Forbrugerrådet Tænk

Få testresultater, anbefalinger og hjælp til køb

Bliv medlem

Social

Titel

Lyspærer: Sådan smider du dine pærer ud

Brugte lyspærer ender ofte i skraldespanden, når de smides dem ud. Men er det smart? Få svaret her.
Af Lars Dalsgaard
27. April 2017
Lyspærer: Hvordan smider du dine pærer ud?
Foto: iStock

Pæren sprænger: Hvordan skaffer du dig af med den?

Elpæren går i stykker, og du skal bortskaffe den. Men hvor er det bedst at gå hen? Hvert år ender tonsvis af brugte lyspærer i almindelige skraldespande, glas- og metalcontainere, men det er det helt forkerte sted, hvis du ønsker at værne om miljøet.

Glødepærer og halogenpærer kan du smide i skraldespanden, hvis du har pakket dem forsvarligt ind. Alle andre lyskilder skal du dog aflevere til genanvendelse, og derfor er den nemmeste huskeregel, at du skal aflevere alle dine pærer på din nærmeste affaldsstation. Det er også bedst for miljøet.

Lysstofrør, LED- og sparepærer(A-pærer), skal du altid aflevere til genanvendelse på din lokale affaldsstation. Så bidrager du ikke til, at kviksølv spreder sig i luften – samt at eventuelt værdifulde metaller går til spilde, men kan blive brugt igen.

Sparepærer indeholder for eksempel kviksølv, lyspulver, glas og metaldele, hvor op til 98 procent af materialerne kan genanvendes - blandt andet i forbindelse med produktion af nye pærer.

Her skal du skille dig af med pæren

  • Gløde-pærer: Din skraldespand (pakket forsvarligt ind)
  • Halogen-pærer: Din skraldespand (pakket forsvarligt ind)
  • Sparepærer: Genanvendelse på affaldsstation
  • LED-pærer: Genanvendelse på affaldsstation
  • Lysstofrør: Genanvendelse på affaldsstation

Affaldsstationen, der ligger tættest på dig, finder du på din kommunes hjemmeside.

Sparepærer og lysstofrør er særligt skadelige

Lysstofrør og sparepærer skal du især være på vagt over for, når det kommer til at skille sig af med brugte, da de indeholder kviksølv.

Kviksølv kan forårsage alvorlige skader på miljø og sundhed. Hvis en kviksølvspære bliver forbrændt sammen med almindelig affald, frigiver det små mængder kviksølv, som spreder sig i miljøet og ophober sig i fødekæden. Det sker, hvis sparepæren ender i skraldespanden.

LED-pærer, halogenpærer og glødepærer er alle fri for kviksølv.

Kviksølv i pærer: Det skal du passe på

Kviksølv er ufarligt, så længe det er gemt væk bag en intakt pære. Kommer du til at knuse en pære, der indeholder kviksølv, skal du passe på.

Miljøstyrelsen har udarbejdet en guide til, hvordan du bærer dig ad med oprydningen:

  1. Åben vinduet: Lad vinduet stå åbent, mens du gør rent. På den måde minimerer du risikoen for at indånde de små dampe af kviksølv, som den knuste sparepære frigiver.
  2. Brug karton: Alle rester af kviksølv skal ud af huset. Undlad derfor at bruge kost eller støvsuger, da du bare risikerer at sprede kviksølvet yderligere. Brug i stedet et stykke karton til at skrabe resterne op med. Skal du ned i sprækker, kan du bruge tape. De sidste rester kan du fjerne med våd køkkenrulle.
  3. Lufttæt beholder: De opsamlede rester kan du pakke ind i en lufttæt beholder, for eksempel et syltetøjsglas eller en frysepose. Aflevér beholderen i din nærmeste genbrugsstation eller til anden kommunal indsamling, der tager imod sparepærer og lysstofrør.
  4. Luft ekstra ud: Det anbefales, at du sørger for gennemtræk mindst 15 minutter efter oprydningen. Samt at du lufter ekstra ud de næste 14 dage – bare for en sikkerheds skyld.