Skal du vælge en e-bogslæser eller tablet?
Med en tablet eller en e-bogslæser behøver du ikke at nøjes med at pakke en enkelt bog til ferien. Du kan vente med at vælge, hvad du vil læse, til du ligger på stranden eller har fundet dig en bænk i skyggen. Mens e-bogslæseren er bedst at læse på, er tabletten mere fleksibel i brug.
Elsker du bøger, men vil gerne læse dem digitalt, så er der flere veje du kan gå. Vi har set på fordele og ulemper ved e-bogslæsere som fx Kindle, Kobo og Onyx, og tablets som fx iPad.
E-bogslæseren: høj læsevenlighed, begrænset udvalg af bøger
En e-bogslæser er en slags elektronisk papir, der efterligner udseendet af almindelige bogsider så meget som muligt. Det betyder, at skærmen på en e-bogslæsere udsender meget lidt eller slet intet lys. Derfor er den oplagt at have med sig udenfor i solen eller i et oplyst rum, og den er behagelig for øjnene at læse på.
Nogle e-bogslæsere har mulighed for at vise farver, mens andre er med en sort-hvid skærm. Nogle modeller kan også fås med en medfølgende pen, så du kan lave overstregninger i dine e-bøger. E-bogslæsere kan have en lidt langsom reaktionstid sammenlignet med tablets og smartphones.
Lille og let
E-bogslæsere vejer mellem cirka 150 og 300 gram og har typisk en skærmstørrelse på seks-otte tommer – de kan dog fås større. En e-bogslæser med en lav vægt kan være rar, hvis du vil kunne læse, mens du ligger ned.
Eksemplerne her er alle med sort/hvid skærm:
- Amazon Kindle (2022): 6 tommer – 158 gram
- Onyx Boox Poke 5: 6 tommer – 160 gram
- Kobo Clara BW: 6 tommer – 174 gram
- Tolino epos 3: 8 tommer – 232 gram
- PocketBook InkPad 4: 7,8 tommer – 265 gram
Undersøg udvalget af bøger til e-boglæseren
Til mange e-bogslæsere kan man købe masser af bøger, men nogle modeller købes gennem en abonnementstjeneste som fx Mofibo. Det betyder, at e-bogslæseren kun virker, så længe du har et abonnement hos Mofibo. Men du kan ikke købe bøger fra andre platforme. Til gengæld er e-bogslæsere med abonnementstjenester ofte billigere at købe end e-bogslæsere uden abonnement.
Modeller fra Amazon er som udgangspunkt kun beregnet til e-bøger fra Amazon, men man kan også sende e-bøger fra andre platforme via mail. De forskellige e-bogslæsere giver i det hele taget adgang til forskellige muligheder og platforme med bøger, så undersøg markedet, inden du beslutter dig for, hvilken model, du skal have.
Svingende priser
Priserne på e-bogslæsere svinger fra omkring 1.000 kroner til helt op mod 4.000 kroner. Typisk er det de modeller, der har farveskærme, der er dyrest.
Holder batteri på hele ferien
E-bogslæsere bruger kun strøm, når du interagerer med den – fx når du bladrer i bogen. Derfor holder den også utroligt længe på strømmen, og du behøver højst sandsynligt ikke at tage opladeren med på sommerferie.
Tablets: Adgang til alle bøger, svær at læse på i solen
Tablets er mere fleksible i brug end e-bøger, da de er en slags mini-computere og i sagens natur kan bruges til mange forskellige ting. Fx kan du med en tablet også have film med på ferien, og du kan tilgå mange flere forskellige platforme og tjenester for e-bøger. Til gengæld er en tablet ikke ikke nær så god for øjnene at læse på, og det kan være meget vanskeligt at læse på skærmen, hvis du er udenfor i sollyset.
Større skærm
Tablets er typisk lidt større og tungere end e-bogslæsere, og mange har en skærm på mellem ni og 11 tommer. Du kan dog vælge en mindre model, fx en iPad mini. Eksemplerne her vejer mellem 293 gram og 516 gram:
- Apple iPad mini (2022) 8,3 tommer, 293 gram
- Apple iPad (2022): 10,9 tommer, 477 gram
- Google Pixel Tablet: 10,9 tommer, 491 gram
- Samsung Galaxy Tab S9 FE: 10,9 tommer, 516 gram
Adgang til alle bøger
Med tablets er det kun internettet, der sætter grænser for, hvor mange bøger, du kan få adgang til. Så længe du har internetadgang, vil du kunne købe og låne bøger fra webshops, streamingtjenester og apps med e-bøger, og downloader du bøgerne, har du også adgang til dem uden internetadgang. Du kan i øvrigt låne bøger fra bibliotekets tjeneste eReolen med en tablet.
Store prisforskelle
Priserne på tablets svinger endnu mere end for e-bogslæsere med de billigste modeller fra omkring 400 kroner til de dyreste (og nyeste) modeller, der kan koste helt op omkring 10.000 kroner.
Ti timers læsetid
Batteriet holder ikke helt så længe på en tablet som på en e-bogslæser. Batterilevetiden varierer, men ved konstant brug vil en Apple iPad (2022) cirka kunne holde strøm i ti timer. Hvis du forventer at læse meget på ferien, er det derfor en god ide at pakke opladeren med i tasken.
Vil du låne e-bøger fra biblioteket?
Med de fleste e-bogslæsere er det ikke muligt at låne bøger fra bibliotekets tjeneste eReolen, og du må i stedet købe dine bøger eller læse dem via de tjenester, der er tilknyttet e-bogslæseren. Med e-bogslæsere fra mærket Onyx kan du dog downloade apps, og derfor er det i princippet muligt at låne bøger via eReolens app. eReolen gør dog opmærksom på, at deres app kun er testet og udviklet på tablets og smartphones, og de kan derfor ikke garantere, at appen vil virke optimalt på en e-bogslæser.
Vil du have muligheden for at kunne låne biblioteksbøger, er det sikreste valg altså at vælge en tablet.
Tænk dig godt om, før du køber et smartwatch til dit barn
Med et smartwatch til barnet ved du altid, hvor barnet er, men husk at dit barn også har ret til privatliv, lyder det fra Børns Vilkår.
Smartwatches og løbeure: Kan lægen bruge urets sundhedsdata?
Smartwatches og løbeure samler flere og flere sundhedsdata, men kan lægen bruge disse data til noget – og hvordan bruger du dem?
Hvilken iPhone skal du vælge?
iPhone 16 er den nyeste udgave af Apples populære smartphone. Men du kan spare mange penge med en ældre iPhone. Se, hvilken iPhone du skal vælge.