Et klimamærke er på vej til din mad
Gå til hovedindhold

Få adgang til alt indhold på tænk.dk, medlemsmagasinet og meget mere.

Bliv medlem

Klimamærket til din mad rykker et skridt tættere på

Et skalamærke med fem trin er anbefalingen fra en bred arbejdsgruppe, der har undersøgt forskellige muligheder for at introducere et statsligt klimamærke til mad.

Christina Vejsgaard · Foto: Getty Images / Fødevarestyrelsen · 27. april 2023
nye, danske kartofler med klimamærke

Er osten eller kyllingepålægget bedst for klimaet? Selvom danskerne gerne vil spise mere klimavenligt, så har de færreste i dag tilstrækkeligt indblik i, hvor klimabelastende forskellige madvarer er. Men det skal der laves om på.

En arbejdsgruppe bestående af repræsentanter fra supermarkeder, landbrug og en række miljø- og forbrugerorganisationer har overrakt deres anbefalinger til et statsligt klimamærke til mad til fødevareminister Jacob Jensen (V).

Det var hans forgænger, Rasmus Prehn (S), der i 2022 satte gang i arbejdet og nedsatte den brede arbejdsgruppe. Et års tid efter er anbefalingen klar og tydelig: Arbejdsgruppen anbefaler en skalamodel, hvor alle madvarer rangeres i forhold til hinandens klimaaftryk.

Forbrugernes favorit er et skalamærke

Som en del af arbejdet har Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen testet to forskellige modeller, og her er skalamodellen forbrugernes klare favorit.

91 procent af forbrugerne foretrækker skalamærket, hvor både gode og dårlige klimavalg kan mærkes, fremfor et såkaldt ”best in class”-mærke, som kun gives til de madvarer, der er mindst klimabelastende.

klimamærke med orange D og mørkegrønt A fremhævet
Den grafiske identitet på det klimamærke, som arbejdsgruppen anbefaler, indeholder en cylinder med bløde kanter. Kronens centrale fremtoning understreger, at det er en myndighed, der står bag mærket.

Forbrugerrådet Tænks repræsentant i arbejdsgruppen, politisk chef Karin Breck, er glad for at den brede arbejdsgruppe har fundet frem til en model, som forbrugerne så enstemmigt bakker op om:

”Det vigtige for os har hele tiden været, at det her mærke skal være en konkret hjælp for forbrugerne i supermarkedet. Vi er ikke nødvendigvis fortalere for mange flere mærker at forholde sig til, men lige på klimaområdet er der både behov for og ønske om hjælp til at navigere mellem kartofler, koteletter og kokosmælk,” siger Karin Breck.

Klar til lancering i 2025

Fødevarestyrelsen har lavet en foreløbig tidsplan for mærket, der lægger op til lancering i midten af 2025. Men to år er lang tid at vente, mener Karin Breck.

”Klimakrisen venter jo ikke, og der er mange indkøbsture imellem nu og 2025, hvor mærket kunne gøre en forskel,” siger hun, og fortsætter: ”Vi håber derfor, at ministeren og myndighederne lægger sig i selen for at få speedet processen op.”

Klimakrisen venter jo ikke, og der er mange indkøbsture imellem nu og 2025, hvor mærket kunne gøre en forskel Karin Breck Politisk chef

Fødevareminister Jacob Jensen udtalte i forbindelse med overrækkelsen af anbefalingerne, at mærket skulle ud til forbrugerne ”forhåbentlig inden alt for længe” – men han er ikke klar til at sige mere om, hvornår forbrugerne kan forvente at møde mærket på hylderne.

”Jeg ved godt, at der er en estimeret tidsplan, der siger, at mærket er ude i 2025, Det må vi tage afsæt i og se, om det er realistisk,” siger han til Forbrugerrådet Tænk.

Selvom ministeren gerne vil have hjælpen ud til forbrugerne hurtigt, så skal arbejdet også gøres grundigt nok.

”Jo hurtigere det kan komme ud og virke, jo bedre. Det må bare ikke være sådan, at det kommer til at gå hurtigere, end at vi er sikre på, at den information, vi giver forbrugerne, den er i orden,” siger han.