Det er dyrt at følge danske fodboldhold på tv
Det koster adskillige hundrede kroner om måneden at følge et dansk superligahold, der også er med i de europæiske turneringer.
Hvis du er interesseret i fodbold og gerne vil følge nogle af de største danske superligahold, kan det blive en dyr fornøjelse.
Kampene er nemlig spredt ud på flere forskellige kanaler og udbydere, så du kan blive nødt til at betale for flere abonnementer for at se alle dit favoritholds kampe.
Flere udbydere
Det løber især op, hvis du vil se alle kampene på tv med hold som Brøndby IF, F.C. København, FC Midtjylland og Randers FC.
Her vises kampene i Superligaen hos to forskellige udbydere, og de europæiske kampe hos en tredje udbyder.
Og så er det endda ikke længere muligt at få adgang til alle kampene ved at abonnere på den store tv-pakke fra YouSee, fordi Discovery+ ikke længere indgår i nogen af YouSees forskellige tv-pakker.
Dyrt at være fodboldfan
Så selv med den store YouSee-pakke er du nødt til at købe adgang til endnu en udbyder, hvis du vil se alle hjemmeholdets superligakampe – og også gerne vil se kampene med herrelandsholdet.
“Kampene er spredt ud over forskellige kanaler, og det løber altså op. Der er mange mennesker, der ikke har råd til at have abonnementer på alle de kanaler. Det er blevet rigtig dyrt at være fodboldfan,” siger FCK-fan Kasper Larsen.
Konkurrence presser prisen op
Så længe man politisk ikke vil pålægge tv-distributørerne at give forbrugerne frit valg af tv-kanaler, er der ikke rigtig noget at gøre ved det, forklarer Martin Salamon, cheføkonom i Forbrugerrådet Tænk:
“Man har lavet det her system, hvor rettighederne til de forskellige kampe er blevet delt op. Fordelen er, at det giver en større konkurrence mellem tv-distributørerne. Desværre giver det også højere priser. Men de højere priser burde – hvis der havde været frit kanalvalg – kun ramme dem, der gerne vil se det hele.”
Alternativet kunne være endnu dyrere
Ifølge Martin Salamon optræder de 12 superligaklubber i en form for kartel.
“Klubberne er jo gået sammen om at sælge tv-rettighederne til forskellige udbydere, og kartellet modvirkes kun delvist af den tvungne opdeling,” forklarer cheføkonomen.
“Alternativet havde været meget værre, nemlig at der kun havde været en enkelt udbyder, der havde vist alle kampene. Så havde abonnementsprisen måske været meget højere, end den er i dag,” uddyber Martin Salamon.
Han mener også, at den øgede konkurrence har medført, at dækningen af fodbold er blevet langt bedre og mere omfattende.
Flere kampe på skærmen
Kontorchef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen Søren Bo Rasmussen hæfter sig også ved, at konkurrencen på markedet har ført til, at der i dag er et langt større udbud af fodboldkampe i fjernsynet og online, end der nogensinde før har været.
“Det er til gunst for forbrugerne, at der er så meget fodbold at se. Man skal ikke ret mange år tilbage, før der ikke var ret meget fodbold i fjernsynet. På den måde er det blevet bedre. Men det er også rigtigt, at det er blevet dyrere at se fodbold,” siger han.
“Man må så afveje som forbruger, om det er det ekstra værd at se alt og betale noget mere, eller om det var bedre i gamle dage, hvor der ikke var så meget at se,” fortsætter han.
Konkurrence
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vil ikke blande sig i, hvem der viser kampene.
“Du får mig ikke til at sige, at konkurrencen fungerer perfekt på området, men der er ingen tvivl om, at konkurrencen har ført til, at vi har fået et meget større udbud. Forbrugerne har i dag mange flere kampe at vælge imellem, og det er typisk det større udvalg, som konkurrencen også fører med sig. Men jeg kan da også godt se, at priserne kan opleves som høje, men hvis det er de priser, som forbrugerne vil betale, så er det jo de priser, der er,” siger Søren Bo Rasmussen.
Disse streaming- og medieafspillere anbefaler vi
Vil du forlænge levetiden på dit smart-TV, er der flere gode streaming- og medieafspillere at vælge imellem, og prisen behøver ikke at være særlig høj.
Derfor kan det være en god idé med en streaming- og medieafspiller
Der kan være flere fordele ved at købe en streaming- og medieafspiller. En af dem er, at du kan forlænge levetiden af dit smart-TV.
Her finder du gratis streaming af tv, film og serier
Streaming giver dig adgang til alverdens serier, film og tv-programmer. Men hvor finder du gratis streaming uden at bryde loven? Få overblikket her.