"Sorgen ikke rigtigt har kunnet få plads til at fylde"
Gå til hovedindhold

Få adgang til hele tænk.dk

Bliv medlem

"Sorgen har ikke rigtigt kunnet få plads til at fylde"

Praktiske og økonomiske spørgsmål har stået i kø lige siden Marie-Louise Uhrenholt mistede sin mor for to måneder siden - der har nærmest ikke været et åndehul til at håndtere sorgen endnu.

Stina Askholm Mellerup · Foto: Privat · 8. august 2022
Gravsted

”Jeg har stadig ikke fattet, at min mor ikke er her mere. Det er så sammensat. Jeg undrer mig stadig over, at hun ikke ringer til mig, selv om jeg på samme tid går og tømmer hendes hus. Der har bare været så meget praktisk at håndtere siden hendes død, at sorgen ikke rigtigt har kunnet få plads til at fylde. Ud over mit normale fuldtidsjob er jeg blevet fuldtids administrationsmedarbejder i mit og min mors liv.”

Sådan fortæller 26-årige Marie-Louise Uhrenholt, der arbejder som lærer på en specialskole i Odense, hvor hun også bor med sin kæreste Mathias.;

Mange ting at tage stilling til

Da Marie-Louise uventet mistede sin 57-årige mor i påsken, stod hun som enebarn af fraskilte forældre pludselig med hele ansvaret for at håndtere alle praktiske og økonomiske spørgsmål omkring morens dødsfald.

”Det er virkelig kommet bag på mig, hvor mange ting der skulle undersøges og tages hånd om. Dagen efter min mors død sad jeg over for bedemanden og skulle beslutte, om hun skulle kremeres, hvordan hun skulle begraves, og hvilken farve kiste og blomster skulle have,” fortæller Marie-Louise og fortsætter:

”Så var der spørgsmål om, hvorvidt hun var medlem af en fagforening og sygeforsikringen Danmark, så jeg kunne få begravelseshjælp. Jeg skulle også undersøge, om hun var medlem af nogle foreninger, havde abonnementstjenester, elselskaber, pensioner, forsikringer osv. Det betød, at jeg få dage efter hendes død sad og ringede rundt til en masse tjenester for at afmelde dem og undgå unødvendige regninger.”

Man skal nærmest være privatøkonom

Selv om Marie-Louise Uhrenholt i udgangspunktet har stået alene i processen, har hun rakt ud til både omgangskreds og eksperter for at få hjælp.

”Min svigerfar har fx lavet en oversigt med alle de ting, jeg skal være opmærksom på at betale og forholde mig til. Og jeg har talt utroligt meget med min bankrådgiver for at få hjælp: Skulle jeg fx betale hendes el-regning eller vente, til boet var gjort op? Man skal nærmest være privatøkonom for at følge med, men jeg kan kun opfordre alle i en lignende situation til at række ud og gribe knoglen en ekstra gang for at få hjælp.”