En mere bæredygtig ferie? Sådan gør du
Uanset om ferien holdes i Danmark eller i udlandet, er der noget, du selv kan gøre for, at netop din ferie bliver lidt mere bæredygtig.

Pakkerejse til varme himmelstrøg eller sommerhus og lyse nætter i Danmark. Uanset, hvordan du vælger at holde din ferie, kan du tage de grønne overvejelser med i bagagen.
For selv om det aldrig bliver decideret bæredygtigt at holde ferie, når det ofte involverer både transport og shopping, så kan du træffe nogle mere bæredygtige valg, hvor det er muligt.
Hold øje med dette, når du vil holde en mere bæredygtig ferie.
Tænk over transporten
Det handler overordnet om at minimere transporten, så når du vælger ferie, så overvej først, om der ikke er steder i Danmark, som du endnu ikke har oplevet.
Er du vant til at drage til udlandet hvert år på ferie, kan du overveje, om der ikke er noget her i landet, som gør det muligt for dig at få noget af det, du elsker ved ferie. Fx afslapning, naturoplevelser, stilhed, ro med familien osv.?
For når det gælder transporten er en cykelferie i Danmark med teltet på bagagebæreren eller en tur i sommerhuset bedre end en flyrejse med to mellemlandinger til en ferieø i Middelhavet.
Generelt er fly og krydstogtsrejser de transport- og ferieformer, der efterlader det største aftryk på miljø og klima. Tillader din destination det, så vælg eksempelvis tog eller bus frem for fly, krydstogt eller bil – så sparer du en masse CO2.
Vil du til udlandet, kan du overveje, om du kan holde én lang ferie i stedet for flere korte.
Når du er ankommet til din feriedestination, kan du også have det bæredygtige i tankerne, når det kommer til transport. Drop taxaturen til fordel for en gåtur eller en oplevelse med det offentlige. Det giver ofte et helt andet indtryk af din feriedestination. Du kan også leje en cykel – og måske endda inspirere andre til at tage den tohjulede.
Vælg det rigtige hotel
De fleste har en række ønsker, de gerne vil have opfyldt, når de vælger hotel. Balkon, havudsigt og gode restauranter i nærheden er ofte nogle af dem. Måske er bæredygtighed også på din liste?
Dit valg af hotel har betydning for, hvor bæredygtig din ferie bliver. Der er nemlig stor forskel på, hvordan de enkelte hoteller forholder sig til alt fra indkøb og rengøring til arbejdsrutiner for medarbejdere. Det kan dog være svært at gennemskue, hvilke grønne initiativer de forskellige overnatningsmuligheder har fokus på, da meget af det, der har indflydelse på klima og miljø, foregår bag kulissen.
I Danmark kan du bruge Svanemærket som pejlemærke, for hoteller med dét mærke skal leve op til en lang række strenge krav, som eksempelvis tæller:
- Anvende miljømærkede produkter til rengøring og vask.
- Tilbyde økologisk og vegetarisk mad.
- Sortere affald, så mest muligt kan recirkuleres eller genanvendes.
- Begrænse energiforbruget generelt.
- Tager miljøhensyn ved transport.
Går ferien til en destination uden for Danmark, kan du overnatte på et hotel med EU-Blomsten. Det sikrer dig, at hotellet lever op til mange af de samme krav, som et svanemærket hotel. Der findes flere hundrede hoteller i EU at vælge imellem.
Skal du på campingferie?
Står ferien på camping, så kan du vælge en plads med EU-Blomsten.
Der findes omkring 20 campingpladser med EU-Blomsten i Europa – og en enkelt i Danmark. Disse pladser skal leve op til en række krav, som tager hensyn til klima og miljø. Det gælder blandt andet:
- Vandbesparende installationer i bad og toilet – og begrænsning af mængden af tøjvask.
- Energieffektive løsninger, når det gælder belysning og opvarmning af både lokaler og vand.
- Affaldssortering.
- Der må ikke bruges pesticider ved pasning af udearealerne på campingpladsen.
- Salg af lokale og økologiske varer.
- Der skal bruges regnvand til vanding af blomster.
Tag dit grønne gear med på ferie
Det er dejligt at holde ferie fra møder, mails og hverdagen – men tag dine gode, grønne vaner med.
- Tag en vandflaske, en termoflaske og et stofnet med hjemmefra, så du begrænser engangsløsninger på ferien.
- Sluk for airconditioner og lys på værelset eller i ferielejligheden, når du forlader det.
- Drop den daglige rengøring af hotelværelset. Sæt et ”forstyr ikke” skilt på døren, så personalet ved, at de ikke skal gøre rent hver dag. Det sparer en masse vand og rengøringsprodukter.
Efterlad hjemmet grønt
Når vi skal på ferie, har vi travlt med at pakke og huske at få det hele med – men det kan godt betale sig også at fokusere på, hvad det er, vi efterlader derhjemme.
En mere bæredygtig ferie handler også om at spare på ressourcerne i det hjem, vi rejser bort fra.
Det er ikke kun godt for klimaet, det er også bedre for budgettet.
Strøm
De fleste slukker måske for lyset og andre elektroniske apparater, inden de tager af sted, men det bedste du kan gøre er faktisk at tage stikket helt ud af stikkontakten.
På den måde er du helt sikker på, at de ikke bruger unødig strøm.
Mad
I ugen op til ferien kan du have fokus på at få spist det, du allerede har i køleskab og fryser, frem for at købe nyt.
Det kan give god anledning til nye retter og anderledes middagsborde med et ”tøm-køleskabet-benspænd”.
Mangler du ideer til retterne, så prøv appen For Resten, som giver dig gode ideer og tips til at få brugt alle dine råvarer.

Ferie: Sådan får du den billigste valuta
Gebyrer kan koste dig dyrt, når du hæver og veksler penge i udlandet. Se, hvilken løsning er den billigste for dig, når du skal bruge udenlandsk valuta på rejsen.

Biludlejning: Undgå at blive snydt, når du lejer bil på ferien
En lejebil på rejsen giver frihed – men biludlejning er en kompliceret affære, og du kan blive snydt. Læs, hvad du skal gøre, hvis du lejer bil på din ferie i udlandet.

Sådan klager du over rejser, oplevelser, billeje og husudlejning
Du kan klage over alt fra biludlejning til beskidte hotelværelser og Airbnb-boliger, der ikke lever op til løfterne. Få hjælp til klagen her.