Mademballage: Forbrugere er bekymrede for uønsket kemi
Uønsket kemi i mademballage og engangsservice bekymrer flere forbrugere. Det viser en ny rapport fra Forbrugerrådet Tænk med 1.179 deltagere.
Engangsemballage og -service af plastik bliver forbudt i EU fra sommeren 2021 for at begrænse plastikforurening i naturen.
Men en ny test fra Forbrugerrådet Tænk Kemi viser, at engangsservice af andre materialer også kan indeholde uønsket kemi, som kan påvirke din sundhed eller miljøet. Det er fx tallerkener og sugerør af palmeblade, pap, papir eller fibre fra sukkerrør eller hvede.
I en ny rapport fra Forbrugerrådet Tænk har 1.179 danskere i februar 2021 svaret på spørgsmål om køb og anvendelse af materialer, der er i kontakt med mad. Som fx emballage til mad, køkkenudstyr og engangsservice. Se svarene her.
Forbrugere savner viden om uønskede kemikalier
Rapporten viser, at hver tredje forbruger i høj grad eller meget høj grad bekymrer sig om uønskede kemikalier i bl.a. emballage til mad.
Næsten halvdelen svarer, at de ofte tænker over de kemiske stoffer, der er i materialer, som de køber og bruger til mad.
Flere svarer også, at de savner bedre oplysninger og definitioner af indholdsstoffer på varerne, og hvad varen er egnet eller uegnet til.
Alle uønskede kemikalier bør forbydes
I rapporten svarer forbrugerne, at det især er producenternes og politikernes ansvar, at uønsket kemi ikke vandrer fra emballage over i fødevarerne.
Næsten 7 ud af 10 mener, at en kommende EU-regulering bør indeholde et totalt forbud mod uønskede kemikalier i emballage til mad.
Der findes ingen specifikke regler for indholdsstoffer i emballage eller engangsservice, der er lavet af pap, papir eller palmeblade. Og selvom EU er i gang med en ny regulering, kan der gå flere år, før en lovgivning er på plads.
Forbrugerrådet Tænk Kemi: Mangelfuld lovgivning
”Som forbruger er man ikke tilstrækkelig beskyttet mod problematiske stoffer fra mademballager. Lovgivningen siger helt overordnet, at emballagen ikke må afgive kemikalier i mængder, der udgør en risiko for sundheden. Det er langtfra nok. Der skal stilles klare krav og regler for kemien i alle typer af emballage til fødevarer. Det gælder også for alternativerne til plastmaterialer, som dukker op i kølvandet på forbuddet mod engangsplastik.”
Stine Müller, projektleder hos Forbrugerrådet Tænk Kemi
3 gode råd til engangsservice
- Undgå fluorstoffer i engangsprodukter. Du kan spørge virksomheden, om produktet er produceret, efter forbuddet mod fluorstoffer trådte i kraft.
- Gå efter svanemærket engangsservice og emballage. Her er der stillet krav til produktion og indholdsstoffer ud over lovgivningen.
- Brug i stedet almindelig service frem for engangsservice, hvor det er muligt og skån miljøet. Selvom det kan være lidt mere besværligt.
Europaparlamentariker: Det går for langsomt
”Der kommer jo nye fødevarekontaktmaterialer til, når nu plast skal undgås, og så hjælper det selvfølgelig ikke, hvis de nye kontaktmaterialer også er skadelige. Så der er i høj grad brug for at få opdateret lovgivningen. Men selv hvis lovgivningen bliver vedtaget hurtigt, vil produkterne i butikkerne tidligst i 2026 være produceret efter de strammere regler. Og det er et problem, da den uønskede kemi både kan skade miljøet og folkesundheden”.
Christel Schaldemose, Europarlamentariker for Socialdemokratiet
Bag om undersøgelsen
-
Forbrugerrådet Tænks Forbrugerpanel har i februar 2021 sammensat et webpanel med i alt 1.179 deltagere.
Forbrugerpanelets respondenter er tilfældigt rekrutteret gennem telefoninterviews af et bredt udsnit af den danske befolkning. Deltagerne er i alderen 18 år og opefter.
Undersøgelsen viser blandt andet, at:
- 34% er i høj grad eller meget høj grad bekymrede for uønskede kemikalier i emballage til mad.
- 40% finder det svært eller meget svært at finde ud af, hvad emballage til mad er egnet til.
- 65% savner viden om uønsket kemi i emballage til mad.
- 69% synes, at den kommende regulering skal indeholde et totalt forbud mod særligt problematiske stoffer.
Termokrus: Fri for tjærestoffer
Termokrus kan være din bedste ven at have med på farten. Tidligere test har dog vist indhold af kræftfremkaldende tjærestoffer. Se mere her.
Engangsservice kan indeholde PFAS og pesticider
Hvert andet produkt i ny international test indholder uønskede kemikalier i mængder over anbefalinger eller regler. Bliv klogere her.
Kopper af melamin til børn afgiver uønskede kemikalier
Børnevenlige kopper af melamin kan tåle flere ture på gulvet. Men kemitesten viser, at de populære kopper kan afgive uønsket kemi til maden.