MitID: Det kommer det til at betyde for dig | Forbrugerrådet Tænk Gå til hovedindhold

Få adgang til alt indhold på tænk.dk, medlemsmagasinet og meget mere.

Bliv medlem

MitID erstatter NemID: Det betyder det for dig

MitID skal erstatte NemID og bliver den nye login-løsning til identifikation på internettet. Få svar på, hvad det kommer til at betyde for dig.

· 3. november 2022
mitid layout

Hvad er MitID?

Kort fortalt, så er MitID den næste generation af NemID – den identifikationsløsning vi i dag bruger til at logge ind på alt fra netbank til offentlige sider, og når vi betaler i webshops.

MitID består af et brugernavn, en adgangskode og en kode – ganske som vi kender det fra NemID.

Dét er forskellen på MitID og NemID

Den største mærkbare forskel på NemID og MitID er, at det med den nye løsning er slut med et fysisk nøglekort af pap, som vi kender det fra NemID.

Selvom det fysiske nøglekort regnes for en sikker løsning til at identificere sig med, har det også vist sig at have visse ulemper. Man har set eksempler, hvor IT-kriminelle har udgivet sig for at være danske myndigheder, og ved hjælp af falske SMS’er lokket borgere til at sende billeder af nøglekortet – ligesom man har set eksempler på, at det fysiske kort er blevet stjålet. Derfor har man altså valgt at udfase det og overgå helt til mere digitale løsninger.  

Alternativer til det fysiske Nem-ID-nøglekort

Bruger du i dag det fysiske nøglekort, skal du med overgangen til MitID vælge en af de fire løsninger, som tilbydes:

  1. MitID som app til smartphone eller tablet. Appen vil fungere ligesom NemID nøgleappen, mange bruger i dag.
  2. MitID kodeviser, som er en lille elektronisk enhed, der giver dig en engangskode, hver gang du skal bruge MitID.
  3. MitID chip, som er løsningen til dem, der skal identificere sig mange gange i løbet af en dag, eller som arbejder med særligt personfølsomme oplysninger.
  4. MitID kodeoplæser, som både viser dig en engangskode og kan læse koden op for dig. Man kan bruge høretelefoner med kodeoplæseren, så andre ikke kan høre koden. Denne løsning er særligt tiltænkt brugere med nedsat syn.
Løsninger til mitID

1 - MitID app, 2 - MitID kodeviser, 3 - MitID chip, 4 - MitID kodeoplæser 

En anden mærkbar forskel er, at du vil få besked, hvis nogen forsøger at logge ind med dit MitID. Så skal du ændre din adgangskode.  

De fleste telefoner kan bruge MitID app - men der er undtagelser. Se hvilke på den hjemmeside, som Digitaliseringsstyrelsen og Finans Danmark har lavet om MitID.

Hvornår skifter vi til MitID, og hvad skal du selv gøre?

Indfasningen af MitID begyndte i oktober 2021, og man forventer, at det nye system er fuldt implementeret i 2022.

Efter den 31. oktober kan du ikke længere oprette MitID via din bank, ligesom det fremover er slut med at bruge NemID til net- og mobilbank og kortbetalinger.

I stedet kan du oprette MitID på www.mitid.dk, ved at scanne dit pas i MitID appen eller ved at besøge Borgerservice.  

I forbindelse med overgangen skal nogle opdatere de ID-oplysninger, som er knyttet til NemID. Hvis du skal opdatere dine, vil du først få direkte besked fra Digitaliseringsstyrelsen i Digital Post. Uanset om du skal opdatere dine oplysninger eller ej, vil du højst sandsynligt modtage en besked i din NemID-app om, at du skal verficere dine oplysninger, men du skal altså først gøre noget, når og hvis du har fået direkte besked om det i Digital Post fra Digitaliseringsstyrelsen.

Hvis du skulle få besked fra andre om at gøre noget, skal du se bort fra det.  

Når du får MitID, vil der i en overgangsperiode være nogle steder, hvor du fortsat skal bruge NemID. Derfor skal du ikke skille dig af med dit NemID, før du får besked fra din bank eller Digitaliseringsstyrelsen om, at du ikke længere skal bruge det gamle system.

Sådan godkender du kortbetalinger på nettet med MitID

Du skal nu bruge MitID, når du skal godkende kortbetalinger på nettet. Når du skal godkende kortbetalinger på nettet, vil der i en overgangsperiode være nogle begrænsninger for dig ift. MitID.

Indtil begyndelsen af 2023 har du tre muligheder for godkendelse af kortbetalinger på nettet:

  • MitID appen 
  • Kombination af sms-kode og et personligt kodeord, hvis du har en telefon, der kan modtage sms. Du skal oprette dig på Nets hjemmeside
  • Mobilbetalingsløsninger som fx MobilePay, hvis webshoppen modtager disse.

Hvis du ikke kan bruge en af de tre muligheder, så skal du kontakte din bank for at få rådgivning. Indtil begyndelsen af 2023 er det ikke muligt at bruge MitID kodeviser og kodeoplæser. 

Hvis du kommer til at slette MitID-appen eller mister din telefon eller tablet

Det er muligt at installere MitID appen på flere enheder, fx på både en mobiltelefon og en tablet, og på den måde have en backup. Du kan have op til tre aktive MitID apps. Du kan også vælge at have et alternativt ID-middel fx i form af en kodeviser. Med kodeviseren kan man logge på mitid.dk og få en aktiveringskode og en midlertidig PIN-kode til en ny MitID app. 
 
Hvis du kommer til at slette appen og ikke har et alternativt en backup, kan du også gå ind på mitid.dk og få en aktiveringskode og en midlertidig PIN-kode ved hjælp af dit NemID. 

Hvis du mister din telefon eller tablet, hvorpå du har din MitID app - eller kommer til at slette appen - og er kommet til at smide dit NemID væk, kan du få udstedt et nyt NemID og registrere dig på ny med det, så længe NemID er i drift. Derfor er det også vigtigt, at du ikke smider dit NemID nøglekort ud, selvom du har fået MitID. 

Husk, at hvis du mister din telefon med MitID appen på, skal du straks spærre din app. Det gør du via selvbetjeningen på Mitid.dk

Når du så har fået en ny telefon, kan du hente MitID appen i app store, gå ind i det menupunkt, som hedder 'Aktiver app' og følge trinene her. I et af trinene skal du bruge dit pas for at genetablere dit MitID. Det kræver dog, at din telefon har en af de nyere opdateringer:

  • iPhone: styresystemet skal være opdateret til mindst iOS 12
  • Android: styresystemet skal være mindst version 7

Har din telefon ikke det, kan du evt. låne en andens telefon, da ingen personlige oplysninger bliver gemt på den telefon, du bruger til at scanne passet med.

Hvad med NemID?

Bliver du bedt om at opdatere dine oplysninger i NemID-appen med henblik på at få MitID - og kan din telefon ikke håndtere valideringen? Så kan du fortsat bruge NemID-appen.

Du vil modtage et brev fra Digitaliseringsstyrelsen med mere information om, hvad du kan gøre, og NemID bliver ved med at fungere indtil juni 2023.

Fra NemID til MitID: Undgå svindel

Svindlere kan se overgangen fra det ene system til det andet som en mulighed for at få adgang til dine oplysninger.

Husk, at offentlige myndigheder, politiet eller din bank aldrig vil bede dig om at udlevere dit bruger-ID eller -koder. Hverken til NemID eller MitID.   

Forbrugerrådet Tænk mener: MitID skal øge sikkerheden for forbrugerne


"Forbrugerrådet Tænk støtter udfasningen af papkortet med ID-nøgler i forbindelsen med overgangen til MitID, da vi har set for mange svindelnumre, hvor forbryderne havde fået fingre i papkortet.

Vi håber derfor, at sikkerheden i MitID vil blive bedre. Vi arbejder for, at forbrugere, der opfører sig ansvarligt, ikke kan komme til at hæfte for svindel, heller ikke i de tilfælde, hvor svindlerne har kunnet narre adgangskoder eller lignende ID fra forbrugeren.

Og så vil vi holde øje med, at det fortsat er så nemt som muligt at være forbruger, også selv om man ikke vil eller kan være helt digital."

Vagn Jelsøe, chefkonsulent i Forbrugerrådet Tænk