Skal du reparere din køkkenmaskine?- Sådan kommer du i gang
Køkkenmaskinen kan klare lidt af hvert – medmindre den altså er gået i stykker. Vi har undersøgt, hvor nemt eller svært det er at få udskiftet reservedele og købe nyt tilbehør til de forskellige mærker.
Køkkenmaskiner koster op til flere tusind kroner, og mange af dem kan fås med forskellige piskeris, røreskeer, dejskrabere, knive og andet tilbehør, som gør det muligt at bruge alt-muligt-maskinerne til meget andet end bare at ælte dej. Men hvad gør du, hvis noget af tilbehøret – eller selve maskinen – skulle gå i stykker?
Test af køkkenmaskiner
Vi har testet 28 køkkenmaskiner for hvor gode, de er til at klare forskellige opgaver inden for tilberedning af mad, men også på blandt andet motorens holdbarhed og maskinens brugervenlighed.
I testen har vi undersøgt følgende mærker: Bosch, Electrolux, Eta, Kenwood, KitchenAid, Philips, Russell Hobbs, Sage, Smeg, TRISTAR og Wilfa
Tjek om du kan få reservedele på din køkkenmaskine
Hvis du taber en ske i skålen midt under æltningen eller køkkenmaskinen har en fejl, kan motoren gå i stå. Ofte kan problemet dog fikses med en ny reservedel, alt efter hvad det er, der er gået i stykker. Vi har undersøgt markedet og kontaktet både producenter og reparatører for at kunne guide dig i tilfælde af, at din køkkenhjælper pludselig svigter.
Hvis du endnu ikke har anskaffet dig en køkkenmaskine, men har planer om at gøre det, er det tilmed en god ide at kaste et blik på resultaterne af undersøgelsen. Der er nemlig stor forskel på, hvor let tilgængelige reservedele og ekstra tilbehør er for de forskellige mærker, og også hvor mange års garanti, der følger med ved købet.
Ikke alle køkkenmaskiner tilbyder reparation i Danmark
Kigger man eksempelvis på to at de store producenter, Bosch og Philips, er der stor forskel på, hvor let det er at få køkkenmaskinen repareret. Til maskiner fra Bosch kan man købe reservedele på deres hjemmeside, og de har et servicecenter, hvor man kan få køkkenmaskinen repareret. I øvrigt er der garanti på, at reservedele kan skaffes i ti år efter, at den pågældende model stopper med at blive produceret.
I modsætning har Phillips ikke reservedele til deres maskiner på deres hjemmeside, og der er ikke nogen garanti for, hvor længe, de produceres. De har et servicecenter til reparation af køkkenmaskinerne, men det ligger i Tyskland. Det kan risikere at betyde, at maskinerne bliver udskiftet snarere end fikset, siger Christel Søgaard Kirkeby, der er projektleder i Forbrugerrådet Tænk Kemi.
“Jeg kan ikke forestille mig, at det ligefrem fremmer lysten til at vælge at få sin køkkenmaskine repareret. Vi ser gerne at producenterne gør det så let som muligt at få repareret sine maskiner - også mange år efter køb Hvis du selv skal finde ud af, hvordan du får fragtet maskinen til værkstedet i Tyskland og hjem igen, og i øvrigt betale for det, så tror jeg desværre, at mange vil opgive og måske ende med at købe en ny køkkenmaskine i stedet,” siger hun.
Sådan kan du få hjælp til din køkkenmaskine
Udover reservedele er der de forskellige slags tilbehør, man kan genkøbe til køkkenmaskinen. En helt uundværlig del er den skål, som man skal bruge til køkkenmaskinen. Derudover er dejkrogen en af de typer tilbehør, som flest producenter tilbyder du kan købe, hvis den gamle er gået i stykker..
Vil du læse hele artiklen om køkkenmaskiner?
Login her eller få adgang til denne artikel og hele tænk.dk for kun 65 kr. om måneden.
Få adgang i et helt år for kun 695 kr. (svarer til 58 kr. om måneden).
Disse køkkenmaskiner er bedst i test
Køkkenmaskiner kan ælte dej til brød og kager, piske æggehvider og lave hjemmelavet mayonaise. Se her hvilke der er bedst i test.
Silikoneforme kan afgive uønskede stoffer til maden
Bageforme af silikone kan afgive problematiske stoffer til maden. Det viser vores test af 18 forskellige silikoneforme til ovnen.
Det skal du vide, før du køber en airfryer
Airfryers er en populær køkkenmaskine, som tilbereder mad med varm luft. Før du selv anskaffer dig én, så læs med her.