Ondt i økonomien presser unge på deres uddannelse
Mange af de unge, der mistrives på deres uddannelse eller ligefrem dropper ud, har også økonomiske problemer. Det viser en ny undersøgelse, som Forbrugerrådet Tænk har lavet i samarbejde med Finans Danmark. Undervisning i privatøkonomi kan give redskaber til at håndtere økonomien og bør prioriteres højere, foreslår de to organisationer.
Unge kan støde på adskillelige udfordringer i løbet af uddannelsen; karakterræs, skoletræthed og trivselsproblemer er et udpluk af de problemer, unge kan blive mødt af. Men rod i privatøkonomien spiller også en væsentlig rolle i den sammenhæng.
Det viser en undersøgelse, som Forbrugerrådet Tænk og FinansDanmark har lavet, hvor 1.000 unge i alderen 20 til 30 år har deltaget.
Hver femte af de unge med økonomiske udfordringer fortæller, at privatøkonomien enten i meget høj grad eller i høj grad var medårsag til problemer på uddannelsen. Og særligt blandt unge, der har afbrudt deres uddannelsesforløb, har økonomien spillet en rolle. Over halvdelen af dem, der er droppet ud af en uddannelse, svarer, at privatøkonomiske problemer stjal fokus. I samme gruppe svarede to ud af tre, at et fuldtidsjob og en umiddelbar fast indkomst fristede dem til at droppe ud.
Ifølge projektchef i Forbrugerrådet Tænk Lone Buchardt kan problematikken få betydning for et helt livsforløb:
”Det er foruroligende, at en så stor andel af unge møder udfordringer under uddannelsen, som er knyttet sammen med rod i privatøkonomien. I sidste ende kan det få den konsekvens, at de unge må droppe ud af uddannelsen, hvilket kan have negative følgevirkninger resten af deres liv. Vi ved fra tidligere undersøgelser, som vi har foretaget i samarbejde med TrygFonden og Finans Danmark, at det for unge er skamfuldt og tabubelagt at tale om rod i økonomien. Vi opfordrer til, at bryde tabuet. Tag fat i dine forældre eller andre i din omgangskreds og fortæl om dine udfordringer,” siger Lone Buchardt
For mange unge er økonomi svært stof, og at ændre dårlige økonomiske vaner er en svær øvelse. Derfor ser Forbrugerrådet Tænk også gerne, at undervisning i privatøkonomi prioriteres, så unge tidligt bliver bevidste om deres økonomiske adfærd. Ifølge undersøgelsen vurderer omkring halvdelen af de unge, at læring om privatøkonomi ville have gjort deres studietid nemmere.
”De unges forståelse for privatøkonomi kan få stor betydning og påvirke deres muligheder og chancer for at gennemføre en uddannelse. Og der er desværre en tendens til at unge, der dropper ud af en uddannelse og ikke kommer med på vognen igen, har en langt større tendens til rod i privatøkonomien end andre unge,” siger analysechef i Finans Danmark, Christian Heebøll Hammer.
Forbrugerrådet Tænk opfordrer unge med rod i økonomien til at tage kontakt til organisationens Økonomi- og Gældsrådgivning. Her kan man få hjælp til at få et overblik over økonomien samt få gode råd til, hvordan man kan komme sine problemer til livs. Desuden opfordrer Forbrugerrådet Tænk alle voksne omkring unge til at være opmærksomme på unges økonomiske udfordringer og hjælpe med at få den rette hjælp.
Forbrugerrådet Tænk anmelder populære spil for at manipulere spillerne med virtuel valuta
17 af de mest populære spil, herunder Fortnite, Minecraft og Pokémon Go, er anmeldt for bl.a. at sløre prisen på køb i spillet ved at opgive pris i virtuelle valutaer og gøre det svært at regne ud, hvad den faktiske pris er i kroner og øre. Det er i strid med markedsføringsloven, og derfor anmelder Forbrugerrådet Tænk spilvirksomhederne til myndighederne.
Din nye maling kan afdampe uønsket kemi viser test
Brug handsker, og husk at lufte ud. Sådan lyder den klare anbefaling fra Forbrugerrådet Tænk, efter en ny test af maling viser, hvor mange potentielt problematiske kemikalier, der kan fylde luften i et nymalet rum.
30 ud af 38 produkter fra Temu dumper ny undersøgelse
Forbrugerrådet Tænk har undersøgt 38 forskellige produkter fra den kinesiske handelsplatform Temu. Langt størstedelen overholder ikke europæiske regler, og mange har alvorlige fejl i sikkerheden.