluorstoffer i den kemiske analyse.
Det betyder, at over 99 % af fluorstofferne i de behandlede produkter er uidentificerede.
Selvom mindre end 1% af PFAS til stede i de undersøgte prøver kan identificeres, er arten af den identificerede PFAS allerede i sig selv nok til at være en kilde til bekymring for menneskers sundhed.
Her er en oversigt over fluorstofferne fra prøverne: PFBA, PFHxA, PFHpA, 4:2 FTOH, 6:2 FTOH, 4:2 FTS, 6:2 FTS, 10:2 FTS, 6:2/8:2 diPAP og 8:2 diPAP.
Flere af de stoffer kan vandre fra emballage til fødevarer og er samtidig forbundet med for eksempel øget risiko for kræft og indvirkning på hormonsystemet og vores immunforsvar.
Samtidig viser celleforsøget, at stofferne fra emballagen har kapacitet til at nedsætte aktiviteten i celler fra skjoldbruskkirtlen.
Selvom 99% af de fundne fluorstoffer ikke kan identificeres specifikt, giver de alligevel grund til bekymring. For fluorstoffer nedbrydes ikke og kan både ophobes og spredes i miljøet. Anvendelsen af fluorstoffer i engangsemballage kan derfor bidrage til en grundlæggende miljøforurening med fluorstoffer og derigennem til mennesker og dyrs udsættelse for fluorstoffer gennem fødekæden og drikkevand.
Resultatet for test af McDonald's emballage
Med i undersøgelsen var 5 forskellige emballager fra McDonalds indkøbt i 4 forskellige europæiske lande nemlig Danmark, Tjekkiet, Tyskland og England.
3 af de indkøbte og testede produkter var den samme pose beregnet til pomfritter. De andre emballager fra McDonalds var burgerpapir og en bagerpose.
Alle McDonald's emballager med undtagelse af pomfritposen fra Danmark havde indhold af organiske fluorstoffer over den danske indikator værdi for tilsigtet brug af fluorstoffer. Det gjaldt også for de tilsvarende pomfritposer købt i Tjekkiet og England.
Kun i Danmark ser emballagen fra McDonald's derfor ud til at være produceret uden tilsigtet brug af fluorstoffer.
Sådan opbevarer du din mad
Hvad er bedst at opbevare din mad i, så det holder længe og er uden uønskede kemikalier for sundhed og miljø? Se dem her.
Varedeklaration: Hvad skal der stå på din mad?
Færdigpakket mad skal være mærket med en varedeklaration, så du kan se, hvad maden indeholder. Men hvad skal du kigge efter? Få svaret og læs, hvad du finder på din emballage.
Mad-emballage: Her er reglerne
Producenter af mad må ikke vildlede dig til at tro, at maden er bedre eller sundere, end den er. Men hvad betyder det? Få styr på reglerne her.