Svensk salgsforbud mod Hövding 3: Hvad skal du gøre?
I Sverige har myndighederne indført et midlertidigt forbud mod salg af cykelhjelmen Hövding 3. Forbrugerrådet Tænk anbefaler, at danske kunder undlader at købe hjelmen, indtil der ligger en afgørelse fra myndighederne.

Den svenske forbrugerstyrelse, Konsumentverket, har set indikationer på, at cykelhjelmen Hövding 3 muligvis kan være farlig, og er i gang med at undersøge sagen nærmere. Imens har myndighederne indført et midlertidigt forbud mod salg af cykelhjelmen.
De svenske myndigheder oplyser, at forbuddet udelukkende er rettet mod Hövding Sverige AB, og det er begrænset til det svenske marked. Forbuddet gælder ikke forhandlere, hvad enten det er i eller udenfor Sverige, og det forhindrer derfor ikke Hövding i at sælge udstyr til forhandlere uden for Sverige.
Hövding er ikke enig i de svenske myndigheders beslutning om at forbyde dem at sælge hjelmene. I en mail til deres danske kunder, som Forbrugerrådet Tænk er i besiddelse af, skriver virksomheden:
”Alle versioner af Hövding er forsat sikre at bruge (…) Hövding er godkendt i henhold til gældende EU-lovgivning og af det statsakkrediterede organ RISE for at sikre, at produktet opfylder alle krav til personlige værnemidler.”
Men cykelhjelme bliver ikke godkendt af myndighederne, inden de kommer på markedet, som Hövding skriver. Det er virksomheden selv, der har et ansvar for at hjelmene bliver testet og lever op til reglerne om beskyttelse. Cykelhjelme skal dog typegodkendes af et godkendt testinstitut.
I Danmark har myndighederne ikke meldt noget ud om hjelmen. De oplyser, at de foreløbig har kontaktet både de svenske myndigheder og fabrikanten for at høre nærmere om planerne for produktet. Forbrugerrådet Tænk anbefaler dog, at du undlader at købe hjelmen, mens de svenske myndigheder undersøger sagen.
”En cykelhjelm, der ikke virker, giver falsk tryghed, og det kan have alvorlige konsekvenser, hvis du cykler rundt med en cykelhjelm, der ikke beskytter dig, hvis du falder på cykel. Køb hellere en klassisk cykelhjelm,” siger Stine Müller, der er projektleder hos Forbrugerrådet Tænk.
Har du allerede en Hövding 3, anbefaler Stine Müller, at du er ekstra opmærksom på uregelmæssigheder ved hjelmen.
”Hvis du føler dig utryg ved hjelmen, så brug en klassisk cykelhjelm i stedet. Vi ved, at de giver god beskyttelse mod alvorlige hovedskader,” siger hun.
Tidligere på året kunne Politiken fortælle, at batterierne i nogle af Hövdings hjelme har problemer, der gør, at hjelmen pludseligt mister strøm. Forbrugerrådet Tænk opfordrede dengang Hövding til at tilbagekalde hjelmene, hvilket de ikke gjorde.

Røgalarmer: Sådan undgår du fejlalarmer
Røgalarmer skal passe på dig, men falsk alarm kan være et problem. Læs hvordan du undgår irriterende fejl og hvordan røgalarmer virker.

Leder: Tid til handling mod usikre produkter på handelsplatforme

Røgalarmer: Her er de bedste i test
Røgalarmen skal advare dig i tide ved brand. Men ikke alle røgalarmer i vores test gør det lige godt. Her er de bedste røgalarmer i vores test.