Hvornår har sodavandsmaskinen tjent sig hjem?
Danskvand kan fås i supermarkedet til cirka 2,50 kroner literen, så kan det overhovedet betale sig at købe en sodvandsmaskine? Og hvad med miljøet? Og er det sundt at drikke vand med kulsyre?
Forbrugerrådet Tænk har testet sodavandsmaskiner i 2017. Testen tyder ikke på en direkte sammenhæng mellem pris og kvalitet. Selvom testvinderen var den klart dyreste i testen, kom en af testens billigere modeller på en tæt andenplads.
Alle sodavandsmaskinerne i testen lavede udmærket danskvand, og boblerne var stadig til stede i vandet efter 24 timer. Derfor er det tilsyneladende nemt at finde en god danskvandsmaskine, men der er forskel på, hvor godt maskinerne udnytter gassen.
Det skal du vide, inden du køber sodavandsmaskine
Testen fra 2017 er ikke længere tilgængelig, fordi mange af de testede modeller ikke længere er på markedet. Med udgangspunkt i hvad vi undersøgte i testen kan du herunder få svar på de mest stillede spørgsmål:
- Hvor meget danskvand får du ud af en patron med kulsyre?
- Tjener danskvandsmaskinen sig hjem?
- Er sodavandsmaskinen god eller skidt for miljøet?
- Skader danskvand tænderne?
Hvor meget danskvand får du ud af en patron med kulsyre?
Gaspatronerne angiver på flaskerne, at de indeholder 425 gram CO2, men testen fra 2017 viste, at det tal varierer en del fra patron til patron.
Indholdet af gas var i ingen af patronerne på 425 gram. Flaskerne blev vejet før og efter, de blev tømt, og denne test viste, at indholdet af CO2 varierede fra 202 gram til 289 gram CO2 – og det er vel at mærke gasflasker af samme mærke.
Gaseffektiviteten varierer desuden fra maskine til maskine, og det siger noget om, hvor mange liter danskvand du får ud af en gaspatron. Lidt over halvdelen af sodavandsmaskinerne i testen havde en god gaseffektivitet.
Testens mest effektive maskine kunne lave over 100 liter danskvand på en patron med meget gas, mens den mindst gaseffektive maskine med en fladere gaspatron kun kunne lave lidt over 40 liter danskvand.
Tjener danskvandsmaskinen sig hjem?
Regnskabet varierer selvfølgelig efter maskinens indkøbspris, hvor godt den udnytter gassen, og hvor meget gas den specifikke patron rent faktisk indeholder.
Vi har lavet en beregning ud fra en sodavandsmaskine, der i testen laver 66 liter danskvand på en enkelt gaspatron, og som koster 499 kroner:
Ombytning af en tom CO2-patron koster cirka 100 kroner.
Prisen for det billigste danskvand med brus i supermarkederne er cirka 2,50 kroner literen.
Skal du købe samme mængde danskvand som sodavandsmaskinen kan lave med en flaske CO2, skal du give 165 kroner for 66 liter danskvand i supermarkedet.
Modregner du sodavandsmaskinens pris, sparer du cirka 65 kroner i forhold til at købe vandet i supermarkedet.
Efter 5 ombytninger, og i alt 330 liter danskvand, har du tjent denne sodavandsmaskine hjem – og så slipper du for at slæbe vandet hjem og aflevere flaskerne til pant.
Er sodavandsmaskinen god eller skidt for miljøet?
Postevand er mere miljøvenligt end at købe flaskevand.
Hovedstadsområdets Forsyningsselskab (HOFOR) fortæller, at der udledes 0,0002 kg CO2, når der pumpes en liter vand ud til forbrugerne.
En liter flaskevand, som for eksempel danskvand, udleder på grund af transport og produktion gennemsnitligt 0,18 kg CO2, hvilket er cirka 900 gange mere.
Du tilsætter selv et par gram CO2 til en liter vand, så det er selvfølgelig mere miljøvenligt at drikke rent postevand end det er at tilsætte kulsyre, men det er meget små mængder kulsyre, du udleder, når du laver danskvand.
Skader danskvand tænderne?
Nej.
Kulsyre er som navnet siger en syre, og derfor kan man tro, at vand med kulsyre skader tænderne, men overlæge Ulla Pallesen fra Tandlægeskolen siger kort, at den begrænsede mængde syre i danskvand ikke skader tænderne, modsat andre syreholdige drikke som sodavand.
Der kan være sødemidler i sukker-sodavand
Du tror måske, at valget står mellem sukker og sødestoffer, når du skal vælge sodavand. Det er dog ikke så simpelt, for hos flere sodavandsproducenter er der nu både sukker og sødestoffer i den version, der tidligere kun indeholdt sukker.
Er den billigere nektar et godt alternativ til din appelsinjuice?
I supermarkedet står de ofte side om side, men der er altså ikke tale om det samme produkt, når du sammenligner en juice og en nektar. Nektar overholder nemlig ikke EU-reglerne for juice.
Juice, koncentrat eller nektar: Hvornår er noget en juice?
Juice er ikke bare juice. Så hvad er der egentlig i produktet, når der står juice udenpå? Og er nektar det samme som juice? Find svarene her.