Forbrugerrådet Tænk

Få testresultater, anbefalinger og hjælp til køb

Bliv medlem

Social

Titel

Tandlæger: Her er dine rettigheder

Hvad koster det at gå til tandlægen? Og kan du få tilskud til behandlingen? Få styr på dine rettigheder, før du går til tandlægen.
Af Camilla Gaarder
24. September 2020
Tandlæger: Her er dine rettigheder
Foto: Thinkstock

Skift tandlæge, hvis du har lyst

Tandlægevalg er frit i Danmark. Det betyder, at du frit kan vælge den tandlæge, du har lyst til.

Du kan også skifte tandlæge, hvis du flytter, er utilfreds med behandlingen hos din nuværende tandlæge eller kan finde samme behandling til en bedre pris hos en anden tandlæge.

Fordelen ved at skifte tandlæge er, at du måske kan finde en, der er er bedre eller billigere.

Ulempen er, at du kan miste noget kontinuitet. Hvis du for eksempel lider af tandlægeskræk kan det være trygt, at du kender din tandlæge.

Priser i klinikken skal fremgå

Kroner, broer og implantater er blandt de behandlinger, der ikke har en fast pris. Priserne kan derfor variere fra tandlæge til tandlæge.

Priserne på de større behandlinger skal oplyses af din tandlæge. De skal også fremgå på sundhed.dk, tandlægens hjemmeside eller udleveres som pjece eller lignende.

Sådan sparer du penge på din næste tandlægebehandling

Ret til skriftligt prisoverslag

Skriftligt prisoverslag har du ret til, hvis prisen for tandlægens behandling overstiger 2.500 kroner i egenbetaling. Det vil sige, at du selv skal betale 2.500 kroner, når du har fået et eventuelt tilskud fra det offentlige.

Ændrer din behandling sig, og har det væsentlig indflydelse på prisen, skal din tandlæge tilbyde et revideret, skriftligt prisoverslag.

Tilskud til tandlæge i udlandet

Tandlægepriser kan være lavere i udlandet. Vælger du at blive behandlet i et andet EU-land, kan du få tilskud til din behandling efter de samme takster som herhjemme.

Tilskuddet dækker dog kun de samme behandlinger, som du ville få tilskud til herhjemme. Du kan ikke få tilskud til eksempelvis tandproteser eller kroner.

Læs mere om, hvordan du søger tilskud til behandling i udlandet på borger.dk

Du skal acceptere behandlingen

Tandlægen må ikke gå i gang med at behandle uden at have informeret dig om behandlingen og fået dit samtykke. Det gælder uanset behandlingen. Derudover skal din tandlæge indføre behandlingen i din journal.

Journalen kan du altid få af din tandlæge, da du har ret til fuld aktindsigt.

Sådan retter du fejl i din journal

Klager og erstatning

Klager over din tandlægebehandling kan du rette 2 steder hen.

Vil du klage, fordi du er utilfreds med tandlægens behandling, skal du henvende dig til Sundhedsvæsnets Disciplinærnævn.

Erstatning for tandskader kan du søge hos Tandlægeforeningens Patientforsikring.

Forbrugerrådet Tænk anbefaler, at du klager til begge instanser, og at du går i gang så hurtigt som muligt efter behandlingen.

Sådan klager du over din tandlægebehandling