Syv gode råd til at bruge din cykelanhænger sikkert | Forbrugerrådet Tænk
Gå til hovedindhold

Få adgang til alt indhold på tænk.dk, medlemsmagasinet og meget mere.

Bliv medlem

Cykelanhænger: 7 tips til sikkert brug

Sikkerheden skal være i top, når børnene er med på cykelturen. Få 7 tips til, hvordan du bruger cykelanhængeren rigtigt.

Stine Müller · Foto: iStock · 4. juli 2019
Cykelanhænger - tips til sikker brug

Imagecredit: iStock

Cykelanhænger: Sådan øger du sikkerheden

Hvis du cykler meget med dine børn, kan en cykelanhænger være en god investering. Selv om uheld med en cykelanhænger hører til sjældenhederne, skal sikkerheden være på plads.

Sådan er reglerne for cykelanhængere:

  • Føreren af en cykel med cykelanhænger skal være fyldt 15 år.
  • Du må have max 2 børn i en cykelanhænger
  • Alle børn skal være fastspændte.
  • Totalvægten for en anhænger med personer og bagage må ikke overstige 60 kg.
  • Hvis du vil køre med mere end 60 kg, skal anhængeren have en påløbsbremse.
  • Den samlede længde på cykel og anhænger må ikke overstige 3,5 meter.
  • Bredden må ikke overstige 1 meter.
  • Hjulene på en cykelanhænger skal altid være afskærmede, så børnene i anhængeren ikke får fingrene eller fødderne ind i hjulene.

Sådan bruger du cykelanhængeren sikkert

1. Prøvekør cykelanhængeren uden børn

Kør et par prøveture med anhængeren uden barn, inden du begiver dig ud i trafikken med guldklumpen ombord. Fyld vognen med anden tilsvarende vægt. Øv dig især i at bremse og dreje, og væn dig til, at du fylder betydeligt mere i bredden.

2. Placér barnet korrekt

Placér barnet i midten af sædet, hvis der kun sidder 1 - alternativt i den modsatte side af tilkoblingen. Anhængeren bliver mere ustabil, hvis barnet sidder i samme side som koblingsstangen.

Overvej en ladcykel, hvis du har brug for mere plads:

3. Husk sele og cykelhjelm

Spænd altid barnet fast i selen.

Brug altid cykelhjelm til både chauffør og passagerer. Selv om barnet ikke bliver direkte ramt, hvis I bliver påkørt, giver anhængeren minimal beskyttelse og kan i øvrigt vælte

4. Sørg for at være synlig i trafikken

Kør altid med vimpel bag på anhængeren, så den er mere synlig.

Brug mindst 1 rød baglygte i lygtetændingstiden. Den skal sidde midt for eller til venstre bag på anhængeren. Så behøver du ikke lys bag på cyklen.

5. Afskærm kabinen og beskyt børnene

Luk som minimum altid myggenettet, når du kører med børn i anhængeren. På den måde undgår du, at der bliver slynget småsten og lignende ind til barnet.

6. Kør altid forsigtigt

Anhængeren har ingen selvstændig bremse, men skal bremses af din cykel. Derfor er det svært at bremse hurtigt, og vognen kan springe til siden ved pludselige opbremsninger.

Anhængerens stabilitet i sving bliver også mindre i høj fart.

7. Husk vægten

Totalvægten for en anhænger med personer og bagage må højst være 60 kg. Vil du køre med tungere last, skal du have en særlig påløbsbremse, der automatisk aktiveres, når cyklen bremses.

Følg derudover altid producentens angivelse af maximum vægt for anhængeren.