Undgå chockregninger fra dit barns mobiltelefon
Gå til hovedindhold

Få adgang til alt indhold på tænk.dk, medlemsmagasinet og meget mere.

Bliv medlem

Undgå chokregninger fra dit barns mobil

Kombinationen af børn og smartphones kan være en dyr affære, og der er risiko for, at det er dig som forælder, der kommer til at hænge på regningen. Få gode råd her.

Lindi Winkel · Foto: Getty Images · 17. januar 2024
Barn sidder med mobil

Har dit barn fået en telefon, skal du tage stilling til, hvilket mobilabonnement, der skal følge med. 

Find abonnementstypen, der passer til dit barns forventede forbrug, og som har en god sikring mod overskridelser. De fleste selskaber tilbyder i dag mobilabonnementer beregnet til børn, hvor der er indbygget saldokontrol, og hvor det er muligt at sætte begrænsninger på forbruget.

Nogle abonnementer sænker datahastigheden, når du har nået pakkegrænsen.

Indsæt saldokontrol og vælg begrænsninger

Indsæt saldokontrol på abonnementet og vælg, hvilke begrænsninger der skal beskytte dit barn.

Opkald til udlandet og overtakserede sms'er kan du for eksempel sætte en grænse for.

Det forhindrer ikke bare barnet i ubegrænset overforbrug, men kan også begrænse andres misbrug af telefonen og svindel-sms'er, hvis telefonen bliver tabt.

Tal åbent om forbruget

Tal åbent med dit barn om telefon- og internetforbrug. Både omfang, regning og indhold er vigtigt at få vendt jævnligt.

Det gør det nemmere for både dit barn og dig selv at være på forkant med nye faldgruber, når barnet bevæger sig ud på nye områder.

Problemer med regninger, mistænksomt indhold eller tab af telefonen, kan være svært for dit barn at fortælle. Derfor er det vigtigt for dit barn, at det føler sig tryg ved at henvende sig til dig.