"Jeg synes altså, det er snildt at tage toget"

Om morgenen cykler Sigrid Damsager Frandsen og hendes søn to kilometer til sønnens skole. De tager cykelturen i et roligt tempo og får nogle af deres allerbedste samtaler der på cykelstien.

Når sønnen er afleveret, cykler Sigrid Damsager Frandsen enten hjem eller videre ned til stationen, hvor hun springer på regionaltoget. Inde i toget får hun måske en ganske kort snak med nogle af de andre faste passagerer, der efterhånden er blevet hendes togvenner. Så sætter hun sig ned, mens marker og byer driver forbi udenfor. 

Mens hun fortæller sin idyllisk lydende historie om det bilfri liv, kommer hun flere gange til selv at grine: ”Jeg lyder jo helt vildt frelst – men jeg synes altså, det er snildt at tage toget!”

Potentiale i satellitbyer

Sigrid Damsager Frandsen var ellers forbeholden, da hun skiftede København ud med Lejre for et par år siden. Hun ville gerne ud til mere luft og natur, men havde aldrig før boet så langt uden for en af Danmarks større byer.

Men i dag ser hun et kæmpestort potentiale i Lejre og andre satellitbyer, hvor man kan bo på landet og stadig arbejde i byen. Og med kort afstand til stationen og en elcykel, som hun fik af sin mor sidste år, kan hun og hendes syvårige søn klare det meste, siger hun:

”Selvfølgelig er der nogle ting, som familier med en bil kan, som vi ikke kan. En tur til Roskilde er måske noget, de andre bare lige gør som en hurtig smuttur på en søndag, men for os bliver det hurtigt en heldagstur, der skal planlægges. Vi skal først cykle ned til stationen, og så skal vi med toget, som kun går en gang i timen, fordi det er weekend. Men så får man det jo til at passe – og hvis man kommer for sent, så får ungen måske plaget sig til en is i ventetiden.”

Flere afgange gør en forskel

Sigrid Damsager Frandsen er organist og korleder i folkekirken og arbejder også som dirigent for to voksenkor i København. Derfor er der flere forskellige destinationer og skæve arbejdstider i løbet af en uge.

Det er rart, når hun slipper for at skulle med det fyldte morgentog klokken 8.14, men det kan også være en udfordring i forhold til at være enlig mor til en syvårig.

”Når jeg arbejder om aftenen, har jeg jo brug for, at der er en mormor, moster eller barnepige, der kan tage hjem og passe min søn, indtil jeg får fri. De aftener gad jeg godt, at der var flere afgange. Da er toget tit ret fyldt og det på et tidspunkt, hvor man ikke orker at tale med andre mennesker. Til gengæld er togførerne søde til at vente med at køre, hvis de kan se, man kommer halsende et minut for sent – de ved også godt, der går en time, før det næste tog kommer,” siger hun.

Sammen i toget

Sigrid har kørekort, men har aldrig haft bil, primært fordi hun aldrig har følt et uomgængeligt behov, men også fordi hun synes, det er en unødvendig CO2-udledning, og at hun faktisk er lidt for nærig til at bruge ”så mange penge på en metalkasse med hjul”, som hun siger. 

”Hvis folk fx siger, at det koster det samme at køre til Jylland som at tage toget, så er det, fordi de kun tænker på udgifterne til benzin, men det koster jo også i vægtafgift og forsikringer og alt muligt andet. De udgifter er folk bare blevet vant til som en del af husholdningsbudgettet, så dem tænker de slet ikke ind i prisen længere,” siger hun.

Skal Sigrid Damsager Frandsen og barnet besøge familien i Jylland, hænder det, at de låner eller lejer en bil, men det foregår også ofte med tog. Og Sigrid Damsager Frandsen holder fast i, at en stor del af at overkomme togturene handler om, hvilken indstilling man har til det:

”I toget kan man tælle vindmøller ud af vinduet, læse en tegneserie sammen eller måske endda komme til at snakke med nogle nye mennesker – en anden familie, der lærer os at spille et andet kortspil end det, vi ellers altid spiller. Hvis man tænker på det sådan, at man har sat en lørdag eftermiddag af til at være sammen med hinanden, så gør det ikke så meget, at det foregår i et tog.”