Det skal du vide før du køber en juicer
Juicere og saftpressere som fx slowjuicere giver dig nemt litervis af juice eller saft. Men selv om maskinerne kan virke ens, er der store forskelle. Få tips til, hvilke detaljer du skal være opmærksom på.
Det er lækkert at lave sin egen juice, så du får den, når den er helt friskpresset. Overvejer du at købe en juicer, slowjuicer eller saftpresser, er der nogle ting, du skal være opmærksom på, så du kan finde den rigtige til dig.
Vi har testet 18 juicemaskiner. I vores juicer test har vi testet hvor godt maskinerne er til at presse juice ud af forskelle typer frugt og grønt. Vi har målt deres strømforbrug, hvor meget de larmer og ikke mindst hvor nemme de er at gøre rent.
Ud fra vores erfaring fra testen får du her en række god råd og tips til hvad du skal se efter, hvis du drømmer om hjemmelavet frugt- og grøntsagsjuice.
Juicer, slowjuicer eller saftpresser?
Saftpresser er en fællesbetegnelse for maskiner, der presser saften ud af frugt, bær og grønt. Moderne maskiner der presser saft hedder typisk juicere og det er dem vi ser på her i artiklen. Juicere kan inddeles i centrifugejuicere og slowjuicere
Centrifuge-juicere: Er hurtigere til at juice, fordi de hakker frugt og grønt i fine dele og slynger dem rundt i en centrifuge for at få saften ud. De kan godt larme lidt, men de er generelt set nemmere at rengøre end en slowjuicer.
Slowjuicere: Kværner frugt og grønt- typisk med en snegleformet kværn. Det tager lidt længere tid at juice med en slowjuicer, men så får du også presset mere juice ud af din frugt og grønt. Vores test viser at der godt kan komme mere frugtkød med i juicen, når du slovjuicer. Maskiner er mere støjsvage, men lidt mere besværlige at rengøre end en centrifugejuicer.
Er juicebeholderen stor nok?
På de fleste juicere følger der en juicekande med. Er den for lille, risikerer du, at du skal tømme den undervejs, når du laver juice. Se efter, hvor meget der kan være i kanden, så du undgår det besvær, hvis du ved du ofte laver meget juice.
Er beholderen til pulp stor nok?
Juicemaskinens beholder til pulp må gerne være stor. Er den for lille, risikerer du, at det bliver mere besværligt at lave juice, fordi du skal tømme beholderen undervejs.
Er der et filter til skum?
Æbler og andre typer af frugt skummer, når du laver most af dem med centrifuge-juicemaskiner. Du kan vælge en juicemaskine med et filter, som tager skummet.
Hvor stor er tragten?
Juice er nemmere at lave, hvis saftpresserens tragt er stor. Så slipper du for at skære frugt og grønt i små stykker. Hvis du skal bruge meget tid på at skære ingredienserne i mindre stykker, kan det blive mere tidskrævende at juice
Er juiceren nem at rengøre?
Det kan tage langt tid at rengøre en juicer. Læg derfor mærke til, hvor mange dele, der skal rengøres. Hvor lang tid det tager at skille maskinen ad Og om delene kan komme i opvaskemaskinen. I vores test kan du se om juicemaskinens dele kan komme i opvaskemaskinen og se testlaboratoriet vurdering af brugervenligheden.
Hvor meget vejer juicemaskinen?
Vores test af juicemaskiner viser, at der er stor forskel på, hvor meget en juicer vejer. De juicemaskiner, vi har testet, vejer fra 2 til 7,5 kilo.
Skal din saftpresser ikke stå fremme på køkkenbordet, kan du derfor med fordel have maskinens vægt og størrelse med i dine overvejelser. Det gør en forskel, hvis du skal have den ud af køkkenskabet og sætte den tilbage igen, hver gang du skal bruge den.
Sådan undgår du uønsket kemi i gryder og stegepander
Nogle gryder og stegepander kan frigive metaller, aluminium eller PFAS til maden. Se, hvilke gryder og stegepander der er de bedste valg uden uønsket kemi.
Denne elkedel dumper i vores test
Elkedlen er en enkel køkkenmaskine, som kun har til opgave at koge vand. Vi dumper en elkedel i vores test, fordi låget bliver for varmt, men vores test viser, at flere elkedler har udfordringer.
Sådan afkalker du dine køkkenmaskiner
Elkedler, kaffemaskiner og espressomaskiner skal jævnligt afkalkes. Læs her, hvordan du bedst afkalker dine køkkenmaskiner.