Spar penge med ny batteritendens| Forbrugerrådet Tænk
Gå til hovedindhold

Få adgang til alt indhold på tænk.dk, medlemsmagasinet og meget mere.

Bliv medlem

Spar penge og få mest ud af dine produkter med ny batteritendens

Med batterialliancer kan din støvsuger dele batteri med boremaskinen. Det er en fordel, fordi der er færre batterier, du skal skifte ud. Men der er ét problem.

Christina Vejsgaard · Foto: Getty Images · 13. oktober 2021
Kvinde med boremaskine med batteri

Alle batterier bliver slidt med tiden. Det kan føre til store frustrationer, når boremaskinen egentlig virker fint, men batteriet er dødt. Skal du investere i et nyt batteri eller købe en helt ny maskine?

Samme udfordring kan du møde med mange andre batteridrevne produkter i hjemmet. Du ender også hurtigt med at have mange batterier i hjemmet, der hver kun virker til én maskine.

Ud over at det er irriterende, så betyder det også, at mange produkter risikerer at blive udskiftet, kun fordi batteriet ikke kan holde længe nok. Det har konsekvenser for både din pengepung og klimaet.

Batterialliancer kan være en del af svaret på de udfordringer. 

Hvad er en batterialliance?

En batterialliance er en sammenslutning af forskellige producenter af maskiner til dit hjem, der går sammen om samme batterisystem. 

Systemet betyder, at du kan bruge samme batteri til flere produkter. Det har flere fordele:

  • Du kan nøjes med ét batteri og én oplader til flere maskiner. På den måde sparer du ressourcer.
  • Du kan nemmere udskifte batteriet, hvis det er blevet slidt.
  • Du kan spare penge ved at købe maskiner uden batteri, hvis du allerede har et batteri, der passer til maskinen. Batterier kan udgøre en ret stor del af prisen på maskiner til hjemmet.
  • Når batteriteknologien bliver bedre, kan du opgradere mange af dine maskiner samtidig med ét nyt batteri

Ulempen ved en batterialliance er, at du kan komme til at føle dig låst til nogle udvalgte producenter, fordi du har batteri til dem allerede.

Hvilke batterialliancer findes der?

Den største batterialliance, du skal kende, hedder ”Battery for all alliancen”. Den består af Bosch, Gardena, Flymo, Gloria, Steinel, Rapid og Wagner.

I alliancen deles de om én slags 18V-batterier, der typisk bruges i batteridrevne maskiner i hjemmet og haven.

Du kan få batterierne med forskellig kapacitet, som måles i Ah. Jo højere Ah et batteri har, desto større er kapaciteten.  

”The cordless alliance system” er en anden batterialliance, der blandt andet består af producenten Metabo. Flere af de andre producenter i alliancen er dog mindre udbredte i Danmark.

Forbrugerrådet Tænk mener: Batterialliancer er en god start, men en fælles, international standard ville være endnu bedre

”Vi er glade for at se, at en del af branchen tager ansvar for, at batterier kan bruges på tværs af forskellige maskiner. Batterier kræver mange ressourcer at producere, så jo bedre vi kan udnytte de batterier, der bliver lavet, jo bedre for både økonomien og kloden.

Som det er nu risikerer forbrugerne dog at føle sig fanget i én batterialliance. Derfor mener vi, at det bedste ville være, at batterier til de mest almindelige maskiner i danske hjem blev standardiseret,”

Helen Amundsen, seniorrådgiver, Forbrugerrådet Tænk.