Forbrugerrådet Tænk

Få testresultater, anbefalinger og hjælp til køb

Bliv medlem

Social

Titel

Holdbarhed: Opbevar din mad, så den holder længere

Madspild koster mange penge og belaster klimaet. Stop madspild ved at tjekke datomærkerne og ved at opbevare maden rigtigt. Få vores tips her.
Af Signe Funch Madsen
9. September 2020
stop madspild opbevar maden rigtigt forbrugerraadet taenk
Foto: iStock

Stop madspild – få maden til at vare længere

Smider du mad i skraldespanden, er det madspild.

Madspild er dyrt i klimaregnskabet. Og det er et af de områder, hvor du selv kan gøre noget for at begrænse din klimabelastning.

Madspild er, ifølge en rapport fra den grønne tænketank Concito, et af de områder, der har størst potentiale i forhold til at sænke CO2-udledningen.

Få styr på holdbarheden af mad, så du undgå at smide gode madvarer ud. Få også svar på, hvordan du opbevarer:

  • Frugt og grønt
  • Bær
  • Brød og bagværk
  • Mejeriprodukter
  • Kød, æg og pålæg
  • Fisk og fiskepålæg

Få flere tips til at stoppe madspild med vores app For Resten

1. Tjek datomærkerne

Overordnet findes 2 slags datomærker. "Sidste anvendelsesdato" og "Bedst før".

Hvad betyder "Sidste anvendelsesdato"?

Mad, der efter et stykke tid kan udgøre en sundhedsrisiko for dig, skal mærkes med "sidste anvendelsesdato". Har maden overskredet "sidste anvendelsesdato", skal du smide maden ud.

Mad, der er mærket med "sidste anvendelsesdato", er for eksempel:

  • Kød - både fersk kød og kødpålæg
  • Fisk - både frisk og røget

Hvad betyder "Bedst før"?

Mad med "Bedst før" skal du ikke nødvendigvis smide ud, selv om datoen er overskredet.

"Bedst før"-datoen betyder, at maden har en vis kvalitet indtil denne dato. Herefter falder kvaliteten. Brødet kan for eksempel blive tørt. Men det er ikke farligt at spise.

Lugter og smager maden fint, kan du roligt spise den. Mad kan holde sig længere end datoen, hvis du opbevarer den korrekt, og pakken ikke er åbnet.

Holdbarheden er kortere, når du har åbnet pakken. Se også efter, om maden er mærket med en dato, der viser, hvor længe maden kan holde sig efter åbning.

Mad, der har "Bedst før" er for eksempel:

  • Mælkeprodukter som mælk og yoghurt
  • Syltetøj og marmelade
  • Juice, saft og sodavand
  • Mel, havregryn, pasta og ris
  • Dåsemad som hakkede tomater, majs og makrel i tomat

Har maden ingen holdbarhedsmærkning?

Færdigpakket mad kan i nogle tilfælde være helt uden datomærkning. Der er typisk produkter, som vurderes ikke at kunne blive for gamle. For eksempel:

  • Tyggegummi
  • Eddike
  • Salt
  • Sukker
  • Vin og drikkevarer med en alkoholprocent på eller over 10

Frugt og grønt er ikke datomærket, da det er svært at angive en præcis holdbarhed.

2. Opbevar maden korrekt

Skal du opbevare kartofler i køleskabet? Og hvor længe holder jordbær sig friske? Få svar på, hvordan du opbevarer din mad rigtigt, og hvor længe det holder sig.

I vores app For Resten får du endnu flere tips til opbevaring og holdbarhed af din mad. Og du får inspirationer og opskrifter til at bruge dine rester.

Hent For Resten-appen her

Frugt og grønt: Sådan opbevarer du det

Agurk: Agurker holder bedst i den originale indpakning i køleskabet. Agurken holder cirka 1 uge.

Appelsiner: Appelsiner kan du både opbevare på køkkenbordet og i køleskabet. Ved stuetemperatur holder de 1-2 uger, og i køleskab er holdbarheden 2-3 uger.

Sådan undgår du sprøjtemidler i citrusfrugter

Asparges: Asparges kan holde sig 1-2 uger i en pose eller en genanvendelig beholder i køleskabet.

Disse 10 frugter og grøntsager udsætter dig især for sprøjtemidler

Avocado: Modne avocado bliver hurtigt dårlige og kan kun holde sig et par dage på køkkenbordet. Forlæng holdbarheden ved at putte dine avocadoer i køleskabet, når de er modne.

Bananer: Bananer kan holde sig 4-7 dage ved stuetemperatur. Bananer skal ikke i køleskabet.

Blomkål: Blomkål holder sig cirka 1 måned i en plastpose eller genanvendelig beholder i køleskabet.

Champignoner: Champignoner holder længst i deres indpakning i køleskab, hvor de holder sig cirka 1 uge.

Citrusfrugter: Citroner og andre citrusfrugter kan holde sig 2-3 uger på køkkenbordet, og 3-5 uger i køleskab.

Forårsløg: Forårsløg kan holde cirka 10 dage, hvis du opbevarer dem i en plastpose eller anden beholder i køleskabet.

Gulerødder: Gulerødder kan holde i 2-3 uger i en pose med hul i køleskabet.

Hovedsalat: Salathovedet skal skylles, suge lidt væde, dryppes af og lægges i en pose i køleskabet, hvor det kan holde sig 1 uge.

Hvidløg: Hvidløg opbevarer du bedst på køkkenbordet, og de holder sig friskt 3-4 uger ved stuetemperatur. 

Ingefær: Ingefær kan holde 2-3 uger i en plastpose eller anden beholder i køleskabet.

Kartofler: Kartofler skal du opbevare mørkt og køligt ved 8-10 grader for eksempel i en kølig kælder eller på bagtrappen. Du kan også opbevare kartofler i køleskab.

Krydderurter: Afskårne krydderurter opbevarer du bedst i køleskabet i en pose og kan holde sig 3-5 dage.

Kål: Kål opbevares bedst pakket ind i en plastpose eller genanvendelig beholder i køleskabet eller et andet koldt sted for eksempel på altanen og kan holde flere uger.

Løg: Løg skal opbevares et køligt, mørkt og tørt sted for eksempel i kælderen eller på altanen. De kan også opbevares i køleskab, hvor de kan holde op til et halvt år.

Peberfrugter: Peberfrugter skal du opbevare i køleskabet i en plastpose eller en genanvendelig beholder, hvor de kan holde sig i 1-2 uger.

Pærer: Pærer kan du opbevare på køkkenbordet, hvor de kan holde sig 5-6 dage.  Put dem i køleskabet, når de er modne.

Rodfrugter: Rodfrugter kan du opbevare i køleskabet, hvor de kan holde sig flere uger.

Salat i pakke: Babyleaves og andre salatblandinger kan holde omkring 1 uge, hvis du opbevarer dem den oprindelige indpakning i køleskabet.

Tomater: Tomater opbevarer du bedst på køkkenbordet, så holder de bedst smag og tekstur og kan holde sig 5-6 dage. Tomater kan opbevares lidt længere tid i køleskab.

Æbler: Æbler opbevarer du bedst i køleskab eller på altanen, hvor der er mørkt og køligt.

Kilder:
Elin Kirkegaard, lektor på Professionshøjskolen Metropol, Dennis Sandris Nielsen, lektor ved institut for Fødevarevidenskab, KU SCIENCE, Fødevarestyrelsen, Aarstiderne, Viden om mad, altomkost.dk.

Få tips om holdbarhed af flere slags frugt og grønt i For Resten-appen 

Bær: Sådan opbevarer du dem

Jordbær: Jordbær skal du helst spise samme dag, du køber dem. Men de kan holde sig 2-3 dage i køleskabet ved 2-6 grader.
 
Hindbær: Hindbær opbevarer du bedst i den originale indpakning i køleskabet. De kan holde sig 1-2 dage.
 
Blåbær: Blåbær opbevarer du bedst i den originale indpakning i køleskabet. De kan holde sig 5-7 dage ved en temperatur på 2-4 grader.
 
Kirsebær: Kirsebær holder sig bedst i køleskabet ved 2-6 grader. Kirsebær kan holde sig i 2-3 dage.
 
Ribs: Opbevar ribs i køleskabet - de kan holde sig i 1-2 dage.
 
Brombær: Brombær opbevarer du bedst i den originale indpakning i køleskabet. De kan holde sig 2-3 dage ved en temperatur på 2-4 grader.

Få tips om holdbarhed af flere slags bær i vores app For Resten 

Brød og bagværk: Sådan opbevarer du det

Må du spise brød med mug på?

Mug kan sprede sig til hele brødet, uden at du kan se det. Opdager du mug på et brød, er du nødt til at smide det hele ud.

Tjek altid brødet for mug, inden du spiser det.

Hvedebrød: Franskbrød, boller og flutes, der ligger i køleskabet skal du helst opbevare ved stuetemperatur i en pose med hul i. Hvedebrød kan holde cirka 6-10 dage.

Find en god køkkenmaskine i vores test

Rugbrød: Rugbrød skal opbevares ved stuetemperatur i en pose med huller. Rugbrød holder cirka 6-10 dage.

Kiks og knækbrød: Kiks og knækbrød skal du opbevare tørt og i en tætsluttende beholder, så de ikke bliver bløde. Knækbrød og kiks kan holde sig længe.

Test: Find den bedste bagemaskine i vores test

Kilde: Fødevarestyrelsen

Få mere viden om holdbarhed af brød og bagværk i For Resten-appen

Mejeriprodukter: Sådan opbevarer du dem

Mælk: Mælk skal opbevares i køleskab og kan holde 3-4 dage, når den er åbnet.

Fløde: Fløde skal du opbevare på køl, hvor det kan holde sig 3-4 dage efter åbning.

Yoghurt: Yoghurt, skyr, cremefraiche, ymer, ylette, tykmælk og andre surmælksprodukter kan holde 5-6 dage i køleskab efter åbning.

Smør: Smør og margarine skal opbevares i køleskab, og de kan holde sig i 2-3 måneder. De skal pakkes ind, så lys, varme og ilt bliver udelukket, og så de ikke optager smag fra andre madvarer.

Smør: Her er det bedste

Ost: Skæreoste og parmesanost opbevarer du bedst i madpapir eller voksbehandlet papir i en plastikboks eller pose. Ostene kan holde 3-4 uger i køleskab.

Bløde oste: Camembert, brie, skimmelost, feta, smøreost og hytteost kan holde sig i køleskab i 4-5 dage.

Kilder: Arla, Fødevarestyrelsen

Få flere tips til at opbevare mejeriprodukter i For Resten-appen

Kød, æg og kødpålæg: Sådan opbevarer du det

Oksekød: Oksekød skal du opbevare i køleskab i en plastpose eller anden lufttæt emballage. Tjek datomærkningen for at se, hvor længe kødet holder.

Koteletter: Koteletter skal du opbevare i køleskab i en pose eller anden lufttæt emballage. Tjek datomærkningen for at se, hvor længe kødet holder.

Fjerkræ: Fjerkræ skal du opbevare i køleskabet i original eller anden lufttæt emballage. Tjek datomærkningen for at se, hvor længe kødet holder.

Hakket kød: Hakkekød skal du opbevare i køleskab i original eller en lufttæt pakning. Hakket kød kan holde sig op til 4 dage i køleskab. Tjek datomærkningen for at se, hvor længe kødet holder.

Pålæg: Pålæg som skinke og rullepølse kan holde sig 2-4 dage i køleskabet, efter emballagen er brudt. Røget og tørret pålæg kan holde længere.

Spegepølse: Spegepølse opbevarer du bedst i køleskab pakket ind i madpapir, så den holder sig tør. Pølsen holder sig cirka 14 dage i køleskab efter åbning.

Leverpostej: Leverpostej skal opbevares i køleskab i den originale emballage med en plastpose om. Den kan holde sig 4-6 dage i køleskabet efter åbnin.

Tilberedt kød: Tilberedt kød, der er stegt eller kogt, skal opbevares i køleskabet i en pose eller en anden lufttæt emballage. Kødet kan holde sig cirka 5-6 dage i køleskab, hvis det er varmet grundigt igennem, kølet hurtigt ned.

Grillet kød: Grillmad skal du ikke gemme, fordi der ofte er problemer med hygiejnen. Bakterierne får nemmere ved at sprede sig, når du rykker ud af køkkenet og tænder op i grillen.

Grill: Få tips til god hygiejne og hurtig optænding

Æg: Æg skal du opbevare i køleskab og kan holde 3-4 uger. Æg kan ofte holde sig længere tid end datomærkningen. Brug dine sanser, for at tjekke, om du kan spise ægget.

Få flere tips til opbevaring af kød og æg i For Resten-appen

Fisk og fiskepålæg: Sådan opbevarer du det

Fisk fordærver hurtigt. Derfor skal du altid opbevare fisk så koldt som muligt i køleskabet. Fisk holder kortere tid, når det er skåret op eller hakket, fordi bakterier så får et større område at for­mere sig på.

Rå fisk og fiksefars: Frisk fisk skal opbevares koldt ved max 2 grader. Fisk, du køber hos fiskehandleren, skal spises samme dag. Det gælder også fisk, du køber i supermarkedet, hvor du har åbnet emballagen.

Færdigpakket fisk: Færdigpakket fisk du køber i supermarkedet, har altid en datomærkning på emballagen. Vær opmærksom på, at "sidste anvendelsesdato" typisk kun gælder, hvis du opbevarer fisken ved 2 grader. Opbevarer du fisken ved 5 grader, som er en typisk køleskabstemperatur, kan fisken kun holde sig i 1 døgn.

Røget og gravad fisk: Røget, saltet og varmebehandlet fisk kan holde sig lidt længere end fersk fisk i køleskabet. Undtagelsen er gravad fisk, som har meget kort holdbarhed.

Røget sild og makrel: Røget makrel og sild holder 4-8 dage efter åbning, alt efter hvor friskrøget fisken er. 

Røget laks: Røget laks holder 2-3 dage efter åbning, mens gravad laks kun holder 1-2 dage.

Marinerede sild: Marinerede sild holder 8-10 dage, når glasset er åbnet. 

Fiskepålæg på dåse: Dåsetun og makrel i tomat skal du lægge i en anden beholder, når du har åbnet dåsen. Når dåsen er åbnet, kan metallet nemlig afgive uønskede stoffer til maden. Fiskekonserves holder 2-3 dage i køleskabet.

Muslinger og rejer: Skaldyr skal du spise samme dag eller senest dagen efter.

Kilder: Fødevarestyrelsen, altomkost.dk 

Få flere tips til at opbevare fisk og skaldyr i For Resten-appen

3. Put rester i fryseren

Opbevarer du mad i fryseren, kan du give dine rester et længere liv. I fryseren bevarer maden næringsindhold, smag og udseende – i hvert fald i en periode.

Mad kan dog ikke holde evigt i fryseren. Konsistens, duft og smag ændrer sig efter noget tid. Du bliver dog ikke syg af at spise mad, der har ligget længe i fryseren, for bakterievækst stopper ved minus 10 grader celsius.

Maden skal du måske pakke om, inden du putter den i fryseren. Det er nemlig ikke sikkert, den originale emballage egner sig til frost.

Hvor længe holder mad i fryseren? Få svar her: 

Færdigretter

  • Færdige retter: 1-3 måneder i fryseren.

Grønt

  • Grøntsager: 6-12 måneder afhængig af emballagen og grøntsagstypen.
  • Frugt og frugtprodukter: 10-12 måneder.

Kød

  • Pølser: 2-3 måneder.
  • Magert svinekød: cirka 6 måneder.
  • Fedt svinekød: cirka 3 måneder.
  • Hakket kød: cirka 4 måneder i fryseren, mens fars kun kan holde sig i 2 måneder.
  • Røget kød: 4-6 måneder.
  • Kylling: 8-10 måneder.
  • Oksekød: cirka 10 måneder.
  • Lammekød: cirka 10 måneder.

Fisk

  • Røget fisk: cirka 3 uger.
  • Fiskefars: 1-2 måneder.
  • Fed fisk: 2-3 måneder.
  • Mager fisk: 3-6 måneder.

Emballage: Sådan skal du opbevare maden

Forbrugerrådet Tænk: Det skal være lettere at undgå madspild

Madspild koster danskerne milliarder kroner om året. Størstedelen af madspildet sker hjemme i de danske køkkener, blandt andet fordi datomærkerne kan være svære at forstå.

Datomærker skal forklare – ikke forvirre. Derfor arbejder Forbrugerrådet Tænk for klare og tydelige datomærkninger, så du altid ved, om du kan bruge dine sanser til at vurdere, om maden er spiselig, eller om den er sundhedsskadelig og skal smides ud.

Sofie Søndergaard Risborg, projektleder i Forbrugerrådet Tænk