Forbrugerne viste vejen – nu kommer forandringen
Gå til hovedindhold

Forbrugerne viste vejen – nu kommer forandringen

Forbrugernes kamp mod el-fuskere bærer nu frugt – og det er takket være jeres engagement, skriver direktør Winni Grosbøll i denne leder.

Winni Grosbøll, direktør i Forbrugerrådet Tænk · 11. april 2025
Direktør i Forbrugerrådet Tænk Winni Grosbøll

Hvis du er trofast læser af tænk.dk, er du de sidste år helt sikkert stødt på vores artikler om forbrugernes udfordringer med skruppelløse elselskaber

Vi har her på vores egen hjemmeside og i andre medier kaldt el-markedet for ”Det vilde vesten”, når vi gang på gang har gjort opmærksom på snyd, svindel og vildledning fra de alt for mange brodne kar i branchen.

Forandringer skabes bedst sammen, og derfor bad vi for godt to år siden jer som forbrugere skrive til os, hvad I oplevede af udfordringer og problemer med elselskaberne. Vi fik over 400 henvendelser om blandt andet ulovligt telefonsalg, om uforståelige elregninger og om kæmpestore aconto-opkrævninger, der ikke stod mål med jeres forbrug.

En af de 400 henvendelser fik vi fra Erik fra Gilleleje, som skrev, at han blev ringet op af useriøse elselskaber, der forsøgte at vildlede ham. En anden henvendelse fik vi fra Helene fra Gentofte, der var træt af de mange fusioner og navneskift blandt selskaberne, der gjorde det svært for hende at holde øje med sit forbrug. 

På baggrund af input fra Erik, Helene og alle jer andre lavede vi et forbrugerpolitisk udspil til politikerne på Christiansborg, hvor vi blandt andet foreslog, at der skulle slås hårdere ned på telefonsvindel med strengere straffe, og at det skulle være sværere for useriøse selskaber at komme ind på markedet og bryde reglerne. Til gengæld skulle det være nemmere at forstå elregninger og aftaler, som man modtog fra selskaberne.

Forbrugernes 20 forslag til et trygt energimarked

Her kan du finde forbrugernes og Forbrugerrådet Tænks forslag til, hvordan energimarkedet kan forbedres. Indholdet er udarbejdet af Forbrugerrådet Tænk på baggrund af input fra flere hundrede forbrugere.

Se alle 20 konkrete forslag her

Det var i 2023 - og nu sker der endelig noget. For blandt andet takket være vores fælles indsats, lancerede klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard for nylig et energiudspil, der adresserede stort set alle de problemer, som vi sammen rejste for godt to år siden. 

Vi er ikke helt i mål endnu. Udspillet for energiministeren skal først vedtages i Folketinget og kommer derefter tidligst ud til jer forbrugere i 2026.  Den del følger vi tæt. Men herfra skal der lyde stor ros til Lars Aagaard for udspillet og til brancheforeningen Green Power Denmark for et godt og konstruktivt samarbejde om at stoppe el-fuskerne. 

Udspillet er en sejr for danske forbrugere og for de ordentlige elselskaber, der heldigvis også er masser af. Og det er en særlig sejr for jer, der brugte tid på at engagere jer i kampen for et tryggere elmarked og for jer, der støtter vores arbejde via jeres medlemskab. 

Tak for det!

Med venlig hilsen

Winni Grosbøll, direktør i Forbrugerrådet Tænk