Skjult paragraf sender pludselig ekstraregning på pakkerejser
Gå til hovedindhold

Få adgang til hele tænk.dk

Bliv medlem

Anja Philip: Skjult paragraf sender pludselig ekstraregning på pakkerejser

Anja Philip · Foto: Forbrugerrådet Tænk · 6. juli 2022
Anja Philip

Dette indlæg er første gang bragt hos Avisen Danmark.

Din sommerferie til det græske hav kan pludselig blive otte procent dyrere, end du har købt den til. Det har mange danskere til stor frustration og forundring oplevet de seneste måneder efter allerede at have købt og betalt en pakkerejse.

Rejsearrangører har nemlig, ifølge et lille forbehold i købsaftalen, ret til at hæve prisen på pakkerejser med otte procent, hvis eksempelvis brændstofpriserne stiger, som de gør i øjeblikket.

Men det er forsvindende få, som rent faktisk sætter sig ned og læser en lang og kompliceret købsaftale, inden man indtaster dankortinformationerne. Og langt de fleste af os går ud fra, at når man har aftalt og betalt en pris, er det den, der gælder.

Forbeholdet om en mulig prisstigning på den rejse, man allerede har købt og betalt, er et så usædvanligt vilkår i en købsaftale, at vi mener, at rejsebureauerne bør gøre det meget tydeligere for kunderne, at deres pakkerejse kan blive dyrere, efter rejsen er købt og betalt. Hvis det bare gemmer sig nede i de almindelige aftalevilkår, som man kan linke til, mener vi, det ikke er gyldigt.

For at vi kan holde styr på pengepungen, skal vi kunne stole på, at prisen på hjemmesiden gælder. Her hviler et ansvar på udbyderne af pakkerejser om at være ærlige og klare i mælet. Anja Philip Formand, Forbrugerrådet Tænk

Vi lever i en økonomisk svær tid. Priserne stiger på langt det meste, herunder brændstof, og det rammer ganske rigtigt også rejseselskaberne, som kan blive nødt til at hæve priserne. Det er forståeligt. Men de stigende priser rammer i høj grad også alle os forbrugere, og det betyder, at vi skal være særligt opmærksomme på vores privatøkonomi.

For at vi kan holde styr på pengepungen, skal vi kunne stole på, at prisen på hjemmesiden gælder. Her hviler et ansvar på udbyderne af pakkerejser om at være ærlige og klare i mælet.

Der er ingen praksis fra Pakkerejse-Ankenævnet eller domstolene at henvise til, om hvor tydeligt dette forbehold skal stå i købsaftalen. Men vi er i Forbrugerrådet Tænk blevet kontaktet af adskillige forbrugere, som er forundrede over den pludselige ekstraregning og spørger, om rejsebureauerne virkelig må det. Det viser i hvert fald, at forbeholdet ikke er kommunikeret tydeligt nok.

Hvis du er en af de forbrugere, der har fået en ekstraregning og ikke oplevede, at du fik oplyst tydeligt, inden du købte, at det kunne ske, vil vi opfordre dig til at kontakte dit rejsebureau og argumentere for, at du ikke er blevet oplyst tilstrækkeligt om mulig ekstraregning. Fastholder bureauet, kan du klage til Pakkerejse-ankenævnet.

Til alle rejsebureauer skal vores budskab lyde: Vær tydelige over for jeres kunder. Anja Philip Formand, Forbrugerrådet Tænk

For at gøre det hele endnu mere uigennemsigtigt, er det sådan, at nogle rejsearrangører gør brug af paragraffen og sender ekstraregninger ud. Mens andre ikke gør. Så hvis du skal ud at rejse, kan det være en god idé at opfordre rejsearrangøren til at garantere, at du kan stole på den aftalte pris.

Til alle rejsebureauer skal vores budskab lyde: Vær tydelige over for jeres kunder. Vær ærlige om, at priserne stiger, og at det kan påvirke prisen på en pakkerejse, så jeres kunder også har en chance for at holde styr på budgettet uden at være eksperter i køberet.