Rasmus fik et refurbished ur, da hans ur gik i stykker
Da Rasmus Haslund fik byttet sit defekte Garmin-ur, sendte producenten ham et ‘refurbished’ ur. Men er uret brugt eller ej? Garmins forklaring er svær at forstå. Forbrugerrådet Tænk mener, producenten burde informere bedre.
Rasmus Haslund studsede over, at der stod “refurbished” på bobleplastkuverten, da han fik sit Garmin-ur med aktivitetsmåler tilbage fra reparation – og at det ikke var i original emballage.
Efter lidt tid undrede han sig over, at han havde fået et ur tilbage, som han fik opfattelsen af, var sammensat af brugte dele. Det var ikke i orden.
"Når jeg har betalt for at få et andet ur, har jeg også en forventning om, at de vil reparere mit ur eller give mig et fabriksnyt ur. Jeg har selv passet på mit ur. Men når de sender mig noget, jeg tolker som et brugt ombytningsur, aner jeg jo ikke, om det indeholder dele, hvor den tidligere ejer for eksempel har brugt batteriet meget. Batteritiden går jo normalt ned, jo ældre produktet bliver," siger 38-årige Rasmus Haslund fra Kolding.
Han købte uret i juli 2019 for cirka 5.000 kroner og havde været glad for det, men i november 2020 fungerede den ene af knapperne på siden af uret ikke tilfredsstillende. Han oprettede en reklamationssag hos Garmin, som meddelte, at de ville bytte uret. Kort efter fik han en pakke med uret.
Produktet skal svare til det lovede
Rikke Krogsgård, der er jurist hos Forbrugerrådet Tænk, mener, at anvendelse af brugte dele i sig selv ikke er problematisk – tværtimod er det godt for miljøet.
"Men i de tilfælde, hvor forbrugeren har krav på at få et fabriksnyt produkt, er det et problem," siger hun.
Det følger af købeloven, at hvis du reklamerer over en fabrikationsfejl på dit produkt inden for den toårige reklamationsret, har du krav på at få det repareret eller byttet. Bliver det byttet, skal det nye produkt være fabriksnyt.
Det fastslog Forbrugerklagenævnet i 2014 i en sag mod Apple, der blev stadfæstet i retten i 2016. I sagen havde en forbruger fået byttet sin defekte iPhone 4 inden for reklamationsretten til en anden telefon, der viste sig at være sammenstykket af brugte dele.
Retten konkluderede, at forbrugeren havde en berettiget forventning om at modtage et fabriksnyt produkt svarende til det oprindelige køb. Apple meddelte i marts 2017 – efter pres fra Forbrugerrådet Tænk – sine forhandlere, at kunderne fremover skulle have fabriksnye telefoner ved ombytning.
Garmin: Nyt ur har ikke været brugt
Marcus Bjärneroth, talsmand for Garmin Nordic, oplyser, at Rasmus Haslunds ur blev byttet til et andet Fenix 5-ur, da det ikke kunne repareres.
Der står "refurbished" på kvitteringen, men uret har ifølge Garmin aldrig været brugt og består ikke af dele, som kan gøre det dårligere.
Rikke Krogsgård mener, at Garmins information ikke er god nok.
"Det er uklart, hvad Garmin rent faktisk mener, når de siger, at uret ikke består af dele, som kan gøre det dårligere. Består uret af brugte dele – uanset om det gør det dårligere eller ej – vil det ikke kunne betegnes som fabriksnyt," siger juristen.
Ifølge Garmin betyder "refurbished", at producenten har testet og ompakket i en ny emballage, eksempelvis fordi enheden er kommet retur fra en forhandler i forbindelse med skader på originalemballagen eller en genprogrammering eller installation af nye kort.
"Men man kan da undres over, at Garmin skriver ‘refurbished’ på kvitteringen, hvis der for eksempel alene er tale om en ompakning," siger Rikke Krogsgård.
Rasmus’ nye ur er omfattet af en ny toårs reklamationsret.
Bedre information – men læs det med småt
Rikke Krogsgård understreger, at når forbrugeren har købt et fabriksnyt produkt, der viser sig at være defekt og omfattet af reklamationsretten, og sælgeren vælger at bytte det, har forbrugeren en berettiget forventning om at få et fabriksnyt produkt.
Rikke Krogsgård mener, at området kræver større opmærksomhed.
"Forbrugerne skal i højere grad kende deres rettigheder, og erhvervsdrivende skal være mere opmærksomme på at sondre mellem fabriksnye og refurbished produkter i deres markedsføring, prissætning og ombytningspraksis," siger hun.
Det er vigtigt at være opmærksom på, om ombytningsretten er omfattet af en garantibestemmelse – og ikke reklamationsretten.
Her vil virksomheden i høj grad selv bestemme vilkårene for garantibestemmelsen, så længe forbrugeren ikke stilles dårligere end købeloven, herunder den toårige reklamationsret.
Det betyder eksempelvis, at en forbruger med sin garanti kan have krav på at bytte sit produkt efter tre år, men eventuelt kun til et produkt med brugte dele, hvis dette fremgår af garantien.
"Vi anbefaler, at du læser det med småt før købet – for eksempel kan der i vilkårene for garantien tages forbehold for anvendelse af brugte dele til reparationer. Se også efter formuleringer som ‘genanvendte dele’, ‘brugte dele’, ‘refurbished dele’ eller andre synonymer for noget, der er brugt," siger Rikke Krogsgård.
Høretelefoner: Flere gode kemivalg
Høretelefonerne er i langt de fleste tilfælde fri for problematiske kemikalier, der for eksempel kan være hormonforstyrrende eller kræftfremkaldende.
Meta meldt til myndighederne
Meta – som ejer Facebook og Instagram – ser stort på reglerne om, at det skal være let at komme i kontakt med dem. Det mener bl.a. Forbrugerrådet Tænk, som netop har sendt en klage af sted til både Forbrugerombudsmanden og DSA-tilsynet.
Sådan hjælper du dit barn med at slippe skærmen
At scrolle gennem sociale medier er en populær aktivitet for både voksne og børn, og særligt børn kan have brug for de voksnes hjælp til ikke at bruge for mange timer på mobiltelefonen.