900 forbrugere bad banken om en bedre rente
Gå til hovedindhold

Få adgang til hele tænk.dk

Bliv medlem

900 forbrugere bad banken om en bedre rente

Vi bad forbrugerne fortælle, hvad der skete, da de sendte vores skabelon til forhandling om rente på deres indlån til banken. Svarene fra 145 forbrugere deler sig i to.

Christina Vejsgaard · 21. december 2023

For at hjælpe danske bankkunder med at tage første skridt til at få bedre rente på deres indlån, lavede vi en skabelon til at kontakte banken. En evaluering blandt et udsnit af de forbrugere, der har brugt skabelonen, viser, at samme henvendelse resulterer i vidt forskellige svar. 

Som det ses i nedenstående tabel var den mest hyppige reaktion fra banken at henvise til en anden konto med højere rente, men for en stor del har henvendelsen desværre ikke ført nogle ændringer med sig.

 

'bedre_rente_graf'

 

60 forbrugere fortæller, at de blev henvist til at flytte pengene over på en anden konto i banken. 21 blev foreslået at investere pengene og 11 fik en højere rente. For 49 forbrugere medførte brevet dog ingen ændringer.

“En del banker påstår, at indlånsrenter ikke er til forhandling. Det giver ingen mening, når udlånsrenten er det,” siger Morten Bruun Pedersen, cheføkonom hos Forbrugerrådet Tænk.

Samtidig bliver en større del anbefalet at investere deres penge – på trods af at der i brevet eksplicit står, at det ikke er formålet med henvendelsen.

Forbrugernes oplevelser viser ifølge Morten Bruun Pedersen, at bankernes rådgivning lader meget tilbage at ønske.

”Når så mange kan få en højere rente på deres indlån blot ved at flytte pengene til en anden konto, så ville det klæde bankerne at tilbyde noget proaktiv rådgivning. Og så ville vi jo gerne se, at de forholder sig lidt mere til det, deres kunder skriver, og ikke begynder at snakke om investering, når det allerede er udelukket,” siger han.

Hvis du ikke oplever, at du får gode priser og god rådgivning i din bank, så anbefaler Forbrugerrådet Tænk, at du undersøger mulighederne for at få et bedre tilbud i en anden bank.

Udvalgte erfaringer fra forbrugerne

En af dem, der har fået en afvisning på sin henvendelse skriver:

”Banken afviste totalt min forespørgsel telefonisk og herpå skriftligt. De påstår, at de har faste regler og dermed basta. Intet er til forhandling individuelt.”

 

Kommentar fra cheføkonom Morten Bruun Pedersen

”Hvis man får et blankt nej fra banken til en bedre pris, bør man som det første se på, om man er en attraktiv bankkunde, dvs. at man har et engagement med banken af en vis størrelse, om man har råd til dette engagement, og om man betaler til tiden. Hvis det er tilfældet, skal man ikke tage bankens umiddelbare afvisning for en god vare. Man kan også undersøge, hvad andre banker kan tilbyde”

 

Andre har oplevet, at de blev henvist til at investere et større beløb:

”Ja, de nærmest opfordrede os til at investere vores penge (700.000 kroner) efter hussalg. Vi er et ægtepar på 73 og 68 år, og vi er meget skuffede.”

 

Kommentar fra cheføkonom Morten Bruun Pedersen

”Bankernes investeringsprodukter er meget dyre på grund af synlige og skjulte omkostninger. Vi har set mange eksempler på, at banken på den lange bane har tjent mere end forbrugerne på investeringerne. Også selv om det er forbrugerne, der påtager sig hele risikoen, men banken som får en sikker indtægt fra gebyrerne. Det er ikke rimeligt, at bankerne rådgiver kunderne med ”et godt tilbud”, hvor banken er den sikre vinder, mens forbrugerne påtager sig en dyr risiko.”

 

En anden kommentar afslører, at det ikke er alle, der har haft mod på at gå videre med henvendelsen til banken:

"Jeg har ikke skrevet endnu, jeg synes, det er svært, da jeg ikke er god til at forhandle. Men jeg har ikke givet op endnu, jeg er ved at tage tilløb."

 

Kommentar fra cheføkonom Morten Bruun Pedersen

”Jeg kan godt forstå, at det kan virke skræmmende og uoverskueligt at gå i forhandling med banken, men mit bedste råd til forbrugerne er at huske, at banken er en forretning, der tager den højest mulige pris, som den kan komme afsted med. Banken kan ikke tjene penge uden kunder, så de har en interesse i at holde på dig, og den interesse skal du udnytte til at forhandle, så du ikke kommer til at betale for meget.”