Sådan kan du selv reparere elektronik
Med guider og reservedele online er det på flere punkter blevet lettere at reparere elektronik og hårde hvidevarer selv. Vi guider dig til, hvad du skal være opmærksom på.
En af barriererne for at få repareret elektronik er ifølge Ingeniørforeningen IDA’s nye befolkningsundersøgelse, at respondenterne ikke ved, om det er muligt at få produktet repareret. På samme måde er en anden barriere, at produktet ikke fungerer ordentligt.
Men langt det meste elektronik kan repareres, så produktet fungerer igen, og levetiden kan forlænges. Og det behøver ikke at være så svært at gøre det selv.
”Alt lige fra smartphones til computere, kaffemaskiner og større køkkenmaskiner kan som regel repareres. Når man skiller produktet ad og udskifter en defekt del, så er produktet sådan set som nyt igen. Der er ingen grund til at tro, at komponenten ved siden af også er i stykker, så du kan virkelig øge levetiden på dine elektronikprodukter."
"Vi kan lave nok 80 procent af de produkter, vi får ind, så jeg vil sige: Det kan altid betale sig at forsøge,” fortæller Christen Monberg, der er formand for bestyrelsen i Repair Cafe Danmark – en nonprofitorganisation, der på tværs af landet hjælper danskere med at få repareret elektronik og tøj.
Reparation af elektronik i seks trin
Fagekspert Henrik Bisp fra Videncentret Bolius kommer her med råd til, hvordan du kommer i gang med at reparere din defekte elektronik selv.
1. Fejlsøgning
"I første omgang skal du finde ud af, hvad der er galt med dit produkt. Du kan fx tjekke manualen, hvor der ofte er fejlsøgningsguider. Nogle gange kommer dine hårde hvidevarer også med en fejlkode, som du kan gå videre med."
2. Kan du selv klare det?
"Der kan som sådan ikke gå noget galt ved at prøve selv, men vær ærlig over for dig selv, om du har mod på at kaste dig ud i det. Det vil som regel være originalkomponenter, du kan købe online, så det vil ikke gøre dit produkt dårligere. De eneste scenarier, hvor jeg direkte vil fraråde at prøve selv, er, hvis motoren lyder mærkelig, eller hvis du slet ikke kan finde ud af, hvad der er galt med produktet."
3. Find en guide
"Når du har fundet ud af, hvad der er galt med produktet, skal du finde ud af, hvordan du gør. Her er nettet din ven, for der findes flere gode hjemmesider med fejlsøgningsguider og ’how to’-videoer, som hjælper dig skridt for skridt. På YouTube findes der et hav af gør det selv-videoer, og ellers vil jeg anbefale sider som Nettoparts.dk eller Sparepart.dk. Det vigtigste, du skal have i hånden, inden du går i gang med at søge, er brandnavn og modelnummer på dit produkt."
4. Køb reservedele
"Med en gør det selv-guide i hånden skal du nu have indkøbt de reservedele, du mangler. På Sparepart.dk kan du finde det meste til reparation af smartphones, mens du på en side som Nettoparts.dk kan finde reservedele til småt og stort elektronik samt hårde hvidevarer."
5. Sæt i gang
"Så er det sådan set bare med at komme i gang med reparationen, når du har reservedele og gør det selv-guiden klar."
6. Søg eventuelt hjælp
”Hvis du går i stå eller har svært ved at klare reparationen selv, vil jeg anbefale at søge professionel hjælp til at komme videre. Det er også muligt at få gratis hjælp på en Repair Cafe, hvor du blot skal kunne møde op med produktet og reservedelene i hånden, dvs. at med større hårde hvidevarer bør du søge hjælp hos en professionel reparatør."
Sådan hjælper du dit barn med at slippe skærmen
At scrolle gennem sociale medier er en populær aktivitet for både voksne og børn, og særligt børn kan have brug for de voksnes hjælp til ikke at bruge for mange timer på mobiltelefonen.
Wish, Amazon og AliExpress: 66% af testede produkter dumper i test
250 produkter købt på markedspladser som Wish og Amazon og AliExpress er testet. 66 procent af de testede varer dumpede – nogle var farlige.
"Går den bare i stykker igen i morgen?”
Selv om Emil Thomsen gør sig tanker om miljøpåvirkningen, foretrækker han ofte at købe nyt i stedet for at reparere. Pris og graden af besværlighed gør en forskel.