Hvornår har sodavandsmaskinen tjent sig hjem? | Forbrugerrådet Tænk Gå til hovedindhold

Få adgang til alt indhold på tænk.dk, medlemsmagasinet og meget mere.

Bliv medlem

Sodavandsmaskine: Hvornår har den tjent sig hjem?

Danskvand kan fås i supermarkedet til cirka 2,50 kroner literen, så kan det overhovedet betale sig at bruge en sodvandsmaskine? Og hvad med miljøet? Og er det sundt, at drikke vand med tilsat kulsyre?

Lars Nøhr Andresen · Foto: Lars Nøhr Andresen · 14. august 2017
To glas med danskvand i lavet i en sodavandsmaskine

Tjener danskvandsmaskinen sig hjem?

Hvor meget danskvand skal du lave, før en sodavandsmaskine har tjent sig hjem? Regnskabet varierer selvfølgelig efter maskinens indkøbspris, og hvor godt den udnytter gassen.

Forbrugerrådet Tænks test af sodavandsmaskiner viser, at der er forskel på indholdet af gas i de medfølgende CO2-patron.

Sodastream Genesis laver ifølge testen 66 liter danskvand på en enkelt gaspatron. 

Ombytning af en tom CO2-patron koster cirka 100 kroner.

Prisen for det billigste danskvand med brus i supermarkederne er cirka 2,50 kroner literen. Skal du købe samme mængde danskvand som Sodastream Genesis kan lave med en flaske CO2, skal du give 165 kroner for 66 liter danskvand i supermarkedet.

Medregner du prisen for Sodastream Genesis, skal du tjene 335 kroner ind, fordi de første 66 liter er med i prisen, når du køber maskinen, og de repræsenterer en værdi på 165 kroner. 

For hver ombytning af en patron, der koster 100 kroner, sparer du cirka 65 kroner i forhold til at købet vandet i supermarkedet. 

Efter 5 ombytninger, og i alt 330 liter danskvand, har du tjent din Sodastream Genesis hjem – og så slipper du for at slæbe vandet hjem og aflevere flaskerne til pant.

Er sodavandsmaskinen god eller skidt for miljøet?

Postevand er mere miljøvenligt end at købe flaskevand.

Hovedstadsområdets Forsyningsselskab (HOFOR) fortæller, at der udledes 0,0002 kg CO2, når der pumpes en liter vand ud til forbrugerne. 

En liter flaskevand, som for eksempel danskvand, udleder på grund af transport og produktion gennemsnitligt 0,18 kg CO2, hvilket er cirka 900 gange mere. 

Du tilsætter selv et par gram CO2 til en liter vand, så det er selvfølgelig mere miljøvenligt at drikke rent postevand end det er at tilsætte kulsyre, men det er meget små mængder kulsyre, du udleder, når du laver danskvand. 

Skader danskvand tænderne?

Nej.

Kulsyre er som navnet siger en syre, og derfor kan man tro, at vand med kulsyre skader tænderne, men overlæge Ulla Pallesen fra Tandlægeskolen siger kort, at den begrænsede mængde syre i danskvand ikke skader tænderne, modsat andre syreholdige drikke som sodavand.