Med nød og næppe en nøddemix
Favorit Mix Roasted Nuts består af 25 procent majskerner – selvom der kun ses få på fotoet på forsiden. Vildledende, mener Forbrugerrådet Tænk.
Fotokredit: Forbrugerrådet Tænk
Hvad forbinder du med ’Roasted Nuts’? Næppe majskerner.
Derfor har Forbrugerrådet Tænk klaget over produktet med navnet Favorit Mix Roasted Nuts fra Nordthy.
Organisationen blev gjort opmærksom på produktet af en forbruger, der havde købt posen med snacks i Rema 1000. På posen ses et guldmærkat med teksten ”Premium Quality Nuts” og et foto, som umiddelbart forestiller blandede nødder. Derfor havde forbrugeren forventet at kunne nyde nødder – og kun nødder.
Da han åbner posen, indeholder den, ud over nødder, dog også en masse tørrede og puffede majskerner. I ingredienslisten på bagsiden fremgår det, at produktet indeholder 25 procent majskerner. Det er ligefrem den enkeltingrediens, der er mest af.
I Forbrugerrådet Tænk forstår fødevarepolitisk medarbejder Maja Effersøe Khan godt, at forbrugeren blev overrasket over at møde majskerner i posen:
”Vi synes, at der med både navn, design og foto er lagt op til, at denne her pose udelukkende – eller næsten udelukkende – indeholder nødder. Det stemmer ikke overens med, at en fjerdedel af produktet er majskerner,” siger hun.
Derfor valgte Forbrugerrådet Tænk at klage til Fødevarestyrelsen over den vildledende markedsføring. Fødevarestyrelsen gav ikke medhold i klagen, men det ændrer ikke på forbrugerorganisationens vurdering af markedsføringen.
”Vi mener stadig, at det her er vildledende, og overvejer derfor lige nu, om vi skal klage over afgørelsen fra Fødevarestyrelsen,” siger Maja Effersøe Khan.
Hos Nordthy fortæller de, at nøddemixen har været på markedet mange år og er blevet solgt i hundredtusindvis hvert år med stor kundetilfredshed.
”Vi har bevidst valgt den beskrivende varebetegnelse "Nøddemix med majs" for at sikre, at forbrugeren får en korrekt forventning om produktets indhold. Majskernerne er synlige på billedet på forsiden af posen, inklusive en majskerne placeret forrest. Vi forstår dog, at farven kan gøre det svært at skelne majskernerne fra nødderne. Vi vil derfor overveje at gøre dette endnu tydeligere i en fremtidig opdatering af emballagens design,” skriver Nordthy A/S.
Ikke alt hundefoder er lige godt – se hvilket der bliver Bedst i Test
Et hundefoder klarer sig bedre end de 16 andre i en uvildig test af tørfoder til hunde. Men der er store forskelle i pris afhængig af hvor meget du køber.
Disse varianter af kattemad er bedst i test
Får din kat tilstrækkelig næring i sin tørfoder? Se hvilke typer kattemad til voksne huskatte, der er bedst i test
Disse brune ris er de bedste i test
Vi har testet brune ris for smag og duft og for pesticidrester, svampegift og arsen. Se hvilke varianter, vi anbefaler.