Gummistøvler: Ingen er helt fri for uønsket kemi
Kemitesten viser, at alle gummistøvler til børn indeholder uønsket kemi. Nogle indeholder kun små mængder uønsket kemi, mens andre fund var større.

I testen af børnegummistøvler var der fund af uønsket kemi i alle støvlerne. Nogle af gummistøvlerne indeholder kun små mængder uønsket kemi, mens andre fund var større.
Den uønskede kemi var især de såkaldte PAH’er, også kaldet tjærestoffer, som testen viste i varierende mængder i alle gummistøvlerne.
PAH’er er mistænkt for at være kræftfremkaldende. I støvlerne med B-bedømmelse er mængderne dog så lave, at de er fine kemivalg.
Kun 1 par gummistøvler med ftalater
I gummistøvler behøver du i de fleste tilfælde ikke være bekymret for såkaldte ftalater. Ftalater er blødgørende stoffer, som er mistænkt for at være hormonforstyrrende.
Ftalater bruges i nogle støvler af plasttypen PVC. Et par gummistøvler af mærket Dunlop viste i testen et højt indhold af ftalaten DINP.
Formstøbte støvler uden samlinger kan du vælge at undgå. De vil ofte være af PVC, som kan indeholde ftalater.
Gummistøvler anmeldes til Miljøstyrelsen
Et par gummistøvler til børn er efter testen blevet anmeldt til Miljøstyrelsen. Det er støvlerne fra Aigle med stjerner, der skifter farve, når de bliver våde.
Den uønskede kemi i disse støvler var blandt andet såkaldte kortkædede og mellemkædede klorparaffiner. Disse stoffer er mistænkt for at være hormonforstyrrende og kræftfremkaldende.
I Aigle-støvlen var mængden af kortkædede klorparaffiner over det tilladte niveau, og støvlen er derfor meldt til Miljøstyrelsen. Har du købt denne støvle, kan du få penge retur ved forhandleren.
Har du købt et par gummistøvler med uønsket kemi?
Har du købt Aigle-støvlerne, kan du gå til forhandleren og få pengene retur.
Du behøver generelt ikke at smide gummistøvlerne til dine børn ud, fordi testen viser, at de indeholder problematiske stoffer. Uønsket kemi som mistænkt hormonforstyrrende og kræftfremkaldende stoffer er generelt ikke problematisk i det enkelte produkt. Det gælder også for gummistøvler.
Forskere er til gengæld bekymrede over det faktum, at du kan blive udsat for problematiske kemikalier fra mange kilder i din hverdag. Det kan for eksempel være fra indeklima, fødevareemballage og personlige plejeprodukter. Samlet set kan udsættelser for uønsket kemi fra mange kilder være problematisk i forhold til eksempelvis hormonforstyrrende effekter. Dette er kendt som cocktaileffekten.
Det er derfor generelt en god ide at undgå problematisk kemi, hvor du kan. Derfor kan du bruge testen, når du køber nyt.

Sådan vedligeholder og køber du gummistøvler der passer til dig
Vand og mudder kræver gode gummistøvler, hvis du skal tørskoet igennem. Læs her, hvad du skal være opmærksom på, når du køber gummistøvler til familien og hvordan du passer på dem

Nu skal dit hullede tøj være en del af den grønne omstilling
Mange danskere kan nu sortere udtjente tekstiler i en ny beholder til tekstilaffald, ganske som vi længe har gjort det med fx metal og plastik. Det er endnu et vigtigt skridt i den grønne omstilling, men den nye type affald gør det også lettere at bortskaffe tekstiler i stedet for fx at fragte det til genbrug, og det bekymrer eksperter.

Skaljakker: Find en uden PFAS
Skaljakker kan indeholde PFAS, eller fluorstoffer, der er problematiske for din sundhed og miljøet. Heldigvis kan du finde en god skaljakke fri for PFAS i testen.