Barnevogn: Test afslører problematisk kemi
Gå til hovedindhold

Få adgang til alt indhold på tænk.dk, medlemsmagasinet og meget mere.

Bliv medlem

Mange barnevogne indeholder uønsket kemi

Vores test viser, at barnevogne indeholder problematiske kemikalier. Fem ud af seks testede indeholder bisphenoler, og en enkelt har PFAS.

Foto: Getty Images · 12. oktober 2023
Nærbillede af en række med barnevogne

Barnevogne er en fast del af mange kommende forældres ønskeliste. Og det giver mening, for vognen er et godt ergonomisk valg for barnet. Med sit lange og brede liggemål er der plads til, at det lille barn kan blive transporteret rundt og ligge trygt og godt de første 3 leve år.

Vi har testet barnevogne. Vores test viser, at vognene har problemer med uønsket kemi. Vi har testet barnevogne fra mærkerne Basson Baby, Emmaljunga, Naturkind, Odder, Stork og Trille.

Fortsat problemer trods forbedringer

Forbrugerrådet Tænk testede barnevogne i 2019. Testen viste, at vognene havde problemer med både sikkerhed, holdbarhed og uønsket kemi.

I 2020 gentestede vi derfor 4 af modellerne fra 2019-testen samt fem nye modeller fra flere af de samme mærker, for at se, om der var rettet op på problemerne. Testen viste, at der var sket forbedringer på forskellige af de testede parametre, men at der fortsat var barnevogne med uønsket kemi.

Bisphenoler i barnevognskasserne  

Vores test i 2023 har derfor fokuseret på uønskede kemikalier som bisphenoler, PFAS, ftalater, PAHer og flammehæmmere, og vores test viser, at det specielt er bisphenoler, der er problemer med.

Det er nyt, at vi kigger efter bisphenoler. Det sker efter, at vi i foråret stillede skarpt på bisphenoler i mange forskellige børneprodukter.

Bisphenolerne kan bruges i produktionen af blandt andet tekstil, polyester fyld eller læder, men formodes også at kunne findes i tekstil, hvis det fx er lavet af genvundet plast. 

Der er ingen grænse for indhold af bisphenoler i produkter som barnevogne. Men flere af bisphenolerne fx bisphenol A er - eller er mistænkt for at være hormonforstyrrende i mennesker og miljø, og indholdet af bisphenol A i tekstilerne fra flere af barnevognene er over det niveau, som EU's videnskabelige komité for forbrugersikkerhed SCCS har anslået som sikkert i tøj.

Fortsat PFAS i en enkelt barnevogn

Fluorstoffer eller PFAS har vi fundet i nogen af barnevognene i vores tidligere test.

Det er også tilfældet i vores nyeste test fra 2023, hvor én af de 6 vogne havde et højt indhold af fluorstoffer i yderstoffet på overlæderet. Det tyder på, at der er brugt PFAS til at gøre yderstoffet smuds- eller vandafvisende.

PFAS er problematisk for vores sundhed og miljø, og der arbejdes i EU på at forbyde brug af PFAS i stort set alle anvendelser inklusiv i alle forbrugerprodukter.

Isoleret set er de problematiske stoffer ikke farlige

Barnevogne med uønsket kemi er som udgangspunkt ikke sundhedsskadelige. Stofferne er lovlige, og de udgør ikke i sig selv en risiko for dig eller dit barn.

Du kan derfor godt bruge din barnevogn, hvis du har købt en model med uønskede kemikalier og skal ikke skille dig af med den. De kan dog bidrage til en samlet udsættelse for problemkemi – også kendt som cocktaileffekten.

Spørg altid forhandleren om uønsket kemi i barnevogne og babyudstyr. Ved at efterspørge udstyr uden uønsket kemi som fluorstoffer, bisphenoler og PAH'er viser du tydeligt, at problemkemi i babyprodukter er noget, du vil undgå.

Sådan minimerer du barnets udsættelse for uønsket kemi

Nå du køber en barnevogn, kan du minimere dit barns udsættelse for problematiske kemikalier ved at:

  • Vaske de dele af udstyret, der kan vaskes i vaskemaskinen. 
  • Lufte barnevognen godt igennem. Tag madras, overlæder og evt. myggenet af og luft det godt igennem.
  • Lad vognen stå ude et par dage, inden dit barn får sin første tur i barnevognen.

Forbrugerrådet Tænk mener: Producenter og forhandlere skal have styr på uønsket kemi

"Det er godt at se, at barnevognene i den nyeste test er stortset fri for ftalater, PAHer og flammehæmmere.
At vognene alligevel ikke klarer sig bedre i testen af uønsket kemi skyldes denne gang den udbredte forekomst af bisphenoler, særligt bisphenol A (BPA), som vi finder i 5 ud af 6 barnevogne.
BPAs uønskede sundhedseffekter har været diskuteret længe, og inden for de seneste par år, er der også kommet stigende fokus på, at stoffet kan findes i tekstil og læder.
Set i lyset af den seneste vurdering af BPA i EU, der peger på at stoffet er problematisk selv i meget små doser, samt at de fleste af os samlet set bliver udsat for mængder, der kan påvirke vores sundhed, betyder, at der er ekstra brug for at virksomhederne er opmærksomme på at undgå dette stof i deres produkter."

Stine Müller, testansvarlig projektleder