Hvordan vælger du den rigtige klapvogn?
Gå til hovedindhold

Få adgang til alt indhold på tænk.dk, medlemsmagasinet og meget mere.

Bliv medlem

Klapvogne: Sådan vælger du den rigtige

Hvilken klapvogn er bedst til dig og dit barn? Udvalget af klapvogne er stort, og det er svært at overskue mulighederne. Få hjælp til det rigtige valg her.

Stine Müller · 9. september 2021
Baby sidder i sin klapvogn udenfor

Hvilke behov har du til klapvognen?

Klapvogne findes store og små, kan have diverse justeringsmuligheder og giver forskellig komfort for barnet.

Her får du gode råd til at finde vognen, der dækker jeres behov.

Overvej blandt andet:

  • Hvem skal sidde i klapvognen – og hvor længe?
  • Hvor skal klapvognen køre?
  • Skal klapvognen bruges til løbevogn?
  • Skal barnet sove i klapvognen?
  • Skal barnet kunne sidde begge veje?
  • Skal klapvognen også bruges som barnevogn?

Vi har testet klapvogne og løbevogne. Få hjælp til hvad du skal se efter, og om du skal vælge løbevogn eller klapvogn.

Hvem skal sidde i klapvognen – og hvor længe?

Det er ikke ligegyldig hvem der skal sidde i klapvognen, det viser vores test.

Klapvognssæderne kan nemlig have flere forskellige ergonomiske problemer. Det betyder, at klapvognene ikke nødvendigvis er velegnede til børn fra 6 måneder til 3 eller 4 år, som producenterne typisk angiver som anvendelsesperiode.

Klapvognssæderne kan give problemer med ergonomien for enten de mindste eller de største børn. Dermed kan den optimale anvendelsesperiode af klapvognen blive betydeligt afkortet, så kig efter dette:

Er sædet smalt?

Sæderne er på nogle modeller ret smalle for de større børn.

Hvor højt er ryglænet?

Nogle klapvogne har relativ korte ryglæn, hvilket også begrænser komforten for de største.

Hvor dybt er sædet?

Dybe sæder betyder, at de mindste børn ikke kan sidde ordentligt i dem. Sidder børnene dybt i sædet, kan de ikke bøje benene. Sidder de fremme i sædet, får deres ryg ikke tilstrækkelig støtte.

Kan fodstøtten indstilles?

Fodstøtter skal også helst kunne vokse med børnene. Men de fleste vogne har faste fodstøtter og relativ korte ben-støtter, hvor korte ben dingler, mens længere ben stikker ud over fodstøtten og heller ikke understøttes.

Hvor skal klapvognen køre?

Mange klapvogne er relativt lette og behagelige at køre. Vognene på markedet i dag har ofte drejelige forhjul, hvilket gør dem relativt lette at komme omkring med i byen.

Ture i terræn på mere ujævne stier og veje kan udfordre køreegenskaberne.

Her kan god affjedring og større hjul være godt at kigge efter.

Har du brug for en løbevogn eller klapvogn?

Løbevogne – også kaldet baby-joggere – kan med deres store hjul og lavere tyngdepunkt sikre en stabil vogn selv i lidt højere fart. Så kan du bruge den til løbeturen, hvor den barnet kan være med og undervejs kan få en lur eller opleve turen.

Men løbevogne kan også fungere som klapvogne. Nogle producenter tilbyder mindre hjul og barnevognskasser, så ligheden med en mere traditionel klapvogn bliver endnu større.

Løbevogne er dog typisk større end klapvogne – både at komme rundt med, og hvis den skal klappes sammen og med i bilen.

Overvej at købe en løbevogn, hvis det primære behov er en vogn, der skal bruges til at motionere med på steder med god plads. Baby-joggeren er mindre velegnet, hvis den ofte skal med i indkøbscenteret eller andre steder med trængsel og dårlig plads.

Skal barnet sove i klapvognen?

Børn har typisk først rygmuskler til at sidde oprejst i længere tid, når de er omkring 8 måneder. Indtil da bør de primært ligge enten i en barnevogn eller i et fladt klapvognssæde.

Et fladt klapvognssæde er også bedst, når de lidt større børn sover i klapvognen. Så kan de komme ordentlig ned at ligge. Derfor er det vigtigt, at ryglænet i klapvognssædet kan lægges helt tilbage, så liggefladen bliver mest mulig plan.

De lidt større klapvogne giver typisk gode sovepladser, og fodstøtten kan også komme op i højde med sædet.

Klapvogne, hvor sædet kun kan tiltes, uden at sædet bliver fladt, er til gengæld ikke velegnet som soveplads. Klapvogne, hvor ryglænet kan lægges ned, men kun til for eksempel 145 grader, er heller ikke er optimalt.

Hold altid øje med dit barn, når det sover i klapvognen.

Skal barnet kunne vende begge veje i klapvognen?

Sædet og/eller håndtaget kan vendes på flere modeller, så I alt efter barnets alder, humør og turens varighed kan vende mod eller væk fra hinanden. 

Justerbart styr er en mulighed på nogle klapvogne, så både far og mor kan gå behageligt med vognen.

Skal klapvognen også bruges som barnevogn?

Klapvogne kan have sæder, som kan bruges til de mindste børn under 1/2 år. Rygstøtten skal i så fald kunne komme helt ned at ligge, og så skal man som regel supplere med for eksempel

  • En barnevognskasse, der kan monteres på vognen i stedet for klapvognssædet eller
  • En lift, der kan stilles i sædet.

Vognen kan med dette udstyr fint bruges til de helt små i stedet for en klassisk barnevogn. 

Barnevognsløsningen kan dog typisk kun bruges, indtil barnet er 1/2 år gammel. Kassen bliver for kort, og junior må i stedet sove middagslur i klapvognssædet.

Barnevognskasse medfølger til nogle klapvogne, mens det skal tilkøbes særskilt for andre. Nogle klapvogne tilbyder ikke denne løsning.

Skal vognen med på rejse, og kan den være i bilens bagagerum?

Der er stor forskel på, hvor meget de forskellige vogne fylder og vejer, når de er klappet sammen.

Skal vognen med på rejse, er det rart at det er en relativ lille og handy vogn. Prøv det af før købet.