Forbrugerrådet Tænk

Få testresultater, anbefalinger og hjælp til køb

Bliv medlem

Social

Titel

Koncertbilletter: Sådan bliver du snydt

Billetter til koncerter, teateret og fodboldkampe kan du nemt komme til at betale overpris for. Se, hvor nemt du bliver snydt til at betale mere.
Af David Bergeon
9. April 2018
dyre koncertbilletter
Foto: Getty Images

Betal ikke overpris for dine billetter

Festivaler, koncerter, fodboldkampe og teaterstykker kan blive ekstra dyre at komme til, hvis du køber billetten det forkerte sted.

Nettet er fyldt med tilbud på billetter, som billethajer køber hos de officielle forhandlere, men sælger videre til dig med stor fortjeneste.

Undgå at blive snydt af billethajer - læs med her.

Se hvordan du køber en billet det rigtige sted

Hvad siger loven?

I Danmark er det ulovligt, at videresælge billetter til overpris. Loven skal sikre, at alle har lige mulighed for at gå til koncerter og sportsarrangementer. Du snyder derfor dig selv og støtter billethajerne, hvis du vælger at købe en billet til overpris.

Sådan bliver du snydt til at købe dyre billetter

Billetter til koncerter kan blive dyre for dig, hvis du køber dem hos en uofficiel billetudbyder. De uofficielle billetsalgssteder markedsfører sig på flere måder, for at narre dig til at tro, at du køber af en officiel udbyder.

Hjemmesider kan billethajer få til at se officielle ud med pladsoversigt, antal af billetter tilbage og en troværdig betalingsform. Men lad ikke det narre dig til at købe en billet til overpris.

Google-resultater kan snyde dig

Med Google-reklamer kan billethajerne få deres sider til at ligge over den officielle billetudbyder, når du søger efter koncertbilletter på Google.

Hvis der står ”annonce” ved siden af linket på Google-resultaterne, kan det være et tegn på, at en uofficiel billetsælger forsøger at lokke dig.

Viagogo annonce på google

Events på Facebook er ikke officielle

Facebook-events med mange deltagere kan også snyde dig til at tro, at det er koncertarrangøren, der står bag.

Roskilde Festival oplevede for eksempel i 2018, at Facebooksiden ”EU Concerts live” havde oprettet eventet ”Eminem Roskilde” på den dato, hvor Eminem skulle optræde på årets festival.

Facebook-eventet havde mange tusind deltagere, men eventet havde ikke noget med festivalen at gøre. På linket til billetsalget for eventet stod ticketmaster.co.uk, men linket ledte i virkeligheden over til Viagogo.

Viagogo er ikke et officielt sted for salg af Roskilde Festival billetter, og billetterne på Viagogo sælges ofte til overpris.

uofficielle events på facebook

Pladsoversigt skal give officielt udtryk

En oversigt over en koncertsal eller et stadion giver indtryk af, at der er tale om en officiel billetudbyder, men det behøver ikke være tilfældet.

Antallet af billetter, der er tilbage, kan du heller ikke stole på, hvis medmindre det er en officiel billetudbyder. Tallet kan ligeså vel være opdigtet for at stresse dig til at købe.

Der findes eksempler på uautoriserede billetplatforme, der har skrevet, at der er få billetter tilbage salg, selv om der har været langt fra udsolgt til begivenheden.

Eller omvendt har der stået på platformen, at der var mange billetter til salg, selv om en koncert var udsolgt.

Du kan derfor risikere, at den billet du køber, er solgt flere gange eller slet ikke er gyldig, fordi det er en fupbillet.

Er der flere billetter?

Prisen kan springe

Den endelig pris hos uofficielle billetforhandlere kan være steget væsentligt fra det beløb, du så billetten til på den første side.

Med en nedtælling i toppen af skærmen kan billetsalgsstedet stresse dig til at handle hurtigt, så du ikke når at se alle detaljerne.

På den måde kan overdrevet høje gebyrer snige sig ind i den endelige pris, lige før du betaler.

En anden valuta end danske kroner kan også få prisen til at se lav ud i første omgang, men når du så skal betale, regnes der pludseligt vekselgebyr eller skæve valutakurser med i den endelige pris.

Betaler du for meget?

Sådan undgår du at betale overpris

Du undgår at betale overpris for billetter, ved at købe billetterne på denne måde:

  • Køb billetten hos en officiel billetudbyder. Det kan være koncertstedet, teateret eller en samarbejdspartner. Arrangøren af begivenheden vil ofte oplyse, hvor du skal købe din billet.

Se hvordan du finder en officiel billetudbyder

  • Tjek at prisen er rigtig. Giv aldrig mere for billetten end arrangøren har oplyst, måske tillagt et mindre gebyr til billetsalgsstedet. I Danmark er det ulovligt at sælge billetter videre med fortjeneste.

 

  • Er billetterne udsolgt hos den officielle udbyder, er dit bedste bud, at skrive dig på en venteliste, eller at købe billetterne af en anden privat person til den oprindelige pris. Enkelte koncertarrangører har for eksempel lavet deres egen børs for videresalg af billetter mellem private. Du kan således med fordel undersøge, hvorvidt den konkrete koncertarrangør udbyder en sådan børs.