Forbrugerrådet Tænk

Få testresultater, anbefalinger og hjælp til køb

Bliv medlem

Social

Titel

Forbrugslån: Tjek dette, før du låner penge til forbrug

Låner du penge til forbrug, kan det blive rigtig dyrt. Hvordan finder du det billigste forbrugslån? Få hjælp her.
Af Rune Hendriksen
27. August 2018
forbrugslån sådan låner du billigst penge til forbrug
Foto: Getty Images

Billige og hurtige lån kan blive dyre

Lån kan være fristende, hvis dit køleskab går i stykker, og du ikke har råd til et nyt. Men tænk dig godt om, før du låner penge til forbrug.

Lån koster nemlig penge – og ofte ganske mange af dem, viser Forbrugerrådet Tænk Penges test af forbrugslån.

Opsparing er altid den billigste måde at få penge til et nyt fjernsyn eller køleskab. Men hvis det ikke er en mulighed, skal du se dig godt for, før du låner penge til forbrug.

Lav et budget og spar op til uforudsete udgifter

Hvad er et forbrugslån?

Forbrugslån er et lån, der ikke er bundet til for eksempel dit hus. Du behøver ikke oplyse, hvad lånet skal bruges til. Det betyder også, at lånet er dyrere end lån, hvor lånets sikkerhed er bundet i et hus.

Forbrugslån kan du optage enten hos en bank eller hos et lånefirma.

Det billigste lån finder du ved at holde øje med nogle nøgletal, før du låner.

Hvor meget skal du betale tilbage?

Forbrugslån koster. Når du tager et forbrugslån, skal du betale gebyrer, renter og etableringsomkostninger ud over det beløb, du har lånt.

Prisen på lånet ser du ved at kigge efter tilbagebetalingsbeløbet. Firmaerne skal oplyse det samlede tilbagebetalingsbeløb. Beløbet viser, hvor meget du reelt skal betale tilbage. Beløbet skal angives i kroner og ører.

Prisen for et forbrugslån varierer meget. Nogle steder betaler du i alt 80.000 kroner tilbage for et lån på 40.000. Andre steder koster det meget mindre.

Hvad koster lånet?

ÅOP (Årlige omkostninger i procent) er de samlede årlige udgifter for et lån. Firmaerne skal oplyse ÅOP for et lån, når de reklamerer for det.

ÅOP kan ligge på under 10 procent til over 30 procent. Det viser Forbrugerrådet Tænk Penges test af forbrugslån.

Låner du penge, kan du kigge på ÅOP for at se, hvilket lån der har de laveste omkostninger. Det er især et godt værktøj, hvis du sammenligner lån af forskellige beløbsstørrelser.

Spar op og undgå kviklån

Hvor skal du låne penge?

Forbrugslån er generelt billigere hos en traditionel bank end hos lånefirmaer. Det viser Forbrugerrådet Tænk Penges test af forbrugslån.

I banken bliver du kreditvurderet. Det betyder, at banken kigger på din økonomi og vurderer din evne til at betale lånet tilbage. På den måde tager du ikke et lån, som du ikke kan betale tilbage.

Lånefirmaet kreditvurderer dig ikke nødvendigvis.

Forbrugerrådet Tænk mener: Et ÅOP-loft gavner forbrugerne

”Et loft over ÅOP’en sikrer at kunderne bliver kreditvurderet ordentligt. Den kreditvurdering sikrer, at kunderne kun låner penge, som de også kan betale tilbage.”

Morten Bruun Pedersen, seniorøkonom