Undgå at blive snydt i supermarkedet
Supermarkeders indretning og opsætning af varer påvirker, hvad du lægger i indkøbskurven. Se deres tricks her, så du kan undgå at falde for dem næste gang.
Supermarkedet vil gerne have, at du køber mere
Supermarkeder er indrettet, så du bliver fristet til at købe mest muligt, når du handler. Her er 8 salgsmetoder, som du skal være opmærksom på, hvis du vil undgå at komme hjem med flere indkøb end planlagt.
1: Indkøbskurve med hjul gør det let at købe mere
Indkøbskurve med hjul og store indkøbsvogne er praktisk, hvis du skal købe stort ind. Når du triller dine varer rundt på hjul frem for at bære dem, lægger du ikke på samme måde mærke til, hvor meget du køber. Så kan der uden problemer ryge lidt ekstra varer i kurven.
Vælg en lille kurv og gerne én uden hjul, hvis din indkøbsliste er kort. Sådan kan du mærke, at kurven bliver tungere, jo flere varer du kommer i den.
2: Butikken sælger de gode pladser til dyre mærkevarer
Supermarkeder stiller ikke bare varerne på hylderne, så det ser pænt ud. Varerne står sådan, som de sælger bedst.
Producenter kan købe sig til de bedste pladser i butikken. Det gælder især pladserne ved indgangen og for enden af hylderne. Her kommer du ofte forbi og vil lægge mærke til producenternes store, flotte salgsopstillinger. Du får nemt øje på dem og bliver fristet af for eksempel mærkevare-colaen i den store opstilling.
Billigere discountudgaver står et andet, mindre iøjnefaldende sted i butikken.
Kig dig omkring og lad dig ikke friste af store, flotte salgsopstillinger.
3: Mængderabatter lokker dig til at købe mere
Mængderabatter kan få dig til at lægge flere varer i kurven, end du har brug for. Hvis 1 pakke pålæg koster 20 kroner, og du kan få 2 pakker for 30 kroner, er du sikkert fristet til at købe 2 pakker. Men hvis du kun har brug for den ene og ender med at smide den anden ud, er det 10 kroner i skraldespanden.
Køb kun det, du har brug for og får brugt. Så sparer du penge og undgår, at det ekstra mad ender som madspild.
4: Luksusvarerne står i øjenhøjde
Salget af en vare kan stige meget, hvis den bliver flyttet fra en plads på nederste hylde til en plads højere oppe. Det kan supermarkederne bruge til at påvirke dig til at købe dyre luksusprodukter fremfor de almindelige basisvarer, som ofte står på nederste hylde.
Husk at kigge dig omkring og længere nede. Måske kan du spare en 10’er ved at bukke dig ned.
5: Fristelser lokker dig, mens du står i kø ved kassen
Pladsen ved kassen bruger butikkerne til de varer, du nemt glemmer på turen rundt i supermarkedet, for eksempel batterier.
Pladsen kan også bruges på mere sæsonbetonede varer, som læbepomade til dine vintertørre læber.
Reolerne tæt ved kassen er ofte fyldt med slik, som kan friste dig, mens du venter i kø. Når du alligevel bare står og venter, har butikken en mulighed for at få sneget et par ekstra varer ned i din kurv.
Tænk over, om du virkelig har brug for den ekstra læbepomade og sørg for at være mæt, når du handler. Så er det lettere at modstå fristelserne i køen.
6: Mælk skal du gennem hele butikken for at hente
Mælk er en vare, der står på de fleste indkøbslister. Derfor ved butikken, at du højst sandsynligt skal have mælk, når du køber ind.
Køleskabene med mælk er oftest placeret bagerst i butikken. På den måde sikrer butikken, at du skal forbi flest mulige fristende varer på din vej efter mælk.
Skriv en indkøbsliste, inden du handler. Med en liste i hånden er det lettere at undgå impulsindkøb.
7: Lækkerier lokker og frister din hjerne
Fedt og sukker reagerer hjernen positivt på. Du bliver simpelthen glad, når du ser slik og sodavand i supermarkedet, fordi belønningscenteret i hjernen bliver stimuleret. Derfor står usunde varer gerne fremme flere steder i butikken. Og hvis det endda er på tilbud, kan det blive svært at gå hjem uden.
Sørg for ikke at købe ind på tom mave. Er du mæt, er det lettere at modstå fristelserne.
8: Tilbudsfarver og rodede kasser narrer dig
Gule og orange mærker tiltrækker din opmærksomhed og får dig til at tro, at varen er på tilbud. Det samme gælder de sjusket opstillede kasser med forskellige varer rodet sammen. Det får dig til at tro, at indholdet må være billigt og opfordrer nærmest til impulskøb af diverse små tingester.
Varen er dog ikke nødvendigvis billigere, bare fordi den har et stort iøjnefaldende mærke på eller ligger i en rodekasse.
Vær kritisk, når du ser gule mærker og rodede kasser. Spørg dig selv, om der virkelig er tale om et tilbud, og om du har brug for varen.
Undgå at blive snydt af sundhedsbudskaber på mad
Ernærings- og sundhedsanprisninger som "kalium er med til at vedligeholde nervesystemet" er tilladt på mad. Men du skal være kritisk over for dem
Mere fars end filet: Forbrugerrådet Tænk klager over fiskeafgørelse
Forbrugerrådet Tænk har klaget til Miljø- og Fødevareklagenævnet over en afgørelse fra Fødevarestyrelsen, der lægger op til, at blandet, hakket fisk godt må sælges under betegnelsen fiskefilet.
Catering: Undgå at blive snydt, når du bestiller mad
Kan du få pengene tilbage for maden, hvis festen er aflyst? Og hvad skal du gøre, hvis maden er dårlig eller ikke kommer? Få styr på dine rettigheder, når du bestiller mad udefra.