Sådan vasker du pesticidrester af frugt og grønt
Ofte er konventionelt dyrket frugt og grønt sprøjtet med pesticider, og der vil tit sidde rester tilbage i eller på skrællen. Derfor kan du reducere dit pesticidindtag, hvis du sørger for at vaske frugt og grønt ordentligt.
Når du griber efter æbler, tomater eller citrusfrugter i supermarkedets grøntsagsafdeling, vil der som regel sidde rester af pesticider tilbage på overfladen og i frugtkødet. Pesticider er en gruppe af bekæmpelsesmidler eller sprøjtemidler, der ofte anvendes i produktionen af konventionelt dyrket frugt og grøntsager for at undgå fx ukrudt, svampesygdomme og angreb af insekter. I enkelte tilfælde anvendes sprøjtegifte også i økologisk produktion.
Fødevarestyrelsen og DTU Fødevareinstitutttet har netop udgivet deres årlige pesticidrapport – denne gang for 2022 – og den viser, at 79 procent af alle stikprøver af konventionelt dyrket frugt indeholder rester af sprøjtemidler, mens det samme er gældende for 42 procent af alle prøver af konventionelt dyrkede grøntsager. Tallene er på tværs af frugt og grønt fra både Danmark og udlandet.
'pesticid_embed'
Restindholdet af sprøjtemidler i konventionelt frugt og grønt varierer dog, alt efter hvilken type afgrøde der er tale om. I dansk producerede æbler blev der fx fundet pesticidrester i 55 procent af prøverne, mens det samme var gældende for 28 procent af dansk producerede pærer. I dansk producerede gulerødder var andelen af prøver med restindhold 20 procent, mens der ikke blev fundet restindhold i dansk producerede tomater. I kun ét dansk æble blev der fundet rester over grænseværdierne.
Skyl i 30 sekunder
Selvom dine indkøbte frugter og grøntsager indeholder rester af sprøjtemiddel under grænseværdierne, er der stadig god grund til at reducere så meget som muligt af dit indtag af sprøjtemidlerne – for i kombination med andet uønsket kemi i din hverdag fra fx kosmetik og forurening kan det have en negativ effekt på din sundhed. Den samlede effekt kaldes også cocktaileffekten. En af de måder, du kan reducere dit indtag på, er ved at vaske frugt og grønt grundigt, inden du spiser det. Men hvordan gør du egentlig det bedst muligt?
”En stor del af pesticidet vil typisk sidde i eller på skrællen af en afgrøde, og derfor kan vask og skrælning reducere pesticidindholdet. For citrusfrugter som appelsiner og mandariner findes typisk mere end 90 procent af restindholdet i skrællen. Hvor meget, man kan vaske af, er dog forskelligt fra pesticid til pesticid og fra afgrøde til afgrøde,” forklarer seniorrådgiver på DTU Fødevareinstituttet, Bodil Hamborg Jensen.
Hun fortsætter: ”For nogle år tilbage udførte vi forsøg på DTU Fødevareinstituttet med jordbær og vindruer. For jordbær, der blev skyllet i koldt vand i ca. 20 sekunder, kunne man vaske omkring en tredjedel af for to pesticider – mens det kun var 19 procent for et tredje pesticid. I forsøget med vindruer, som blev vasket i koldt vand i 30 sekunder, kunne op til 50 procent vaskes af for nogle pesticider, mens der for andre pesticider ikke var den store effekt. Så jeg vil anbefale, at man skyller i omkring 30 sekunder. Jeg vil fraråde, at man vasker med sæbe eller andre ting, da det kan medføre, at man indtager noget af det.”
Gode råd til frugt og grønt
- Spis økologisk. Økologisk frugt og grønt er produceret uden – eller kun med meget få – sprøjtemidler. Fødevarestyrelsens kontroller viser kun sjældent pesticidrester i økologiske fødevarer
- Spis varieret. Grænseværdierne for pesticidrester i frugt og grønt er sat ud fra et normalt forbrug af hver enkelt frugt eller grøntsag. Spiser du rigtig meget af en bestemt type frugt eller grøntsag, som tit indeholder mange sprøjtemidler, kan du risikere at få for meget af et sprøjtemiddel. Blandt andet derfor anbefaler Fødevarestyrelsen, at du spiser forskellige frugter og grøntsager.
- Skyl fx tomater, æbler, citrusfrugter og pærer i omkring 30 sekunder i koldt vand. På den måde får du en del af pesticidresterne væk.
- Hvis du skal bruge skrællen fra fx citrusfrugter i fx madlavning, bør du vælge økologisk.
- Husk at vaske dine hænder, efter du har skyllet frugten eller grøntsagerne. Ellers kan du risikere at overføre pesticidrester fra dine hænder til fx frugtkødet.
Køb dansk hvor muligt
Selvom der altså er forskel på, hvor meget pesticidrester der er på forskellige typer frugt og grønt – og hvor meget du kan vaske af den enkelte type afgrøde, er der ifølge seniorrådgiveren ikke decideret nogen typer, som man bør holde sig helt fra.
”Der er sat en række skrappe grænseværdier for pesticidrester, således at de vurderes at udgøre en ubetydelig sundhedsmæssig risiko. Der er dog en større andel af de importerede fødevarer, der indeholder pesticidrester sammenlignet med fødevarer produceret i Danmark. Vi har beregnet, at man kan reducere sit pesticidindtag med omkring en tredjedel ved at købe dansk frugt og grønt, hvor det er muligt – det vil sige æbler, pærer, tomater osv. Økologiske varer indeholder heller ikke mange pesticidrester,” siger Bodil Hamborg Jensen fra DTU Fødevareinstituttet.
Det største problem er bakterier, der gør dig syg
Det er dog ikke kun på grund af sprøjtemidler, at man skal vaske frugt og grøntsager, før man sætter tænderne i det. Hvert år bliver mange danskere nemlig syge af bakterier fra frugt og grønt – særligt fra udlandet, oplyser Fødevarestyrelsen. Bakterierne kan både komme fra dårlig håndhygiejne fra dem, der har plukket eller håndteret fødevarerne, fra forurenet vand, de er blevet vasket i, fra gødning eller jordrester.
Fødevarestyrelsen oplyser, at man særligt bør være opmærksom på frugt og grønt, der vokser tæt på jorden, samt på frugt, salat og krydderurter fra Asien, Sydamerika og Afrika, som ydermere dyrkes under mindre skrappe regler for sprøjtemidler end frugt og grønt fra EU.
Her har vi fundet sprøjtemidler i din mad
Sprøjtemidler – også kendt som pesticider – kan bidrage til risikoen for sundhedsskadelige effekter. Men hvor får du sprøjtemidlerne fra? Læs med og find ud af, hvor vi har fundet pesticidrester i mad.
Sådan kan du skære ned på sprøjtemidler i din mad
Konventionelle frugter, grøntsager og korn indeholder ofte rester af sprøjtemidler. Disse 10 fødevarer kan især være en fordel at vælge økologisk eller dansk, hvis du vil skære ned på sprøjtemidler.
Undgå sprøjtemidler i klementiner og appelsiner
Klementiner, mandariner og appelsiner er i sæson om vinteren. Men mange citrusfrugter indeholder rester af sprøjtemidler. Få hjælp til at skære ned på sprøjtemidler her.