Forbrugerrådet Tænk

Få testresultater, anbefalinger og hjælp til køb

Bliv medlem

Social

Titel

Internet-hastighed: Så meget har du brug for

Download-hastigheden er det vigtigste, når du vælger bredbånd. Den afgør, om du kan streame film og tv, og om du kan gøre det på flere enheder samtidigt.
Af Mikkel William Nielsen
31. Maj 2018
Internet-hastighed: Så meget har du brug for
Foto: iStock

Find den rigtige internet-hastighed til dig

Når du skal vælge bredbånd, er det vigtigt, at du får den hastighed, som passer bedst til dit forbrug. Så undgår du at betale for meget eller at ende med et langsomt internet, der ikke opfylder dit behov.

Hastigheden på internet bliver opgjort som antal megabit i sekundet. Det forkortes Mbit/s og typisk vil internetudbyderne fremhæve, hvor mange Mbit/s du kan downloade med de forskellige bredbåndsløsninger.

Download-hastigheden er vigtigst

Antallet af megabit i sekundet (Mbit/s) er det, der afgør hvad du kan brug dit internet til.

Downloadhastigheden er ofte den hastighed, de fleste tillægger den største betydning, fordi den siger noget om, hvor hurtigt du kan hente noget ned på din computer, når du for eksempel streamer film, serier og andet tv.

Men du behøver ikke lynhurtige fiberforbindelser for at kunne streame.

0-19 Mbit/s

Hvis du vil have flere enheder på nettet samtidigt, for eksempel tablet, fjernsyn og konsoller, anbefaler Forbrugerrådet Tænk en forbindelse på minimum 10 Mbit/s eller mere.

20-49 Mbit/s

Streamer du tv, spiller online spil og downloader film, har du brug for minimum 20 Mbit/s.

50-99 Mbit/s

Du skal bruge mere end 50 Mbit/s, hvis der er flere i husstanden, der er på nettet samtidig for at spille online computerspil og se HD-film.

+100 Mbit/s

Hvis du streamer film og udsendelser i UHD-opløsning (fire gange højere end HD), eller mange i husstanden streamer HD-film samtidig på forskellige enheder eller spiller online computerspil, har du brug for mere end 100 Mbit/s.

Mere end 100 Mbit/s er primært til en husstand med flere familiemedlemmer, som ofte er på nettet samtidig og downloader samt streamer store mængder data.

Upload-hastigheden er mindre vigtig

Upload-hastigheden siger – som navnet antyder – noget om, hvor hurtigt du kan lægge noget op på nettet, for eksempel en video på Youtube.

Ofte vil upload-hastigheden være meget langsommere end download-hastigheden, hvis du får bredbånd via kobber eller kabel-tv. Kun fiberteknologien giver som regel mulighed for såkaldt symmetrisk bredbånd, hvor der er samme hastighed på både up- og download-hastigheden.

Med mindre du ofte har behov for at lægge store filer op i for eksempel Dropbox eller lignende, behøver upload-hastigheden ikke være højere end 2 Mbit/s.

Tjek din internet-hastighed

Hastigheden på dit internet, kan du tjekke på hjemmesiden tjekditnet.dk, som er en bredbåndsmåler, lavet af Erhvervsstyrelsen.

Tjek din bredbåndsforbindelse hos tjekditnet.dk