Derfor fører faldende kornpriser ikke til lavere fødevarepriser
Prisen på nogle råvarer som fx hvede og palmeolie er faldet igen efter meget store prisstigninger, men alligevel bliver priserne i supermarkedet ved med at være lige høje eller fortsætte med at stige.
Hver dag handles der råvarer over hele verden, der bruges til produktion af mad. Det kan fx være hvede eller palmeolie. Prisen på mange råvarer har været på himmelflugt, men for nogle måneder siden begyndte prisen på flere råvarer at falde igen.
Siden marts måned er prisen på palmeolie fx halveret, og prisen på hvede er også faldet markant. Men indtil videre mærker forbrugerne ikke meget til disse prisfald. Priserne er fortsat tårnhøje, og det er der gode forklaringer på.
Løn og energi
“Årsagen er den enkle, at prisen på eksempelvis et brød afgøres af meget mere end prisen på fx korn. Det handler også om, hvad bageren skal have i løn, og nu især hvad det koster i energi at tænde ovnen,” siger Louise Aggerstrøm Hansen, chefanalytiker og privatøkonom i Danske Bank.
Selve råvareprisen på fx korn spiller derfor kun en mindre rolle for, hvad fødevarerne koster i et land som Danmark, forklarer Palle Jakobsen, handelsrådgiver i analyse- og rådgivningsfirmaet Agrocom.
“Det er anderledes i fattige lande, hvor kornprisen har meget større betydning for prisen på det færdige produkt,” siger han.
Reducerer forbrug
Fra 2014 og frem til 2020 var fødevarepriserne herhjemme på et ifølge Palle Jakobsen historisk lavt niveau målt på, hvor lidt vi skulle arbejde for at få råd til at købe fødevarer.
Det har nu ændret sig markant med inflationen, hvor priserne på bl.a. fødevarer er banket i vejret.
“I årevis har vi været vant til at have mange penge mellem hænderne, men nu står vi ved køledisken og overvejer at købe en i stedet for to pakker fars, og den ekstra kotelet, der ikke bliver spist op, bliver i stedet pakket ind. Det er med til at reducere vores forbrug,” siger Palle Jakobsen.
Fødevarepriserne vil falde igen – måske
De stigende priser på fødevarer betyder, at producenterne bliver afregnet med høje priser, og det kan gøre producenterne tilbøjelige til at producere endnu mere.
Fordi vi er tilbageholdende med vores forbrug, vil en overproduktion af fødevarer med tiden føre til lavere priser hos producenterne, men det er næppe prisfald, som kommer til at slå igennem hos forbrugerne, forklarer Palle Jakobsen.
“Vi kan ikke være sikre på, at fødevarepriserne vil falde igen. Lønningerne vil jo heller ikke falde, men generelt er det sådan, at vi vil indhente prisstigningerne i samfundet gennem lønnen,” siger Louise Aggerstrøm Hansen.
Projekter skal skabe mindre klimabelastende mad- og indkøbsvaner
Med fondsstøttede projekter hjælper Forbrugerrådet Tænk børnefamilier, børn og unge med at skabe mindre klimabelastende mad- og indkøbsvaner. Her kan du læse om de forskellige projekter, som vi har fået fondsstøtte til siden 2016.
Med nød og næppe en nøddemix
Favorit Mix Roasted Nuts består af 25 procent majskerner – selvom der kun ses få på fotoet på forsiden. Vildledende, mener Forbrugerrådet Tænk.
Nu skal maden klimamærkes
Når du står foran køledisken i supermarkedet, skal det være nemt at finde ud af, hvilket klimaaftryk fx roastbeef, leverpostej og hummus sætter. Det er tanken bag det kommende klimamærke på fødevarer.