Mere bæredygtigt tøj: Gå efter disse mærker og materialer
Tøjproduktion forurener, foregår ofte under uetiske forhold, og der findes ikke tøj, der reelt er bæredygtigt produceret. Så hvordan får du et mere ansvarligt tøjforbrug? Få hjælp her.

Imagecredit: Getty Images
Dine bukser, kjoler, toppe, trøjer og meget andet tøj er produceret under forhold, der kan have store konsekvenser for miljø, klima og de mennesker, som er med til at producere tøjet.
Vil du have et mere bæredygtigt tøjforbrug, så husk, at det mest bæredygtige tøj er det, du allerede har hængende i skabet. Derfor er det vigtigste, at du fokuserer på, at det tøj du allerede ejer bliver brugt op – enten af dig selv eller af andre, der kan få glæde af det.
Hvis du gerne vil have nyt tøj, så undersøg først, om det kan findes brugt. At tøjet er brugt betyder ikke, at det er slidt. Glem heller ikke muligheden for at få repareret dit tøj, hvis det går i stykker. Og vask dit tøj skånsomt – så holder det længere.
Hvis du vil købe nyproduceret tøj, så er det vigtigste at købe tøj i materialer, farver og snit, som du ved, du bliver glad for og derfor får brugt meget.
"Bæredygtigt tøj" er ikke nødvendigvis bæredygtigt
Mange tøjbutikker markedsfører kjoler, bukser, t-shirts og andet tøj som "bæredygtigt", "klimaneutralt" eller "CO2-neutralt" – gerne med virksomhedens egne navne eller mærkater, der i grønne farver priser tøjet som bæredygtigt, miljø- og klimavenligt.
Hvis der står, at tøjet er klimavenligt eller CO2-neutralt, så handler det om, at virksomheden har sat penge i klimakompenserende projekter. Disse projekter lever desværre sjældent op til, hvad de lover. Og de kan faktisk skade klimaet mere, end de gavner.
Det er med andre ord vigtigt at understrege, at der ikke er noget tøj, som reelt er produceret bæredygtigt.
Om et stykke tøj så er produceret mere ansvarligt end et andet stykke tøj, kan være svært at gennemskue. Her er det bedste, du kan gøre, at gå efter officielle certificeringer og mærkninger, som er kontrolleret af en tredjepart.
Disse 4 mærker skal du gå efter
Vi anbefaler, at du ser efter disse 4 mærkninger og certificeringer, hvis du vil købe tøj med fokus på økologi og bæredygtighed:
GOTS-mærket
GOTS er en international økologisk mærkning af tøj og tekstiler. Mærket stiller krav til miljø og social ansvarlighed i hele værdikæden – det vil sige lige fra marken til det færdige tøj. I hovedreglen skal 95 procent af fibrene være økologiske, og en række kemikalier, blegemidler og farvestoffer er forbudte.
Produktionen skal også overholde en række krav til, hvordan de håndterer og renser spildevand. Kravene til arbejdsforholdene inkluderer regler om arbejdstid, sikkerhed, retten til at organisere sig i en fagforening og værdige lønninger.
Foto: Global Organic Textile Standard
Læs mere om GOTS-mærket på deres engelske hjemmeside
Svanemærket og EU-Blomsten
Svanemærket og EU-blomsten kender du måske fra shampoo, vaskemidler eller toiletpapiret.
Mærkerne bliver også brugt på tøj, hvor de især stiller strenge krav til brugen af skadelige kemikalier i tøjproduktionen, og der tages højde for alt fra produktion til brug og afskaffelse.
Svanemærket og EU-blomsten stiller også kvalitetskrav for at sikre effektive produkter med lang levetid. Jo bedre produktet er, og jo længere det holder, desto bedre er det for miljøet. Mærkerne indeholder også klimakrav.
Læs om Svanemærket og EU-blomsten på ecolabel.dk
Fair Trade-mærket
Fairtrade-mærket tøj sætter især fokus på, at de mennesker, der har været med til at lave tøjet, også skal betales ordentligt for deres arbejde. Fairtrade-mærket sætter derfor krav til lønninger og rettigheder, for eksempel retten til kollektiv forhandling og sikre arbejdsomgivelser.
Mærket stiller også en række miljømæssige krav i forhold til kemikalier og spildevandshåndtering.
Mærket er en af de parametre, du kan gå efter, hvis du vil støtte bedre arbejdsforhold for de mennesker, der producerer dit tøj.
Læs om Fair Trade-mærket på fairtrade-maerket.dk
Oeko-tex® STANDARD 100-mærket
Oeko-tex lyder som et økologisk mærke, men det er det ikke. Heller ikke selvom det kan blive markedsført som sådan. Mærket stiller heller ikke krav om social ansvarlige arbejdsvilkår på fabrikkerne.
Oeko-tex® stiller kun krav til indholdet af kemikalierester i det færdige tøj.
Men når Oeko-tex-mærket ikke tillader skadelige kemikalier i det færdige stykke tøj, vil det dog i nogen grad også sikre, at tekstilerne bliver produceret uden disse stoffer.
Oeko-tex® STANDARD 100 går også under navnet Tiltro til tekstiler.

Tekstilfibre: Her er fordelene og ulemperne
Butikker og brands markedsfører sig ofte på at være bæredygtige, fordi deres t-shirts og kjoler er produceret af økologisk bomuld eller med dele af genanvendte materialer.
Men alle slags stoffer, tekstiler og materialer er miljøbelastende, når de bliver brugt til at producere nyt tøj. Og det er svært for tøjindustrien at genanvende dit aflagte tøj, fordi tøjet ofte er sammensat er flere forskellige typer fibre, som det kan være næsten umuligt at adskille.
Køber du nyt tøj, skal du derfor vælge det materiale, som du bliver gladest for. Bruger du dit tøj meget, shopper du mindre og passer bedre på tøjet. På den måde er du med til at mindske nyproduktionen af tøj.
Viskose, Lyocell, Modal og Tencel
Viskose, Lyocell, Modal og Tencel er fibertyper, der kan komme fra forskellige naturlige plantematerialer såsom bambus. Tencel er et varemærke for et Lyocell-materiale.
Materialerne skal igennem en meget miljøbelastende proces, hvor der bruges store mængder vand og kemikalier for at de kan blive til tekstilfibre. De omtales ofte som halv-syntetiske eller regenerede fibre.
Log ind eller bliv medlem
Få adgang til alle test på taenk.dk, det månedlige medlemsmagasin, juridisk rådgivning og meget mere.

Renseri: Undgå problematiske kemikalier i dit tøj
Er der snavs og pletter på din skjorte eller kjole, kan et renseri være en god hjælp. Men dit tøj kan blive behandlet med uønsket kemi. Se mere her.

Sammen mod tøjspild
I et projekt, der er støttet af Salling Fondene, har vi fundet mulige løsninger på Danmarks tøjspild.

Vaskemidler til kulørt vask: Disse indeholder uønskede stoffer
I ny test af flydende vaskemidler til kulørt vask indeholder flere allergifremkaldende stoffer og stoffer, der kan skade forplantningsevnen. Se mere her.