Det skal du vide inden du tager et forbrugslån
Gå til hovedindhold

Få adgang til hele tænk.dk

Bliv medlem

Det skal du vide, inden du tager et forbrugslån

Forbrugslån kan være dyre – men nødvendige. Derfor er det vigtigt, at du kigger på de rigtige tal, så du får det bedst mulige lån.

Foto: Getty Images · 5. december 2022
Sådan finder du det bedste og billigste forbrugslån

Et forbrugslån kan i nogle tilfælde være en løsning for dig, hvis din økonomi mere eller mindre går i nul hver måned, du ikke har en større opsparing og du har brug for at købe dyrere, men nødvendige ting. Men tænk dig godt om, før du låner penge til forbrug. Lån koster nemlig penge – og ofte ganske mange af dem.

Bliver du nødt til at tage et forbrugslån? Så skal du læse dette, før du skriver under. Der er nemlig store prisforskelle på forbrugslån selvom de grundlæggende er ens.

Hvad er et forbrugslån?

Forbrugslån er et lån, der – som navnet antyder – tages til forbrug. Det er ikke er bundet til for eksempel dit hus eller din bil, og du behøver som udgangspunkt ikke oplyse, hvad du skal bruge lånet til. Af den grund er det også et dyrere lån.

Hold øje med disse tal, når du skal vælge forbrugslån

Vil du have det billigste lån? Det får du ved at holde øje med to nøgletal:

  • Det samlede tilbagebetalingsbeløb.
  • ÅOP, som er de årlige omkostninger i procent.

Læs videre og find ud af, hvorfor de to tal er vigtige.

Det samlede tilbagebetalingsbeløb: Hvor meget skal du betale tilbage?

Det koster penge at låne penge. Når du tager et forbrugslån, skal du betale gebyrer, renter og etableringsomkostninger ud over det beløb, du har lånt.

Prisen på lånet ser du ved at kigge efter tilbagebetalingsbeløbet. Firmaerne og bankerne skal oplyse det samlede tilbagebetalingsbeløb. Beløbet viser, hvor meget du reelt skal betale tilbage. Beløbet skal firmaerne angive i kroner og ører.

Prisen for et forbrugslån varierer meget. Nogle steder betaler du i alt 65.000 kroner tilbage for et lån på 40.000 kroner. Andre steder koster det meget mindre.

ÅOP: Hvad koster lånet?

ÅOP (Årlige omkostninger i procent) er de samlede årlige udgifter for et lån. Finansieringsfirmaer og banker skal oplyse ÅOP for et lån. ÅOP for forbrugslån varierer meget – fra under 10 til 25 procent. Reklamerer en bank eller et finansieringsselskab for et forbrugslån må ÅOP ikke være over 25 procent. Den ultimative grænse for ÅOP for et forbrugslån er 35 procent.

Låner du penge, kan du kigge på ÅOP for at se, hvilket lån der har de laveste omkostninger.

  • Du skal vælge lånet med den laveste ÅOP, når du har valget mellem to forbrugslån med samme udbetalte lånebeløb og samme løbetid. Det betyder, at hvis løbetiden er 4 år på det ene lån og 5 år på det andet, kan ÅOP ikke bruges til at sammenligne og se, hvad der er billigst.
  • Står du med to forbrugslån med den samme ÅOP, så vælg det lån, der har den laveste etableringsomkostning. Det giver dig det billigste lån, hvis du indfrier lånet, før det er tilbagebetalt.  Herudover er der skattefradrag på renterne, mens du ikke opnår fradrag for etableringsomkostninger.
  • Står du med to forbrugslån med den samme ÅOP og samme etableringsomkostning, så vælg det lån, der har det laveste betalings-/administrationsgebyr pr. måned. Du opnår skattefradrag på renterne, mens du ikke opnår fradrag for betalings-/administrationsgebyr.

Der er ikke forskel i kvalitet på forbrugslån, men nogle selskaber tilbyder en større fleksibilitet med hensyn til løbende ændring af låneydelsen eller ydelsesbortfald i enkelte måneder. Hvis fleksibilitet er vigtig for dig og din økonomi, og du ikke kan opnå denne fleksibilitet på anden vis, for eksempel ved at have en kassekredit, så kan du godt medtage fleksibilitet som noget, du skal tage højde for dit valg af forbrugslån, men ellers er det blot at vælge det billigste forbrugslån målt på ÅOP.

Hvor skal du få et forbrugslån?

Du kan få et forbrugslån i enten banken eller hos et lånefirma eller finansieringsselskab. Det er generelt billigere at tage et forbrugslån hos en traditionel bank end hos lånefirmaer, viser vores test.

  • Banken:

I banken bliver du kreditvurderet. Det betyder, at banken kigger på din økonomi og vurderer din evne til at betale lånet tilbage. På den måde tager du ikke et lån, som du ikke kan betale tilbage. I banken kan de også finde på at spørge dig om, hvad pengene skal bruges til og hvordan din økonomi ellers er og hænger sammen.

  • Lånefirma/finansieringsselskab:

Lånefirmaer vil ofte sælge dig et dyrere forbrugslån end bankerne. De markedsfører sig med, at de ikke spørger ind til, hvad du skal bruge lånet til. Lånefirmaerne skal sådan set kreditvurdere dig, men det er ikke altid, at de lever op til deres ansvar om at lave en ordentlig og grundig kreditvurdering, så du ikke ender med at optage et lån, som du ikke kan betale tilbage.

Få flere tilbud - og brug vores test

Brug vores test af forbrugslån til at finde det bedste forbrugslån eller kig på en portal som www.mybanker.dk, og få efterfølgende mindst to tilbud og  gerne tre på forbrugslån.