Coronaen har gjort digitale bogtjenester endnu mere populære
Nu har mere end hver femte dansker et abonnement på en streamingtjeneste med e-bøger eller lydbøger.
Streamingtjenester med bøger bliver mere og mere populære, og nu har 22 procent af danskerne et abonnement på en tjeneste, der tilbyder e-bøger og lydbøger. Det viser Bogpanelets årsrapport fra november 2021. Bogpanelet under Kulturministeriet følger udviklingen på bogmarkedet. Det er en stigning på fem procent i forhold til året før, og årsagen til stigningen er ifølge Bogpanelet, at danskerne på grund af coronaen måtte søge nye veje for at få adgang til litteratur. Og den adgang var ikke overraskende digital.
Hver femte hørte lydbog i tredje kvartal 2021
Det fremgår også af undersøgelsen, at de fleste – 17 procent – har et selvstændigt abonnement på en bogtjeneste, hvorimod blot 5 procent har adgang til en digital bogtjeneste som del af en underholdningspakke, fx via et mobilselskab. For langt hovedparten er de digitale bogtjenester altså et aktivt, foretrukket tilvalg. Også den seneste undersøgelse af kulturvaner fra Danmarks Statistik bekræfter, at danskerne er glade for de digitale bogtjenester. 20 procent af de adspurgte i undersøgelsen hørte således en lydbog i tredje kvartal 2021, hvilket er en fordobling i forhold til året før.
”Kurven er jo nærmest gået lodret op. Det er interessant, at læsekulturen er blevet så digital, som den er. Det er vi ikke i tvivl om, at coronaen har indvirket på,” siger Anne-Marie Mai, litteraturprofessor ved Syddansk Universitet og formand for Bogpanelet, ifølge Ritzau.
Trykte bøger påvirkes af digital tendens
Ikke overraskende er populariteten af de digitale bøger steget på bekostning af de trykte. Siden 2013 er de trykte bøgers andel af det samlede salg gået støt og roligt ned, hvorimod de digitale bøgers andel af det samlede salg er gået støt og roligt op. Den trykte bog er dog stadig det format, der fylder mest. De fysiske bøgers andel af den samlede bogomsætning var i 2020 på 74 procent, svarende til 1,3 milliarder kr.
Ifølge Bogpanelet læser 25 procent af mændene aldrig en bog over en tiårig periode. For kvinder er det 10 procent. Kulturvaneundersøgelsen fra Danmarks Statistik viser desuden, at kvinderne er flittigere romanlæsere end mændene, som til gengæld er mere til litteratur om trolddom og alternative verdener, end kvinderne er.
Markedstjek: Seks digitale bogtjenester
Vi har tjekket priser og muligheder på markedet for bogtjenester, hvor du både kan lytte og læse. Vi tager forbehold for, at priser og muligheder kan variere. Tjek derfor tjenestens hjemmeside for det mest opdaterede billede.
AI-bøger sælges under falske forfatternavne
Er din bog skrevet af en forfatter eller af kunstig intelligens? Det er ikke sikkert, du ved det. På Saxos hjemmeside kan man købe bøger, der er skrevet af kunstig intelligens, uden at det er deklareret. Flere stemmer i branchen stiller sig uforstående.
Bogstreaming kan give færre bøger i fremtiden
Digitale abonnementstjenester med stort set ubegrænset adgang til lyd- og e-bøger bliver mere og mere populære. Men forfatterne bliver for dårligt betalt, lyder kritikken, og det kan give et dårligere kulturudbud i fremtiden.