Er hjemmelavede sæbebobler en god ide?
Er det bedre at lave hjemmelavet sæbeboblevand i stedet for at købe? Få hjælp til at undgå uønsket kemi i sæbebobler her.
Sæbebobler er et kemisk legetøj, hvor der kan være tilsat parfume eller allergifremkaldende konserveringsmidler, som du og dine børn kan få på huden og i værste tilfælde få en allergisk reaktion fra.
Risikoen for at udvikle allergi øges, des mere du udsættes for de allergifremkaldende stoffer.
Mange vælger i stedet for at lave hjemmelavede sæbebobler. Men er det en god ide?
Hjemmelavet sæbeboblevand kan stadig indeholde uønsket kemi
Hjemmelavede sæbebobler findes der mange opskrifter på, hvis du søger på internettet.
Opskrifter på sæbeboblevand består typisk af flere ingredienser, som ikke er beregnet til længevarende hudkontakt, især ikke for børn.
Hvis du selv vil blande sæbeboblevand, så skal du være opmærksom på at undgå produkter med MI (methylisothiazolinone) eller andre problematiske stoffer, som kan give allergi.
Opvaskemidler kan indeholde uønsket kemi
Der er også flere simple opskrifter på hjemmelavede sæbebobler, der består af opvaskemiddel, vand og eventuel glycerin.
Her skal du også være opmærksom på, at opvaskemidler kan indeholde uønskede kemikalier for miljøet og for din hud.
Vil du undgå uønsket kemi i opvaskemidler, kan du scanne stregkoden på dit opvaskemiddel på vores app Kemiluppen.
Glycerin kan tilsættes for at få den rigtige konsistens, og glycerin findes ofte også i kosmetik og plejeprodukter, hvor det bruges til at holde på fugten i huden. Det er ikke et stof, vi vurderer som problematisk.
Køb sæbebobler med indholdsdeklaration
Sæbebobler og sæbeboblevand med en ingrediensliste kan du godt finde på det danske marked, selvom indholdsdeklaration ikke er et lovkrav.
Tjek ingredienslisten for at se, om sæbevandet indeholder uønskede stoffer. Undgå for eksempel sæbebobler med parfume og konserveringsmidler, der kan give allergi.
Forbrugerrådet Tænk Kemi arbejder for, at legetøj skal have en fuld deklaration af produktets indholdsstoffer. Det vil give forældre en bedre mulighed for at undgå produkter med for eksempel allergifremkaldende eller mistænkt hormonforstyrrende stoffer.
I Forbrugerrådet Tænk Kemi mener vi, at kemisk legetøj som legetøjsslim, sæbebobler, fingermaling skal deklareres. Deklaration af indholdsstoffer kendes fra lignende produkttyper som for eksempel fra kosmetik, plejeprodukter og rengøringsmidler.
Spørg forhandleren om indholdet af sæbeboblevandet
Spørg butiksekspedienten om sæbeboblevandets indhold, hvis produktet ikke har nogen ingrediensliste.
Forhandleren bør vide, om sæbeboblerne indeholder parfume eller kendte allergifremkaldende konserveringsmidler. Du kan også spørge producenten eller importøren, hvis navnet på dem er oplyst på produktet.
Forbrugerrådet Tænk Kemis test af sæbebobler viser dog, at en del virksomheder ikke kan eller vil oplyse, hvilke ingredienser de bruger i deres sæbebobler. Overvej her at købe hos en anden virksomhed, som gerne vil oplyse ingredienserne.
Dette trælegetøj er bedst i test
Trælegetøj til små børn er populært, men er det også uden uønsket kemi? Vi har testet 11 forskellige stykker legetøj til børn under tre år. Se, hvilket legetøj, der klarer sig godt, og hvilket, der dumper.
Disse sæbebobler indeholder uønsket kemi
Sæbeboblevand kan indeholde parfume og allergifremkaldende konserveringsmidler. Det viser vores tjek af 31 sæbebobler.
Hudpleje og kosmetik til børn: Brug så lidt som muligt
Flere børn er begyndt at bruge serum, creme, sminke, neglelak og parfume. Men er det en god ide? Huskereglen er: jo mindre, des bedre.