Sådan holder du jul uden uønsket kemi
Småkager, lyskæder og julepynt kan indeholde uønskede kemikalier for miljø og sundhed. Se, hvordan du begrænser din udsættelse for uønsket kemi i juletiden.

I juletiden har du sikkert travlt med at tænde stearinlys, hænge lyskæder op, pakke gaver ind og fylde juleskålen op med småkager. Men mange af disse produkter kan også indeholde uønskede kemikalier.
Vi har samlet seks gode tips til at begrænse din udsættelse for uønsket kemi i juletiden.
1. Luft ud, når du tænder stearinlys
Når vi skal tælle ned til juleaften, tænder vi for stearinlys og kalenderlyset og lader det brænde længe.
Stearinlys kan afgive partikler til dit hjem, som kan give luftvejsirritation eller hovedpine. Luft derfor grundigt ud, efter du har haft levende lys tændt.
Et godt råd er at lufte ud to gange om dagen, hvis du vil lufte uønsket kemi fra støv og dampe ud af indeklimaet.
Du kan også bruge elektriske julelys i stedet for stearinlys, så undgår du partikler fra lysene.
2. Vælg økologiske frugt og grønt
Frugt og grønt kan være sprøjtet med pesticider, som fx kan være mistænkt for at være hormonforstyrrende.
Køb økologiske appelsiner, mandariner mm., hvis du vil undgå pesticider. Bruger du appelsin- eller citronskal i dine småkager eller gløgg, er det endnu vigtigere at undgå pesticider.
3. Spray julepynten udenfor
Julespray med kunstig guld, sølv eller sne til julepynten kan forurene indeklimaet.
Vi anbefaler, at du sprayer juledekorationen udenfor, så du ikke indånder stofferne mens du sprayer, og undgår at dampene bliver hængende i dit hjem.
Lad også juledekorationen stå udenfor og dampe af, efter at du har sprayet den.
4. Tjek gamle lyskæder for ftalater
Hvis dine lyskæder har nogle år på bagen, indeholder de sandsynligvis hormonforstyrrende ftalater.
Hvis du hænger lyskæder op indenfor, er det særligt vigtigt at undgå ftalater. Stofferne kan nemlig afdampe til dit indeklima og sætte sig i støvet.
Hvis du vil smide din gamle lyskæde ud, skal du huske at følge din kommunes anbefalinger for småt elektronik.
5. Køb julegaver uden uønsket kemi
Vil du gerne give en god gave til jul, som ikke indeholder uønsket kemi? Så er der flere ting, du kan gøre.
Hvis du giver kosmetik og pleje i julegave, kan du scanne stregkoden med vores app Kemiluppen og tjekke for uønskede kemikalier. Du kan også søge produktet frem i appen.
Kemiluppen fortæller dig, om produktet indeholder stoffer, som er allergifremkaldende, miljøbelastende eller mistænkt hormonforstyrrende,
Skal du give tøj, tekstiler, møbler eller legetøj i julegave? Så kan du også se efter miljømærkerne som fx Svanemærket eller EU-Blomsten.
6. Bag småkagerne gyldne
Husk kun at bage dine småkager gyldne og ikke brune. På den måde kan du begrænse dannelsen af stoffet akrylamid, der kan øge risikoen for kræft. Akrylamid dannes, når du rister, steger eller bager kulhydratholdige fødevarer.
Når du bager småkager anbefaler vi også Svanemærket bagepapir, der er blandt de mest miljøvenlige og som stiller en række krav til, hvilke kemikalier der må bruges.
Tidligere kunne bagepapir også være overfladebehandlet med PFAS, som gjorde papiret vand- og fedtafvisende. Men i 2020 blev pap, mad- og bagepapir med tilsatte fluorstoffer forbudt i Danmark, og det er nu udfaset i bagepapir.

Gløgg: Sådan finder du den bedste
Gløgg skal smage af jul, men hvordan finder du den bedste gløgg, der smager godt og er god kvalitet?

Julemad: Sådan undgår du madspild
Julen byder på mange store måltider, og det kan være svært at undgå madspild. Følg disse enkle tips og undgå at smide mad ud efter julefesterne. Så sparer du både penge og på jordens ressourcer.

Lyskæder er ofte fri for uønsket kemi
Uønsket kemi i lyskæder kan være de såkaldte ftalater. Det er blødgørende stoffer, som bruges i plastik, og som blandt andet er hormonforstyrrende.